5 faglige minutter: Faster Else og tidsånden

Her kunne jeg kun fortælle faster, hvad min skole gør, når vi sysler med lignende udfordringer. Vi skifter navn. Senest en forvandling til et professionsuniversitet; supermotiverede studerende, evidensbaseret undervisning og fuld gennemførelsesprocent med topkarakterer.

Min faster Elses initiativ til oprettelse af ”Den Frie Private Patientskole” med speciale i rehabilitering af hofteopererede patienter blev hurtigt en kæmpe succes. Og faster elskede sin direktørtitel. Men den store søgning med dertil hørende administrative byrder gjorde, at faster begyndte at udvikle symptomer på stress. Fasters kæreste forsøgte at hjælpe efter bedste evne, men hans gamle Olivetti skrivemaskine kommunikerede rigtig skidt med det kommunale system og banken. Desværre havde han aldrig fået taget sig sammen til som faster at gå til computer.

Efter en grundig udgangspunktanalyse foreslog jeg faster at udvide medarbejderstaben med en hotspotchef, it-ansvarlige, kommunikationsmedarbejdere, ledelsessekretær og et par konsulenter. Dette afviste hun blankt: ”Jamen, så mange kan vi slet ikke sidde rundt om spisebordet.”

At konceptet kaldes kompetencefællesskab, og at udfordringen snildt kan løses af en indretningsarkitekt, ignorerede hun demonstrativt.

Først da talen falder på direktørstress, bliver faster igen nærværende. ”Er det rigtigt forstået, at i gamle dage fik direktører podagra, nu får de stress?” spørger hun. Her kom min epidemiologiske viden til kort, men jeg kunne i stedet orientere faster om forskellige muligheder for stresshåndtering, såsom coaching, mindfulness og sansehaver. Skuffelsen stod malet i hendes ansigt.

”Vil det sige, at der ikke findes piller mod så vigtig en folkesygdom som direktørstress, hvad laver I egentlig i det sundhedsvæsen?” Sidste del af hendes spørgsmål sendte mig direkte til hjørne. Da jeg omsider var klar med et muligt, omend ikke fyldestgørende svar, havde faster glemt sit spørgsmål og i mellemtiden googlet, fundet og aftalt tid med en coach, fundet bøger om mindfulness og nærmeste sansehave på Krak.

Da jeg besøger faster Else et par uger senere, er hun ovenpå igen. ”En coach er så meget spild af gode penge,” fnyser faster. ”Jeg skulle selv levere alle svarene, hvad får han sin løn for?”

At mindfulness handler om at tygge en rosin i 20 minutter og finde sig selv, ”det er da spild af god tid.” Og endelig havde sansehaven været overgroet med skvalderkål og brændenælder. ”Men nu går jeg ud i min egen have; luger ukrudt, tygger pakkevis af rosiner og snakker med mig selv, det giver ro og mening,” smiler faster.

Recessionen ramte med tiden også faster Elses skole, og patientgruppen blev reduceret til enten selvbetalere eller dem, den kommunale skole havde opgivet. Førstnævnte gruppe brokkede sig over undervisningsniveauet, og resten pjækkede, lavede ikke øvelser, syntes, skolen var kedelig, og droppede ud. ”Hvad jeg skal gøre?” sukkede faster Else.

Her kunne jeg kun fortælle faster, hvad min skole gør, når vi sysler med lignende udfordringer. Vi skifter navn. Senest en forvandling til et professionsuniversitet; supermotiverede studerende, evidensbaseret undervisning og fuld gennemførelsesprocent med topkarakterer.

”Måske du skulle skifte navn til ”Det Frie Private Patientuniversitet?” foreslår jeg faster.

”Og har I evidens for, at det virker?” vil hun vide. Det kunne jeg heldigvis bekræfte, da ændringer kræver organisationsdiagram med topledelsens nye titler, skilte skal males om, og logoer redesignes.

”Det giver stensikkert mange nye akutjob,” forsikrer jeg faster.

”Hvis det betyder, at jeg skal opgive min direktørtitel, så er det helt sikkert ikke noget for mig, for hvem har nogensinde hørt om rektorstress?” funderer faster Else eftertænksomt.

Blå bog

Kirsten Dalby Rasmussen er 56 år, uddannet fra Holbæk Sygeplejeskole i 1980, SD i uddannelse og undervisning i 1992, cand.pæd. i 2001. Siden 1992 ansat som underviser i sygeplejerskeuddannelsen, Professionshøjskolen Metropol.

Emneord: 
Undervisning
Evidensbaseret sygepleje