Dilemma: En fugtig julefrokost med følger

Sygeplejersker er professionelle, og de forventes at reagere, hvis et menneske falder om i deres umiddelbare nærhed. Men hvor professionel skal man være i festligt lag med venner? Det tænker to mandlige sygeplejersker over efter en episode i begyndelsen af december.

SY-01-2013_julefrokostTre mandlige sygeplejersker har siden deres studietid haft tradition for at holde en tidlig julefrokost med smørrebrød, øl og snaps og give den gas til den mørke morgen.

De mødes i år i København, og der ryger en del øl og snaps indenfor vesten. Da de skilles omkring klokken fire, opdager Jens, at hans mobiltelefon er væk. Ingen kan huske, hvor eller hvornår de sidst har set telefonen, og de opgiver at lede efter den.

Næste formiddag bliver Asger, en anden sygeplejerske fra det lille selskab, ringet op, fordi Jens ikke er dukket op hos den kammerat, han skulle overnatte hos. Jens’ mobil svarer ikke, for den har han jo mistet, den tredje sygeplejerske i den lille gruppe har intet hørt, og nu melder panikken sig.

Jens har diabetes, så de to andre ringer rundt til hospitalerne i Storkøbenhavn. Ganske rigtigt. Jens er blevet indlagt efter at være fundet af to opmærksomme svenske sygeplejersker, da han flakkede forvirret rundt på en befærdet vej i København.

De to venner har det rigtig skidt. Burde de have fulgt Jens hjem? Burde de have tænkt over, at han ikke havde spist siden klokken ni om aftenen? Burde de have været en anelse mere professionelle i deres samvær med Jens?

Sygeplejersken har spurgt to sygeplejersker med særlig interesse for etik, hvordan de opfatter det etiske dilemma.

Svar 1.
De tre mødes som privatpersoner og ikke i et patient-kliniker-forhold, og de tre har mødtes under lignende omstændigheder en del gange før. Det vil sige, at der for samværet ikke er en særlig præmis om, at en af dem har brug for, at der udvises særlig opmærksomhed eller udvises særlige hensyn. På det direkte spørgsmål, om vennerne burde have været en anelse mere professionelle i deres samvær med Jens, er det korte svar ”nej”. Det vil også kunne opfattes, som om vennerne optræder formynderiske. Jens ser ud til at leve med god kontrol over eget liv.

Havde vennerne ved et tilfælde fået tanken i løbet af aftenen, ville det måske have været i orden at nævne diabetesreguleringen, men igen har de jo tidligere været vant til denne samværsform, som ikke har givet problemer. En mulighed er, at de taler med Jens om hans forventninger til dem i fremtiden, og hvad hans motiver for valg og ønsker er. På denne måde udviser de omsorg for Jens og afstemmer fremtidige forventninger.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.
Hvor går skellet mellem den professionelle omsorg og den medmenneskelige omsorg – og kan vi stille et sådant spørgsmål? Uanset om man er medmenneske eller medmenneske og sygeplejerske, så har man altid et ansvar for at være opmærksom på sine medmennesker, og i den beskrevne situation ved vi ovenikøbet, at der lurer en ekstra fare, når alkohol stryger ind i blodbanen.

De to sygeplejersker, der dybest set har moralske tømmermænd, står i krydsfeltet mellem respekten for Jens og hans ret til selv at bestemme over sit liv med den viden og indsigt, han har i forhold til sin sygdom på den ene side, og på den anden side at de også har den fornødne viden til at kunne forudse, hvad der eventuelt kunne ske for Jens.

Hvis vi nu forudsætter, at Jens blev fundet død næste morgen, hvad ville de to sygeplejevenner så tænke, og hvilket ansvar ville de stå med? Heldigvis gik det ikke så galt denne gang, men hvad forventer vi af hinanden, hvis vi er på vej ud ad en faretruende vej?

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune og formand for Sygeplejeetisk råd, www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Etik