Her taler de åbent om tryksår

Medicinsk afsnit M3 i Thisted skilter med deres tryksår. På en tavle på gangen kan alle læse, præcis hvor mange dage det er lykkedes at undgå tryksår i afdelingen.

Sy-2010-13-30d
Foto: Michael Bo Rasmussen

I Medicinsk afsnit M3, Sygehus Thy-Mors, kan alle følge med i, hvor godt det går med at forebygge tryksår. Med store røde tal står der på en tavle på gangen, hvor mange dage det er siden, at en patient sidst fik et tryksår i afdelingen.

Den dag Sygeplejersken er på besøg, er gårsdagens 105 visket ud og erstattet med 106. Der er nu gået 106 dage siden sidste nyopståede tryksår, det foreløbigt eneste i hele 2013. Og dét på trods af at afsnittet har udsatte apopleksipatienter liggende i halvdelen af sengene.

Én af dem er Gudrun Karlshøj, som sygeplejerske Heidi Lindstrøm og sosu-elev Alpha Nakatobesa hjælper gennem morgenen med måling af vitale værdier, sengebad, mobilisering til kørestol og øvre toilette på badeværelset.

Bagefter sætter Heidi Lindstrøm sig til computeren og dokumenterer den daglige tryksårsscreening. Hun vurderer seks punkter til en samlet score:

  1. Evne til at reagere på ubehag ved tryk
  2. Fysisk aktivitet
  3. Fødeindtagelse
  4. Hudens udsættelse for fugt
  5. Evne til at skifte stilling
  6. Gnidning og forskydning.

Under sengebadet har Heidi Lindstrøm samtidig kigget huden grundigt igennem og smurt et udsat sted på bagsiden.

Modstand og øjenåbner

Den daglige screening blev indført i 2011, da Sygehus Thy-Mors gik med i projektet Patientsikkert Sygehus. I januar 2012 begyndte afsnittet at offentliggøre resultaterne. Det var en idé, der opstod, fordi man ønskede at involvere patienterne, men den blev ikke gennemført uden modstand, fortæller Heidi Lindstrøm.

”Nogle syntes, det var at udstille afdelingen, og kunne ikke se hvorfor. Vi havde jo ingen tryksår. Men i januar måned havde vi alligevel ét, og i februar havde vi to. Det viste sig, da vi begyndte at tælle, og det var lidt af en øjenåbner.”

Foreløbig er afsnittets rekord 240 dage uden nyopståede tryksår. Så er det ikke sjovt at viske tallet ud for at skrive 0 i stedet.

”Det giver virkelig anledning til snak, når der opstår et tryksår. Hvordan er det gået til, hvad kan forklaringen være? Det sidste kom hos en patient, der brugte sit eget tøj, hvor en knap bagpå så gav et tryksår,” siger Heidi Lindstrøm.

Lommekort udpeger madras

”I starten skyldtes tryksår typisk, at en patient ikke havde fået den rigtige madras hurtigt nok. Nu er det dumme ting som en knap. Men så har vi lært at være opmærksomme på dét.”

Undervejs er hele madrassortimentet skiftet ud, og afsnittet har udarbejdet lommekort, hvor man ud fra patientens score i tryksårsscreeningen let kan se, hvilken madras der skal til.

To pjecer forklarer patienterne om tryksårsrisiko og fortæller, hvad de selv kan gøre. Den ene indgår i tryksårspakken fra Patientsikkert Sygehus, men den anden har afsnittet selv udarbejdet.

”For mange af vores patienter har svært ved at læse tekst, så vi har lavet én, der mere er baseret på billeder. Vi har spurgt patienter efterfølgende, og den giver god mening for dem.”

Din bedste oplevelse med en patient for nylig?

”Jeg har ikke været her et par dage, og jeg kan virkelig se, hvor meget bedre Gudrun er blevet, og hvor meget mere hun kan.”

Emneord: 
Sår