Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Man skulle være en god udøver af sygeplejen

Bispebjerg Hospital fylder 100 år i år. I den anledning har Sygeplejersken talt med Christine Wolff, som blev uddannet på stedet fra 1964-1968.

Sygeplejersken 2013 nr. 11, s. 46

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Læs som PDF - gå til side 46 

SY-2013-11-44abFoto Christoffer Regild

Der er moderne kunst på væggene og kaffe på kanden. 67-årige Christine Wolff tager imod og fortæller om sit meget lange parløb med et hospital med en tydelig faglig profil.

Christine Wolff blev sygeplejerske fra Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole i 1968 og arbejdede efterfølgende på hospitalet i ca. 20 år med afstikkere til andre arbejdspladser. Hun har været almindelig sygeplejerske, undervist og været afdelings- og oversygeplejerske. Sidst var hun arbejdsmiljøsygeplejerske på arbejdsmedicinsk klinik.

Hvad karakteriserede Bispebjerg Hospital og uddannelsen der?

Christine Wolff svarer efter en kort tænkepause: ”Disciplin og orden.” Og det hænger ved. Når hun i dag besøger bekendte på et hospital, starter hun med at nette seng og sengebord. Og hun savner en stol for fodenden af sengen til badekåbe m.m.

”Helhedsblikket mangler i dag, og ro omkring patienten. Man skal forlade en stue med orden og frisk luft.”

Ro og orden gælder også sygeplejerskernes påklædning: ”Tjek på egen påklædning afspejler tjek på behandling og pleje,” siger Christine Wolff.

Hvilket værdisæt arbejdede I efter?
”På Bispebjerg Hospital skulle man være professionel og en god udøver af sygeplejen. Landsprøven, som alle sygeplejersker skulle igennem, var et konkurrenceparameter på sygeplejeskolen. Man skulle være fagligt dygtig. Charlotte Munck, som var forstander på sygeplejeskolen fra 1913 til 1932, havde fat i den lange ende med de krav, hun stillede, og hendes ånd findes i væggene den dag i dag.

Dengang tog man ikke alting på sig. Hvis en patient gav en elev et klap bagi, så sagde man ”hov hov”, og så var den historie ikke længere. Det skal man kunne tåle. I dag kan det være vanskeligt at komme i klinik på palliativ afdeling, hvis ens mormor er død for to år siden.”

Wolff efterlyser kritisk sans i sygeplejen, for der er så meget, de unge sygeplejersker skal bekymre sig om, måske for meget, og det kan føre til udbrændthed. ”Men man skal altså være tændt for at brænde ud, og det tror jeg ikke, alle er,” siger Christine Wolff.

Det værste ved datidens sygepleje?
Det værste for Christine Wolff har gennem hele arbejdslivet været overbelægning. ”Det var svært at skabe orden, når patienterne lå og flød alle vegne, det er en utrolig stor belastning, og hvorfor skal det være sådan? Man må kunne regne på det og dimensionere afdelingerne bedre. Kommunerne har været for langmodige. Overbelægning er også noget psykologisk. ”Vi skal af med patienterne,” siger sygeplejerskerne, og det giver kontroverser afdelingerne imellem.”

Et råd til nutidens sygeplejersker:
”Se professionelt på jeres arbejde, ikke så personligt og privat. I de otte timer, I er på arbejde, er det det, det gælder. Ikke børn og mand. Det giver overskud. Man skal koncentrere sig, dyrke faget, læse, gå på kurser og følge med i samfundsdebatten ved at læse aviser. Når børnene ringer dagen lang, mister man overblikket.”

Et råd til nutidens patient:
”Se sygeplejersken som en person, som ved mange ting, hun gerne vil øse af. Kom hende i møde frem for at kræve vildt ind. Fordi man har en kræftsygdom, behøver man ikke være uhøflig, og jo, jeg ved godt, at man eventuelt er i krise, men alligevel.”

En venlig hilsen til en sygeplejestuderende:
”Carpe diem. Der er så mange muligheder. Lær håndværket, få et godt håndelag. Man skal kunne lægge en sonde, så det ikke er ubehageligt, og stikke, så det ikke gør ondt. Hold orden på hospitalet, det giver ro for patienten – og orden på arbejdspladsen smitter af på ens eget hjem. Men hvis en ung studerende oplever, at plejen er for belastende, og hun får ondt i hjertet af at passe patienten, så skal hun holde op. Man skal have et godt helbred for at være sygeplejerske.”

Læs Christine Wolffs beskrivelser af livet som sygeplejeelev i bogen ”Bispebjerg Hospital 100 år. Mosaikker af et hospitals liv”. Hun har skrevet kapitlet ”Sygeplejeuddannelsen og livet som elev”. Bogen koster 50 kr. og kan købes kontant ved på hverdage at møde op i Direktionssekretariatet, indgang 20D, stuen, mellem kl. 8.00 og kl. 15.00, fredag dog kun til kl. 14.00.