Her bestemmer beboerne selv

I den lille sjællandske by Slots Bjergby ligger Plejehjemmet Bjergbyparken. Et af Danmarks fem Eden-plejehjem. Her må de gamle godt tage en øl eller et glas vin, og der er ikke sengetider. I stedet har personalet fokuseret på at skabe et hyggeligt hjem for de 38 beboere.

  

SY-2013-13-20b
Der er ikke stuegang og beboermapper. I stedet bruger Liselotte Munksgaard sin tid på at gå rundt og give fysisk omsorg til beboerne. Foto: Søren Svendsen

”Det er lidt som at give en rundvisning i sit eget hjem,” siger sygeplejerske Liselotte Munksgaard, mens hun går forbi et lille rullebord, der er dækket med ost og pålæg fra morgenmaden. Hun stopper op og giver en ældre kvindelig beboer et langt varmt kram, hvor der bliver klemt godt igennem. Hun står i orange top, røde støvler, skinnende smykker og ligner måske ikke den typiske sygeplejerske, men det er det, hun er. De sidste seks år har hun arbejdet på plejehjemmet Bjergbyparken.

Da hun startede, var det et almindeligt plejehjem, men nu kaldes stedet for et levehjem. I august blev Bjergbyparken registreret, som et af Danmarks hidtil fem Eden-plejehjem, hvor de ansatte hver dag arbejder fokuseret ud fra principperne om at eliminere ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed. Og intet tyder på, at disse principper ikke bliver fulgt til dørs, når man bevæger sig rundt på hjemmets blanke gulve.

I et hjørne sidder tre ældre mænd på række og sover formiddagslur, mens der hyggesnakkes i et af hjemmets køkkener, hvor nogle gamle beboere sidder ved et langt træbord. De hjælper personalet med at skrælle kartofler. Og mens snakken går, bliver den store kartoffelgryde langsomt fyldt op. Her er det helt naturligt, at beboerne hjælper til med madlavningen. Atmosfæren er afslappet og hyggelig.

”Skal du ikke snart ud og danse igen? Det er du jo så god til,” siger Liselotte Munksgaard til en ældre kvindelig beboer, der straks griner lidt genert, og så får de ellers en snak om, hvor hyggeligt det er at danse.

SY-2013-13-20cPå Bjergbyparken indgår både beboere og personale, som en naturlig del af husholdningen. Her er det middagsmaden, der er ved at blive sat sammen. Foto: Søren Svendsen

Livet fortsætter i nye rammer
Opholdsrummene er tæt møbleret. En blanding af brune lædermøbler, slidt velour og praktiske stole optager gulvpladsen, mens både landskabsmalerier og et enkelt gammelt fiskenet pryder væggene.

Men der er en god grund til denne stilforvirring. Alle beboere har nemlig deres egen stol og siddeplads, og de har selv været med til at indrette de forskellige opholdsstuer, så de kan føle sig hjemme.

Fjernbetjeningen til fjernsynet er smidt i sofaen, dørene står åbne, Bjergbyparkens kæledyr, to katte og hunden Pelle løber frem og tilbage gennem stoleben, rollatorer og beboere. På sofabordene er små skåle med grøntsager, som beboerne kan give til hunden, og nogle krøllede udfoldede aviser til de læselystne.

”Hvis nu aviserne lå helt klinisk foldet sammen, så var der måske nogen, der ikke turde tage dem. For sådan har man jo ikke sin avis liggende derhjemme,” fortæller Liselotte Munksgaard. Netop dét at føle sig hjemme er centralt på plejehjemmet Bjergbyparken. Det er måske en institution, men først og fremmest er det et hjem.

”Beboerne er en del af vores liv. Når vi skal planlægge en fest, bliver den planlagt af beboerne. Her er der ikke noget, der tager afsæt i medarbejderne. Planlægningen af hverdagen tager afsæt i dem, der bor her. Det skal sådan set bare være en fortsættelse fra der, hvor de kommer fra. Rammerne er bare anderledes,” siger Liselotte Munksgaard.

Rammerne på Bjergbyparken er delt op i tre små hjem med 12 beboere, der selv bestemmer, hvordan hverdagen skal køres. Det bliver vedtaget på de månedlige cafémøder, hvor stort og småt diskuteres, bl.a. hvad der skal i kødgryderne. Derfor er det også beboerne og assistenterne, der sammen laver maden. Førhen var der tilknyttet en køkkendame, men køkkendamen kom aldrig så tæt på beboerne, som de ønskede. Så den løsning gik man bort fra.

Retten til en kølig bajer

En kvindelig beboer sidder i en brun, blød veloursofa med frynser. Foran sig har hun en stor rød dåse tobak, cigaretfilter og en slidt gammeldags rullemaskine. Her må man nemlig gerne ryge. Under ordnede forhold, der sørger for, at personalet kan arbejde røgfrit. Det er også tilladt at tage en tår at drikke, hvis det er det, man har lyst til. En enkelt eftermiddag om ugen åbner Bjergbyparkens egen lille købmand, hvor der kan provianteres. Hvad enten det er snaps eller chokolade, rødvin eller sæbe.

Beboerne bestyrer selv købmandsbutikken – med lidt hjælp. Det er også dem, der har vedtaget, hvornår forretningen åbner og lukker. Og de bestemmer selv, hvad de fylder i deres indkøbsnet. Det er en del af den selvbestemmelsesret, som man ikke vil tage fra dem, forklarer Liselotte Munksgaard:

”De mennesker, der bor her, drikker ikke mere end andre mennesker. Og hvis beboerne ikke boede her, men derhjemme, ville de alligevel drikke. Nu er de bare ikke alene.”

Denne ret til at bestemme selv er helt essentielt for den måde, som Bjergbyparken kører på. Man sætter ikke begrænsninger for beboerne. På nogle af sofabordene i de små lejligheder er der askebægre med cigaretskodder, vinflasker på køkkenbordet og indkøbsposer med tomme øldåser. Dog bliver der ikke kigget skævt på beboerne af den årsag, tværtimod sørger personalet for, at beboerne kan leve netop det liv, de selv har lyst til. Men de skal tage konsekvensen af de valg, de tager.

Hvis de insisterer på at få kartofler, må de selv være med til at skrælle dem. Og da de i sin tid ønskede at få en hund, så betød det også, at beboerne skulle tage ansvaret for den, fortæller Liselotte Munksgaard:

”Vi er ikke dyrepassere. Og når de har ønsket en hund, så må de også være med til at passe den. Det er det samme, hvis de gerne vil have bagt en kage. Så kan det godt lade sig gøre, men vi er ikke pludselig flere på arbejde. Derfor må de hjælpe lidt til med at lave den, og det kan de også sagtens.”
 

Personalet lærte at tie stille

Ved siden af de kartoffelskrællende pensionister sidder Bjergbyparkens områdeleder Lars Bo Sørensen. I sommer startede han sin motorcykel op og arrangerede ture med friske beboere bagpå. Det er den slags spontanitet, der skaber liv, mener han. Det var også derfor, at man i sensommeren på beboernes initiativ på to dage fik omrokeret noget af personalet og arrangeret en skovtur. Det var der nemlig en stor lyst til.

”Vi har givet beslutningerne til borgerne. Vi har ikke længere personalemøder. Vi har cafémøder med beboerne og deres pårørende,” siger Lars Bo Sørensen.

Det var i starten svært for både personale og beboerne at tage det til sig. Men så lærte personalet at sætte sig ned og tie stille. Og så begyndte beboerne at snakke og skabe de relationer, som de aldrig før havde haft til hinanden. Det gjorde også, at folk pludselig åbnede op og fortalte om deres følelser. Både positive og negative. På den måde føler Liselotte Munksgaard, at man allerede er kommet langt.

”Skal man kunne bruge hinanden, så skal man også kende hinanden. Førhen har beboerne haft skyklapper på i forhold til hinanden. Nu snakker de om hverdagens bøvl, som de kalder det. Så kan man både skændes og diskutere eller hygge sig. Men det er her, relationerne kommer fra. Og et kram har altså kun værdi, når man kender hinanden og vil hinanden lige meget,” fortæller hun.
 

Vi hviler i fagligheden

Liselotte Munksgaard går ind i Bjergbyparkens lille bageri og smager på dagens friske småkager. Videre ned til undulaterne i fugleburet, som en dyreglad beboer fodrer hver dag. Og så videre igen. Hun er bagstopper, som hun selv kalder det.

Hun er ikke bange for at uddelegere en stor del af ansvaret til assistenterne på Bjergbyparken. Selv skal hun blot hvile i den faglighed, hun har samlet efter mere end 23 års erfaring som sygeplejerske. Som udgangspunkt er der ikke behov for at gå ind og signalere stor vigtighed og nødvendighed. Tværtimod synes hun, at assistenterne skal kunne tro på egne evner og vide, at hun står bag dem.

”Min tilgang til sygepleje er ikke båret på kontrol af angst, men derimod tillid. Derfor skal assistenterne være trygge ved at kunne begå fejl. De har brug for at vide, at jeg har styr på det. Jeg skal være udviklende sygeplejerske,” forklarer hun og fortsætter: ”Jeg går ikke ud og hælder piller op eller skifter sår. Det er assistenterne lige så gode til.”

Hun beskæftiger sig i stedet med det overordnede og den direkte omsorg. Det er der plads til på Eden-plejehjemmet. Men det vigtigste er ikke, hvilket navn man har givet konceptet, mener hun:

”Der er ikke så meget hokuspokus. Og det er egentlig ligegyldigt, hvad man kalder det. Det vigtige er, man tager konsekvensen af det, man siger, og de, der bor her, har indflydelse på deres eget liv.”

Tilbage til kartoflerne, der er blevet skrællet, kogt og tilberedt færdig. En ældre mandlig beboer har lige sat sig og kigger lidt forvirret ud i luften. 

”Husk nu også lige at dække bord, så I kan få noget at spise,” siger en assistent til ham, mens hun selv henter den store gryde med kartofler, beboerne selv fyldte op tidligere. Så henter han med stor selvfølgelighed bestik og tallerkener og sætter sig igen til bords, klar til at sætte tænderne i en portion forloren hare med sovs og nyskrællede kartofler.  

Fald i personalets sygedage

Både beboere og personale har stor glæde af omlægningen. Og helt direkte peger hun på sygefraværet, der er faldet drastisk, siden man gik fra den tidligere model til Eden. Fra 12 pct. til under 3 pct. Det forklarer hun ved, at tilgangen til arbejdet simpelthen har ændret sig. Man har heller ikke beboermapper, der står og samler støv. Som eneste plejehjem i kommunen er man 100 pct. digitaliseret. På den måde har man også ekstra tid til at være sammen med beboerne.

SY-2013-13-20d

Sammen vokser vi
Områdeleder: Lars Bo Sørensen

Hvad er det bedste ved at arbejde med Eden Alternative?
”Helt overordnet er det, at her leves livet videre. Sammen vokser vi. Samtidig kan tankegangen fra Eden være en ny velfærdsmodel, der kan redde os. Sådan som vi tænker, er der flere hjælpere alle steder. Før tænkte vi i ydelser, nu tænker vi i muligheder. 

Vi siger ja til alle ting. Vi har fået skabt et hjem, hvor folk føler sig værdsat. Fagligheden er stadig høj, men nu slapper vi bare af i den.”

SY-2013-13-20e

Slut med skemaer og flueben

Sygeplejerske: Liselotte Munksgaard

Hvad er det bedste ved at arbejde på et Eden-plejehjem?

”Når man begynder i dette fag, så ønsker man at gøre en forskel. Men fra starten bliver man ramt af en masse kontrol og angstprovokerende faktorer udefra. På den måde går man fra at være båret af kærlighed til at være båret af angst, hvor man sætter en masse flueben og sætter alt i skemaer. Alt det, du oprindeligt ønskede at arbejde med, er dermed sat i baggrunden. Sådan er det ikke her. Her er der plads til kærligheden.”
 

SY-2013-13-20f

Personalet smiler altid

Beboer: Hans Åge Jensen (87)

Hvordan er det at bo på Bjergbyparken?
”Jeg er meget glad for at være her. Vi har det godt, når man tænker på, at det jo er en institution. Personalet er altid smilende, og vi bliver beskæftiget. Selv går jeg til noget gymnastik.”

Kunne du forestille dig at skulle flytte på et andet plejehjem?
”Nej, det må jeg indrømme. Der er vist blevet bygget et nyt stort plejehjem inde i Slagelse, men det er slet ikke mig. Her har vi dejlige forhold, og det er da også mit klare indtryk, at dem, der har brug for hjælp, de også får det. Samtidig er der jo også lidt friere rammer. Det er dejligt.”

SY-2013-13-20g

Savner børn og børnebørn

Beboer: Jette Plantin (61)

Hvordan er det at bo på Bjergbyparken?
”Jeg er ikke rigtig glad. Det må jeg indrømme. Jeg savner mine børn og børnebørn rigtig meget. Men der er ikke noget at udsætte på personalet, der er altid nogen at snakke med.”

Kunne du forestille dig at flytte på et andet plejehjem?
”Nej. Det kunne jeg ikke. Det er et dejligt sted at være, når det nu skal være. Her er mange tilbud, og jeg hjælper også selv lidt til i køkkenet.
Og så er der også en hund, som jeg synes er hyggelig at have omkring mig.
 

Emneord: 
Livskvalitet
Omsorg
Plejecenter