Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs den udgave af Sygeplejerskens boganmeldelser her.

Sygeplejersken 2013 nr. 3, s. 50-51

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Nyttig for både den erfarne og novicen

Grethe Andersen, Dorte Damgaard, Hysse Forchhammer og Helle K. Iversen (red.)

Apopleksi – sygdom, behandling og organisation

Munksgaard 2012

357 sider – 298 kr.

SY201303bogErfaringer viser, at det er vigtigt med en samlet  tværfaglig indsats i en praksis, hvor fokus er øget  kvalitet i behandling og pleje af syge mennesker.

Den faglige specialisering på hospitalerne og i  primærsektor skal sikre en bedre sammenhæng i  patientens forløb, og denne sammenhæng kræver,  at det tværfaglige team har viden om hinandens  opgaver og kompetencer.

Netop dette aspekt har  forlaget og redaktørerne af bogen ”Apopleksi –  sygdom, behandling og organisation” inddraget i  fin stil. Både læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter,  sygeplejersker, logopæder samt neuropsykologer  er blandt forfatterne til de mange forskellige  kapitler, hvilket gør bogen interessant at læse for  alle tværfaglige professioner, der arbejder tæt med patienter, som  har pådraget sig en apopleksi.

 Formålet med bogen er at give en samlet, opdateret fremstilling  af den omfattende nyere viden indenfor apopleksi. Det leveres flot  af forfatterne, som alle har bred klinisk erfaring.

Bogen beskriver omhyggeligt den normale hjerne, hjernens  patofysiologi, symptomer og udredning ved apopleksi samt akut  medicinsk og kirurgisk behandling.

Derudover beskæftiger bogen  sig med rehabilitering efter apopleksi, både i hospitalsregi og i  primærsektor.

Endelig beskrives kvalitetsarbejdet set i lyset af den  rivende udvikling, der har været indenfor behandling af apopleksi  og den sekundære forebyggelse af en ny apopleksi. 

En af udfordringerne ved at skrive en bog, hvor målgruppen er  alle indenfor sundhedsvæsenet, som arbejder med apopleksipatienter,  må være at skabe den nødvendige, interessante  bredde.

Men netop fordi bogen skal betragtes  og i øvrigt fungerer ganske udmærket som opslagsbog,  lykkes det på en rigtig fin måde. At den fungerer som opslagsbog  betyder, at den er brugbar både for den erfarne professionelle  og for novicen.

Selvom niveauet i nogle afsnit tydeligt henvender  sig til den erfarne, imødekommes den mindre erfarne læser af forklarende  illustrationer.  Bogen er inspirerende og yderst nyttig for både den erfarne og  uerfarne sygeplejerske.

Det gælder de afsnit, som er relateret direkte  til sygeplejen, men i høj grad også bogens tværfaglige del,  som indsigtsfuldt og inspirerende giver læseren mulighed for at  lære om, af og med andre professioner til gavn for sammenhængen  og kvaliteten i patientforløbene. 

Af Rikke Lohmann Larsen, koordinerende klinisk vejleder, Neurologisk afdeling, Glostrup Hospital. 

Gravide kan med fordel rejse sig fra sofaen

Bente Klarlund Pedersen

Graviditet & Motion

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

176 sider – 249,95 kr.

SY201303bog2Der eksisterer mange myter  om graviditet og motion,  og holdningerne spænder  vidt, fra at motion er  vældig godt for mor og  barn, til at motion under  graviditeten er meget risikofyldt.

Bente Klarlund  Pedersen ønsker med denne  bog at møde myterne  med den viden, der er tilgængelig  på området og at  give gode råd til gravide om, hvordan man kan holde sig fysisk aktiv  under graviditeten.

Der er råd til den  gravide, som er bange for, at motion vil  øge risikoen for abort, hende, der er vant  til at være meget fysisk aktiv og gerne vil fortsætte med at være aktiv under graviditeten,  og til hende, der foretrækker at sidde  i sofaen.

Sidstnævnte skal  gravide helst ikke opholde  sig for meget i.

Bente Klarlund  Pedersen fremlægger  undersøgelsesresultater, der påviser, at  gravide i god fysisk form har færre fødselskomplikationer  og sjældnere får foretaget  kejsersnit end gravide, som har været  inaktive under graviditeten.

Andre undersøgelser  viser, at fysisk aktive gravide har  færre graviditetsgener end ikke aktive. Det  er dog ikke al sport og motion, som kan anbefales.  Bogen gennemgår, hvilke motionsformer  man skal undgå, og hvilke der kan  anbefales.

Der er gode råd til den gravide,  som ikke har været vant til at dyrke motion  og gerne vil i gang under graviditeten. Der  er anvisning på øvelser til afhjælpning af  graviditetsgener, og anvisninger på, med  hvilken intensitet motion kan dyrkes undervejs  i graviditeten. 

Bogen er overskuelig med korte kapitler og korte afsnit med overskrifter, som giver  guidelines til indholdet. Den er letfordøjelig  og kan fortæres af alle med lyst til at  erhverve viden om graviditet og motion  og/eller med lyst til at styrke formen inden fødslen.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune. 

 Fængende bog om fokusgruppeinterview

 Kirsti Malterud

Fokusgrupper som forskningsmetode i medisin og helsefag

Universitetsforlaget Oslo 2012

168 sider – 415 kr.

SY201303bog3Med baggrund i erfaringer indenfor sundhedsfaglig  forskning gennem godt 25 år har  den norske professor Kirsti Malterud skrevet  denne fængende hands-on-bog om fokusgruppeinterview.  Bogen henvender sig til alle, som arbejder  med og interesserer sig for fokusgruppeinterview  i en sundhedsfaglig sammenhæng.

Der lægges særlig vægt på, at det enkelte  menneskes perspektiver udgør en sandhed  i sig selv. Den kvalitative forskningsmetode  får hermed en forfriskende og bredere rækkevidde  i den medicinske hverdag.

Med budskabet om at fokusgruppeinterview  kan anses som en selvstændig og  fyldestgørende videnskabelig undersøgelsesform,  fremhæves metoden som egnet i  forskning, hvis genstandsfelt er: Meningsindhold, som det opleves af personer i sin  naturlige sammenhæng.

Bogen giver anvisninger på arbejdet med  fokusgrupper, og væsentlige facetter af arbejdets processer bliver fremhævet.  Tonen i bogen er inspirerende, og beskrivelserne  af Malteruds egne forskningsmæssige erfaringer kombineres med henvisninger  til andre internationalt anerkendte  forskere, som har solide erfaringer indenfor  feltet.

Præsentationen bygger  på en opfattelse af, at  data af god kvalitet fra fokusgrupper  kan give muligheder  for at fortælle troværdige historier, der kan gøre  en forskel i praksis. 

Bogen udgøres af fem dele, som fører læseren gennem  forskningsarbejdet: afsæt, lanlægning, dataindsamling,  analyse og publicering  af resultater. Desuden er der en kort beskrivelse af det kritiske  teoretiske afsæt, som Malteruds egen  forskning er baseret på.

Forskningsfaserne er fremsat i et letforståeligt  sprog og med konkrete eksempler, der fremstiller arbejdet med fokusgrupper  som en levende, nærværende og dynamisk  proces.

Dog skal det siges, at læseren formentlig vil få brug for at hente mere fyldestgørende  anvisninger på analysearbejdet  andre steder. 

Forskerens kompetencer i form af metodiske  og kommunikative værktøjer sættes i  direkte relation til mulighederne for at lære  at tænke anderledes og reflektere indenfor et felt. Samtidig udtrykkes  der stor respekt for, at informanter investerer tid i at  fortælle deres historie i fokusgrupper,  og der sættes fokus på de etiske  aspekter, som er knyttet til metoden. 

Det beskrives både, hvor fokusgrupper  kan bruges, og hvor de ikke vil være egnede. 

God læselyst med denne bog, som er en  vejledende appetitvækker for alle, som ønsker  en let og virkelighedsnær indføring i  arbejdet med fokusgrupper. 

Det norske afsæt burde ikke forstyrre den danske læser i nævneværdig grad. 

Af Charlotte Simonÿ, ph.d.-studerende, sygeplejerske, cand.pæd.