POR3t af sygeplejersker i elitesport

Sygeplejersken har talt med tre professionelle sportsfolk, som har det til fælles, at de er fokuserede og målrettede både i sporten og i sygeplejen.

Mastersvømmer

Kate Sørensen, 52 år, var konkurrencesvømmer, frem til hun blev 16 år, hvor helbredet og andre interesser satte stop for den karriere. Som 38-årig genoptog hun svømningen på motionsniveau, men fandt ud af, at hun ”stadig kunne”.

Som såkaldt mastersvømmer har hun vundet flere DM-, EM- og VM-medaljer i sin aldersgruppe. Arbejder som sygeplejerske på dagkirurgisk endoskopi- og opvågningsafsnit på Glostrup Hospital.

Sportskvinde eller sygeplejerske?

”Jeg er begge dele, og jeg har en meget forstående arbejdsplads, som gør, at jeg kan få mine vagter til at gå op med, at jeg træner tre gange om ugen og også skal have ferie på bestemte tidspunkter for at kunne deltage i mesterskaber som VM i Italien sidste år. Her vandt jeg sølv og bronze i 100og 200 meter brystsvømning. I år forventer jeg at deltage i Danmarksmesterskaberne på kort- og langbane samt EM i Holland til september.”

Hvad inddrager du fra sporten i sygeplejen og omvendt?

”Som svømmer kan jeg blive helt betaget af at se, at en 90-årig herre kan tageturen fra Australien til Italien for at deltage i VM, og jeg møder også mange ranke damer til stævnerne, som ikke ser ud til at være en dagældre end 60, men faktisk er over 80. Måske er det min sygeplejefaglige baggrund, der er i spil her. Jeg ser tydelige beviser på de positive effekter, svømningen har på kroppen. På mit job bruger jeg svømningen over for mine kolleger, hvis snakken falder på det at røre sig og gå og stå korrekt. Jeg møder også mange rygpatienter, som jegforsøger at opmuntre til bevægelse, uanset om de konkurrerer eller motionerer. Man skal gøre det, man orker og kan.”

SY20130327elite%20(3)

Foto: Søren Svendsen

Anfører

Malene Marquard Olsen, 30 år, har spillet fodbold, siden hun var seks år gammel, de seneste 16 år i Brøndby, hvor hun er anførerfor kvindernes førstehold, der p.t. er forsvarende danmarks- og pokalmestre. Hun spiller desuden med på kvindelandsholdet oger ansat som operationssygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet.

Sportskvinde eller sygeplejerske?

”Begge dele, vil jeg mene. Jeg spillede fodbold på professionelt niveau i Sverige i et år, hvor jeg sideløbende arbejdede på Astrid Lindgrens Børnehospital i Stockholm. Det var simpelthen en betingelse for, at jeg sagde ja til at flytte derop, at jeg også kunne holde mig i gang fagligt. Men i øjeblikket fylder fodbolden nok mest. Der er EM i Sverige til sommer. Det vil jeg bare med til, og jeg er netop gået ned på 32 timer, så jeg kan træne mere. Jeg har heldigvis fuld forståelse og opbakning frabåde min leder og mine kolleger. Jeg får bl.a. tjenestefri uden løn til rejser med landsholdet, men bliver økonomisk kompenseret fra DBU. Det betyder ikke, at jeg ikke har ambitioner som sygeplejerske, men de er sat lidt på standby lige nu.”

Hvad inddrager du fra sporten i sygeplejen og omvendt?

”Disciplin, målrettethed og evnen til at planlægge er meget vigtige egenskaber i fodbolden, og som sygeplejerske er jeg helt sikkert også meget struktureret og målrettet, men måske mere ubevidst. Derudover møder man rigtig mange forskellige mennesker i fodboldverdenen, og det har givet mig meget i forhold til mødet med bådepatienter og kolleger.”

 SY20130327elite%20(1)

Foto: Søren Svendsen

Random attack

Kim Escher, 40 år, vandt for to år siden guld i United Nations of Jiu-Jitsu i kategorien Random Attack – en slags reaktionstest – som han har dyrket i 10-12 år på højt plan. Han er uddannet intensiv- og anæstesisygeplejerske og arbejder på Neuroanæstesiologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Sportsmand eller sygeplejerske?

”Sygeplejen har i nogle perioder været fremtrædende og i andre jiu-jitsuen, men jeg har kunnet kombinere begge dele. Faktisk trænede jeg allermest i den periode, hvor jeg også havde en del læsning til eksaminer til intensiv- og anæstesiuddannelsen, og det betød, at jeg måtte skemalægge min dag meget kraftigt. Set i bakspejlet var det måske vanvittigt. Men når man læser, er det også vigtigt at få tømt tankerne og få brugt kroppen. Det gør, at man kan være fuldt fokuseret på det, man skal lave bagefter.”

Hvad inddrager du fra sporten i sygeplejen og omvendt?

”Mit arbejde kræver, at jeg skal være ekstremt skarp og fuldt fokuseret. Det har bl.a. min sport lært mig. Da jeg var færdig med grunduddannelsen som sygeplejerske, tænkte jeg ”aldrig mere eksaminer”, men i sporten er jeg gået efter nogle mål. Det har gjort ondt undervejs – men det er også godt at nå sine mål, og derfor har jeg alligevel kastet mig ud i at tage to specialuddannelser. I sporten betyder min sygeplejebaggrund, at jeg er bevidst om min krops signaler. Og jeg er begyndt at tænke over, at hvis jeg får en kronisk skade, kan det influere på mit job. Jeg dyrker ikke længere jiu-jitsu på højt konkurrenceplan, men træning og fysisk velvære er stadig vigtigt for mig.”  

SY20130327elite%20(2)

 Foto: Søren Svendsen

Emneord: 
Arbejdstid
Interview
Kultur
Livsstil