Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Søvnproblemer overses i psykiatrien

Søvnløshed hos psykisk syge får sjældent sin egen diagnose, viser erfaringer fra Norge.

Sygeplejersken 2013 nr. 3, s. 7

Af:

Annette Hagerup, journalist

Søvnproblemer er hyppige hos mennesker med psykisk sygdom. Men de betragtes ofte som en del af den psykiatriske diagnose hos patienter med f.eks. angst og depression og ikke som en selvstændig lidelse.

Den norske psykolog Håvard Kallestad har i en ph.d.-afhandling set på omfanget af søvnproblemer blandt psykisk syge. Han og hans forskerkolleger gennemgik diagnoserne på 42.000 patienter, der var i behandling i den norske psykiatri i 2008, og kun godt en tredjedel (34 pct.) havde fået sat en diagnose på deres søvnløshed. Det skriver Videnskab.dk.

Håvard Kallestads erfaring er, at kun et fåtal af behandlerne i det psykiatriske sundhedssystem, kender til diagnosen: Ikke-organisk insomni. Ikke-organisk insomni betyder søvnløshed, som ikke har direkte baggrund i et andet helbredsproblem.

Ringere livskvalitet

Som led i Håvard Kallestads ph.d.-projekt blev der bl.a. spurgt til patienternes livskvalitet. Her viste det sig, at patienter med alvorlige søvnproblemer oplevede ringere livskvalitet og alvorligere symptomer på andre psykiske lidelser. De fik også dårligere udbytte af behandlingen for deres psykiske sygdom.

Den norske psykolog har foretaget en litteraturgennemgang af behandling for søvnproblemer hos patienter med psykiske lidelser. Hans konklusion er, at man med specifik behandling af søvnproblemer også kan opnå bedre resultater af den øvrige behandling, som den psykisk syge modtager.

”Der er behov for flere studier af søvnproblemer hos denne gruppe. Vi har nu startet et behandlingsstudie, hvor vi undersøger effekten af at give ikke-medikamentel behandling af søvnproblemer til patienter med bipolar lidelse,” fortæller Håvard Kallestad til den norske forskningsportal forskning.no

Læs, hvordan patienter kan hjælpes til at sove bedre i temaet om søvn.