Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Systematisk kompetencestrategi fremmer udvikling af praksis

Etableringen af Internt Metodekursus på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus har vist sig at udvikle sygeplejen og fremme koblingen mellem teori og praksis. Kurset er nu blevet et fast tilbud til sygeplejerskerne.

Sygeplejersken 2013 nr. 4, s. 70

Af:

Jannie Christina Frølund, sygeplejerske, cand.cur.,

Kirsten Damgaard Bisgaard, cand.jur. MPM

I Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus indledte vi i 2010 et systematisk arbejde med kompetenceudvikling. Det centrale omdrejningspunkt var at etablere en tæt kobling mellem kompetenceudvikling og de uddannelses- og udviklingsmæssige initiativer, der foregik i afdelingen.

Samtidig oplevede flere sygeplejersker manglende forudsætninger for udarbejdelse af kliniske retningslinjer, instrukser, patientinformationer m.m. og efterspurgte i den forbindelse viden på området. Derfor etablerede vi Internt Metodekursus, som kobler teori og praksis og målrettet sikrer, at sygeplejerskerne har viden og kompetencer indenfor udviklingsområdet.

Formål

Formålet med Internt Metodekursus er at give sygeplejersker med interesse for udvikling mulighed for kompetenceudvikling inden for forskellige kvantitative og kvalitative metoder.
Kurset giver mulighed for, at sygeplejerskerne gennem integration af praksiserfaring og en udviklingsbaseret tilgang

  • opnår forståelse for og indsigt i forskellige kvantitative og kvalitative metoder
  • udvikler kompetence til at indgå i udviklingsarbejde.

Kursusform og indhold

Internt Metodekursus afholdes som heldagsarrangement fordelt på to moduler af fem dages varighed. Det omhandler kvalitative og kvantitative metoder inden for udviklingsområdet.

Med henblik på at styrke praksisorientering og kompetencetilegnelse tages udgangspunkt i sygeplejerskernes egen praksis, og der tilbydes vejledning ad hoc. Undervisningsformen består derfor af oplæg, øvelser og arbejde med egne mindre projekter.

Evalueringsmetode

Internt Metodekursus evalueres gennem spørgeskemaundersøgelser i umiddelbar forlængelse af kurset med særligt fokus på deltagernes vurdering af undervisningsformen, materialet, underviseren, udbyttet, og hvilken relevans de mener, det har for klinisk praksis. To måneder efter kursets afslutning evalueres dets effekt, således at der har været tid til at eksperimentere med det lærte.

Konklusion og perspektivering

Internt Metodekursus er gennemført to gange. Første gang i perioden fra september 2010 til april 2011, hvor 16 sygeplejersker fulgte kurset. Anden gang i perioden september 2011 til marts 2012, hvor 19 sygeplejersker fulgte kurset.
Samlet peger evalueringen på, at Internt Metodekursus er et godt tilbud, der kan medvirke til at øge kvaliteten af fremtidige udviklingsopgaver.

Det skyldes dels kursets form og dels indholdet, hvor teori bliver suppleret med praktiske øvelser og projektarbejde. Kurset har efterfølgende haft en effekt på deltagerne og dermed klinisk praksis, hvor alle sygeplejerskerne har diskuteret og anvendt deres viden. Imidlertid er der enkelte ting, herunder tidspres og manglende ressourcer, der har gjort anvendelsen af den nye viden svær.

På baggrund af nærværende evaluering er det besluttet, at Internt Metodekursus skal være et fast tilbud til sygeplejerskerne. Samtidig har efterspørgslen fra det øvrige sygehus været stor, og efter aftale med sygeplejedirektøren udbydes kurset fra efteråret 2012 til Sygehus Lillebælt.

Desuden er der indgået et samarbejde med University College Lillebælt, hvor kurset fremadrettet bliver udbudt på diplomniveau, svarende til 10 ECTS point. Der ændres ikke på form og indhold, men for at kursusforløbet kan godkendes som et sundhedsfagligt diplommodul, skal sygeplejerskerne bestå en afsluttende opgave, der tager udgangspunkt i klinisk praksis (1,2).

En rapport om udviklingsprojektet kan rekvireres hos forfatterne.

Jannie Christina Frølund er udviklingssygeplejerske på Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus;
Kirsten Damgaard Bisgaard er oversygeplejerske samme sted. 

Litteratur

  1. Frølund JC, Orth P. Modulbeskrivelse – metode i kvalitetsudvikling. University College Lillebælt; 2012. www.rsd.plan2learn.dk > kurser > Internt Metodekursus for sygeplejersker, Sygehus Lillebælt > Dokumenter > Modulbeskrivelse – Metode i kvalitetsudvikling. Besøgt d. 13.02.13.
  2. Frølund JC, Orth P. Prøvekriterier. University College Lillebælt; 2012. www.rsd.plan2learn.dk > kurser > Internt Metodekursus for sygeplejersker, Sygehus Lillebælt > Dokumenter > Prøvekriterier. Besøgt d. 13.02.13.