Fremtidens ældrepleje bliver farvesat

Sygeplejestuderende Jeanette Djernis overbeviser Leo Due Nielsen om, at han godt selv kan tage sin strømpe af i forbindelse med, at han skal have skiftet sin forbinding. Det er de små ting, der rykker efter et længere sygeforløb med et fald ude på badeværelset og en kold lungebetændelse. Foto: Simon Klein-Knudsen

I en gammel og lidt kroget lejlighed i Vedelsgade i Vejle midtby holder Distrikt Centrum til. Distriktet er et af 13 udgående distrikter i Vejle Kommune og har, som navnet antyder, ansvaret for borgere og patienter i centrum af byen.

Her arbejder 30 – heriblandt otte sygeplejersker, en fysioterapeut, en ergoterapeut, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Sygeplejerske Helle Wittig tager imod.

Hun er leder af teamet og byder velkommen i lejligheden, der udover en gang og et køkken indeholder fem rum i forskellige størrelser. Der er ikke meget plads, men den plads, der er til rådighed, bliver udnyttet fuldt ud.

For enden af det største rum – det kombinerede frokost- og mødelokale – holder Helle Wittig til. Bagved hendes skrivebord står en lamineringsmaskine. Den er vigtig, for den er forudsætningen for alle de fint coatede sedler, der hænger i den modsatte ende af rummet. I fire felter, et grønt, gult, rødt og sort, hænger sedlerne med navne på.

Hvert felt har en bestemt betydning, hvert navn dækker over en af de borgere, som medarbejderne tager ud til på cykel eller i bil hver eneste dag. Det er mest cyklerne, der bliver brugt, for de er mere handy inde i Vejle midtby.

Tværfagligt tirsdagsmøde
Hver tirsdag mødes hele personalet og gennemgår de nye borgere eller de borgere, der har været noget med. Det er her, de vigtige faglige drøftelser bliver taget på tværs af bordet og på tværs af fagligheder, og hvor der virkelig gøres en forskel, lyder det fra Helle Wittig. Distriktet arbejder fra tidlig morgen til sen aften.

Ved midnat tager andre over, indtil lejligheden bliver fyldt med liv og stemmer igen næste morgen klokken halv syv. Med i teamet har Helle Wittig også en ergoterapeut, Marianne Berg, og en fysioterapeut. ”Vi bruger ikke vikarbureau, det stoppede vi med for længe siden. Det er dyrt, og vi dækker selv af med dem, vi er, og nogle enkelte timelønnede,” siger Helle Wittig.

Distriktet har gennem flere år arbejdet med forskellige projektforløb og søgt midler til udviklingsforløb, og det har givet faglig pote, lyder det fra Helle Wittig.

”Vi har et virkelig stærkt fundament at arbejde ud fra, og det gennemsyrer alt det, vi gør,” siger hun.

På borgerens præmisser

Ergoterapeut Marianne Berg og sygeplejestuderende Jeanette Djernis inviterer med til et hjemmebesøg hos Leo Due Nielsen.

Leo Due Nielsen har KOL og godt humør på trods af, hvad han selv betegner som en noget nedbrudt krop, selv om der ikke er noget galt med den her, siger han og peger på sit hoved. ”Det er alt det andet, det er galt med.”

Leo Due Nielsen skal have skiftet sin forbinding på det ene ben, og Jeanette Djernis overbeviser ham om, at han godt selv kan tage sin strømpe af. Det er de små ting, der rykker.

Efter et længere sygeforløb med et fald ude på badeværelset og en kold lungebetændelse er Leo Due Nielsen på vej op igen, siger Marianne Berg. Hun kigger på fra sidelinjen i den lille lejlighed, mens Jeanette skifter forbindingen, og Grete Christensen hjælper lidt til. ”Vi har skaffet ham en rollator med en bakke på, så han selv kan komme rundt,” fortæller Marianne Berg og tilføjer: ”Små skridt nytter, og det vigtigste er, at det sker i borgerens eget tempo, og at vi får spurgt ind til, hvad borgeren vil have, før vi kommer med vores planer og idéer.”

Tilbage i Distrikt Centrum i Vedelsgade supplerer Helle Wittig: ”Måske handler det om, at man får hjulpet borgeren til selv at kunne gå hen til bageren. Det kan være en stor ting i sig selv. Det vigtige er, at tingene foregår på borgerens præmisser, og at vi sørger for at få spurgt ind til behovene, inden vi ruller vores tilbud ud.”

Farverefleksion løfter plejen

Hjælp til selvhjælp er vigtigt, fordi det giver mere livskvalitet. Derfor skal fokus være på, hvad der skal ske med hver enkelt. Helle Wittig peger på de mange sedler inden for de forskellige felter markeret med farvede klisterbånd. At der er så stor tværfaglighed i distriktet, medfører, at kompetenceniveauet blandt hjælperne er øget meget.

Sammenholdt med at der er stort fokus på hver enkelt borger gennem farverefleksion, medfører det, at kvaliteten af sygeplejen øges, og at der handles hurtigere, fordi de rette observationer kommer til sygeplejersken på rette tid. Distriktet indførte modellen med de fire farver for ca. 2½ år siden.

Det var distriktets ergoterapeut, Marianne Berg, der oprindelig fik idéen, som hun siden udviklede sammen med Helle Wittig. Rødt betyder, at borgeren skal opnå et større funktionsniveau, gult betyder, at borgeren skal bevare det funktionsniveau, han har i dag, grønt betyder, at distriktet hjælper med det, borgeren ønsker og har behov for, også selv om vedkommende selv kan, og sort betyder, at borgeren skal afklares, inden han kommer videre.

”Vi arbejder meget med at ”pakke visitation ud” sammen med borgeren og de pårørende.

Det er en vigtig del af vores arbejde,” lyder det fra Helle Wittig. Kommunikation er også utrolig afgørende. Kommunikation med de pårørende og kommunikation med borgerne, der skal have hjælp, skal ske tidligt. Helle Wittig fortæller:

”Efter vi indførte de tidlige pakkeforløb, hvor vi får forventningsafstemt med borgerne og deres familie, har vi faktisk ikke haft nogen konflikter eller uoverensstemmelser, vi har et meget klarere grundlag at arbejde ud fra.”