Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hos Tue kommer de ældre foran i køen

Hver syvende ældre patient, som blev indlagt på Bispebjerg Hospital sidste år, kunne have undgået indlæggelsen. Derfor har kommunale sygeplejersker nu fået deres egen afdeling på hospitalet, hvor ældre borgere behandles så hurtigt, at de undgår indlæggelse.

Sygeplejersken 2013 nr. 5, s. 42-43

Af:

Andreas Rasmussen, journalist

SY-2013-05-43aDet højeste antal borgere, der har været på en hel dag i TUE , er indtil videre fem. Håbet er, at tallet vil stige, efterhånden som de praktiserende læger får øjnene op for TUE ´s potentiale. Foto: Søren Svendsen

Ellen Rechendorff har tabt sig og er dehydreret. Derfor har hendes egen læge sendt hende til Bispebjerg Hospital, hvor hun besøger TUE, den Tværsektorielle UdredningsEnhed. Hun ankommer lidt i 10 om formiddagen og er ude ad døren igen halv tre, efter at være blevet grundigt undersøgt.

Hun får en tid næste dag på et af hospitalets mange ambulatorier.

TUE er en ny afdeling, som Københavns Kommune har åbnet i samarbejde med Bispebjerg Hospital. Her er målet, at ældre borgere kan komme, hvis deres egen læge vurderer, at deres behandling ikke kræver indlæggelse. Langt de fleste borgere ankommer via egen læge, mens enkelte henvises fra skadestuen eller andre afdelinger på hospitalet.

Hos TUE er der åbent til sen aften, og der er altid en eller to af de seks sygeplejersker på vagt. Desuden er der altid en speciallæge på de medicinske afdelinger, der kan kontaktes, og alle patienter bliver tilset inden for den første halve time efter ankomst.

”Vi står for langt de fleste opgaver omkring patienten, som f.eks. prøvetagning og behandling, men det er selvfølgelig lægen, der står for diagnosticering og behandlingsplan ” forklarer sygeplejerske Fie Park Himmelman.

De skal ikke føle sig syge

Sygeplejerskerne lægger vægt på, at borgerne ikke føler sig indlagte. Borgerne beholder deres eget tøj på, og de sidder i en hvilestol i stedet for at ligge i en seng.

”Det er vigtigt, at borgerne ikke ser sig selv som syge. De skal ud af patientrollen. Vi tror på, at det gør en forskel i rehabiliteringen,” siger Fie Park Himmelman.

I bestræbelserne på at få borgerne tilbage i eget hjem, har TUE en række fordele, både under besøget og i den efterfølgende overlevering til hjemmeplejen.

”Først og fremmest kan vi få vores borgere i et hurtigt forløb. Vi kan få svar på f.eks. blod- og urinprøver meget hurtigt, så vi kan få borgerne diagnosticeret, behandlet og sendt hjem. På samme måde kan de få subakutte tider på ambulatorierne, så de ikke skal vente mange uger på at blive scannet,” forklarer hun.

Også i udskrivelsesfasen har TUE en fordel. Fordi enheden er bemandet med kommunale sygeplejersker har de direkte adgang til Københavns Kommunes systemer og kan derfor se, hvilken pleje og hjælp en borger modtager. Det fungerer også den anden vej rundt, så hjemmeplejen og hjemmesygeplejerskerne kan se, hvilken behandling borgeren har fået hos TUE.

”Det betyder, at overgangen fra hospital til hjemmet bliver meget mere glidende, og at vi undgår, at borgeren lander mellem to stole,” siger Fie Park Himmelman.

Lægerne kender ikke TUE

TUE er et to-årigt projekt, der skal køre i to år. Fie Park Himmelman fortæller, at de patienter, der besøger TUE, er glade for stedet, og at langt de fleste (omkring 80 pct.) undgår en indlæggelse. Alligevel kommer der langt færre patienter end forventet. 

 ”Vi tror, at det skyldes, at projektet endnu er så nyt, og at ikke alle praktiserende læger og vagtlæger kender til TUE, og derfor ikke henviser deres borgere til os. Vi forventer dog, at det hurtigt vender, og vi er allerede begyndt at få flere patienter.”

En af dem, der blev henvist af sin egen læge, er Ellen. Dagen efter hendes besøg hos TUE snakker Fie Park Himmelman i telefon med hende. Hun er kommet godt hjem og er meget glad for, at hun slap for en indlæggelse, fortæller Fie Park Himmelman.

Hvad er din bedste oplevelse på jobbet?

”Vi havde en ældre kvinde med diabetes, der kom i TUE med alt for højt blodsukker. Det fik vi styr på indenfor nogle timer, og samtidig kontaktede vi hendes hjemmesygeplejerske, så hun kunne hjælpe kvinden, når hun kom hjem.

På den måde slap hun for en indlæggelse, der kunne have givet hende en infektion eller svækket hende på andre måder.”