Dilemma: Delt opmærksomhed

Er tiden sådan, at sygeplejen ligesom så meget andet bliver udøvet med en telefon i lommen og hvide ledninger ud af hovedet? Skal man som patient og borger bare vænne sig til det?

SY-2013-07-13-1aIllustration: Pia Olsen

Vera på 15 måneder skal MFR 1-vaccineres hos familielægen. Veras mor, Lotte, er sygeplejerske, så hun observerer flittigt, hvad der sker hos lægen.

Stor er hendes forbavselse, da konsultationssygeplejersken, en kvinde i slutningen af trediverne, tager imod med hvide høretelefoner i ørerne. Hun taler tilsyneladende med en veninde, for det handler om en middagsaftale førstkommende lørdag – og er det med eller uden børn?

Konsultationssygeplejersken tager vaccinen ud af køleskabet og vaccinerer Vera. Hun siger efterfølgende farvel til Lotte uden på noget tidspunkt at tage høretelefonerne ud af ørerne. Vera bliver efterfølgende trøstet på moderens arm.

Lotte overvejer. Er det hende, der er gammeldags og synes, at en ordentlig kontakt foregår uden konkurrerende lyde og en privat samtale i ørerne? Eller er tiden sådan, at sygeplejen ligesom så meget andet bliver udøvet med en telefon i lommen og hvide ledninger ud af hovedet? Skal man som patient og borger bare vænne sig til det? Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene. 

Svar 1. En mellemmenneskelig handling, der forvolder skade eller ikke gavner medmennesket, kan i det etiske perspektiv i nogle tilfælde forsvares med, at hensigten var, at man ville den anden det gode. Resultatet blev så bare anderledes, end den udførende part havde forventet eller håbet.

I dette tilfælde er det svært at forestille sig, hvilke overvejelser konsultationssygeplejersken har gjort sig for at tilgodese nærværet i mødet ved at tale privat i telefon, mens der gives en injektion. Hvordan skulle intentionen kunne være at ville gavne barn eller mor? Sansningen i mødet har umulige vilkår, og vilkårene er skabt af sygeplejersken selv. Det er ikke travlhed eller akut arbejde, der forstyrrer mødet, nærværet og opmærksomheden.

Uanset om handlingen betragtes i det nærhedsetiske, pligtetiske eller konsekvensetiske perspektiv, viser den disrespekt i mødet med den anden og kan således betegnes som uetisk med de oplysninger, casen giver.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus

Svar 2. Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man læser dette dilemma. Ingen personer indbefattet sygeplejersker kan opføre sig så uengageret i sin arbejdsmæssige opgave. Lægger man en sygeplejeprofessionel vinkel på oplevelsen, finder jeg ikke, at sygeplejehandlingen er udført med særligt øje på omhu og samvittighedsfuldhed. Patientsikkerhed ses heller ikke; ingen kontrol af patientens identitet eller tagen oplysninger om evt. allergier og endelig total udeblivelse af empatisk og omsorgsfuld adfærd. Rent etisk vises ingen respekt for hverken Vera eller Lotte. Nej, Lotte skal ikke vænne sig til en ”ny adfærd” inden for sygeplejen. Sygeplejen skal stadig stå ved sin kerneværdi om nærvær og omsorg i mødet med patienten.

Man undrer sig over, at en patientrelateret arbejdsplads kan tillade, at personalet i den grad udviser dårlig adfærd og disrespekt overfor patienterne.

Jeg kunne ønske mig, at Lotte ved næste børneundersøgelse lod et ord falde til lægen om denne oplevelse, og at lægen efterfølgende taler med personalet om etisk adfærd i den professionelles verden.

Af Edel Kirketerp, oversygeplejerske, MEVO, Børneafdelingen, Kolding Sygehus, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser 

Emneord: 
Etik