Brug af videobrille i primær sektor

​Et bachelorprojekt undersøger, hvordan syv ældre oplever hjemmesygeplejerskernes indtræden i deres private sfære. Projektet gør brug af en videobrille, hvilket er en ny måde at indsamle empiri på. Man hører, hvad de ældre siger og hører, og man ser, hvad de ældre ser.

Hjemmesygeplejersker arbejder landet over i spændingsfeltet mellem det private og det offentlige. Hjemmet ses som privathedens og selvbestemmelsens sted, men dette udfordres, når sundhedsprofessionelle kommer ind i hjemmet. Når hjemmesygeplejerskerne går over dørtærsklen, brydes hellet, frirummet ændres og overgår til et afhængighedsrum (1). Hjemmesygeplejerskerne kan derfor sættes i et dilemma, når deres arbejdsplads er den ældres hjem.

Hensigten med bachelorprojektet var at belyse og afdække, i hvilken grad hjemmesygeplejerskerne tillagde hjem og hjemlighed betydning, når den ældres hjem også er deres arbejdsplads.

Projektet har vist, at hjemlighed som begreb er noget, der intuitivt er forståeligt, men samtidig komplekst at definere. Hjemlighed er mere end bare fire vægge og et tag, det er indretningen, interaktionen og de sociale samspil.

For at indfange kompleksiteten af hjemlighedsbegrebet udarbejdede vi et projekt med en kombination af videokamerabrilleoptagelser som indirekte observationsmetode, et litteraturstudie og kvalitative semistrukturerede interview. Videokamerabrillen er en ny metode i sygeplejeforskningen til indsamling af empiri fra patientperspektivet. Videokamerabrillen bæres af syv ældre under hjemmesygeplejerskernes besøg i hjemmet, hvilket giver den ældres blik på hjemmesygeplejerskernes praksis. Vi hører, hvad de ældre siger og hører.

Vi ser, hvad de ældre ser. Argumentationen for at anvende videokamerabrillen som primær indsamlingsmetode til empiri er, at den som observationsmetode kan indfange det visuelle, det auditive og det materielle, som udgør de sociale praksisser i hverdagslivet. Et andet argument for at vælge videokamerabrillen er, at vi kan indfange og indefryse totaliteten af en social praksis, og at vi kan spole tilbage og se sekvenserne igen. Videokamerabrillen indeholder på denne måde nogle potentialer, som de gængse kvalitative forskningsmetoder ikke besidder. Vi kan ligeledes som observatører ikke være neutrale iagttagere af den observerede praksis, og videoobservationer er heller ikke objektive.

Men ved at se materialet flere gange giver det os mulighed for at distancere os fra førstehåndsoplevelser og se mere objektivt på videoerne. Det er netop vores mulighed for at gense, pausere og analysere i detaljer, der giver et godt udgangspunkt for problemstillingen, når hjem og hjemlighed er mere og andet end blot de fysiske rammer.

Videokamerabrillen som observationsmetode har derfor den fordel, at vi som observatører ikke direkte er til stede. Med videokamerabrillen bliver vi inviteret med ind i de ældres hjem, uden at vi påvirker interaktionen og det sociale samspil med vores fysiske tilstedeværelse. Videooptagelserne foregår derfor alene med deltagelse af de personer, som almindeligvis er til stede i den daglige praksis.

På denne måde får vi naturalistiske observationer, der giver en større grad af autenticitet i videomaterialet (2). Videokamerabrillen giver dog ikke de ældres subjektive oplevelser af de optagede situationer, men kommer nærmere det, der rent faktisk sker i situationen. Projektet viser, at der er forskel på, hvad folk siger, de gør, hvad de tror, de gør, og hvad de rent faktisk gør (2). Videokamerabrillen er på denne måde med til at nuancere og udvide patientperspektivet og er med til at skitsere, hvad det abstrakte hjemlighedsbegreb rummer.

Pernille Karup Duch, sygeplejerske
Helle Sunds Lysdahl, sygeplejerske; hellelysdahl@hotmail.com

Litteratur
1. Winther I. Hjemlighed: kulturfænomenologiske studier. København: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag; 2006.
2. Paaske K.  Set med egne øjne. CELM – Center for E-Learning og Medier. Aarhus: VIA University College; 2013.