Sygeplejersken
Den eneste adgang til behandling
Der er stort behov for den hjælp, Røde Kors’ sundhedsklinikker for udokumenterede migranter giver. Siden klinikken i København åbnede i 2011, er den blevet udvidet både med frivillige og behandlingstilbud. ”Vi er deres praktiserende læge,” fortæller klinikkens leder Vibeke Lenskjold.
Sygeplejersken 2014 nr. 11, s. 30-31
Af:
Eva Rose Waldorff, journalist
De patienter, der bruger Røde Kors’ sundhedsklinikker i Aarhus og København, er typisk udenlandske hjemløse, udenlandske prostituerede eller folk, der er midt i familiesammenføringssager.
Ifølge lederen af klinikkerne, Vibeke Lenskjold, er der stort behov for den sundhedsbehandling, klinikkerne tilbyder:
”Vi er hele tiden vokset i takt med behovet. Vi har udvidet vores åbningstider, fået frivillige speciallæger og sundhedsplejersker, og det dyreste er tilføjelsen af den akutte tandbehandling, som rigtig mange har brug for,” fortæller hun fra sit lille kontor i klinikken, der ligger i en baggård på Vesterbro i København.
Ifølge tal fra sundhedsklinikkens årsrapport steg henvendelserne betydeligt i løbet af klinikkens første to leveår. I det seneste år har den stigning, ifølge Vibeke Lenskjold, dog udjævnet sig. I april 2014 beregnes det i årsrapporten, at klinikken har haft 4.537 henvendelser og i alt opført 1.630 journaler.
Praktiserende læge for de udokumenterede
Diabetes har vist sig at være en af de sygdomme, mange af patienterne lider af.
”Med diabetes er det vigtigt at følge op løbende. Det kan være rigtig svært med de patienter, der kommer her. For vi kan ikke gøre noget, hvis folk ikke kommer tilbage,” siger Vibeke Lenskjold.
For at afhjælpe problemstillingen har klinikken fået diabeteslæger tilknyttet, og de har oprettet en samtalegruppe med en diabetessygeplejerske, hvor folk kan få råd og vejledning om bl.a. sygdomshåndtering og livsstil.
”Det bevæger sig over i forebyggelse, men det er man jo nødt til for at hjælpe folk med diabetes,” siger Vibeke Lenskjold og fortsætter:
”Vi har mange gengangere blandt patienterne. Og for en lang række mennesker kan man sige, at vi er deres praktiserende læge.”
Kan ikke løfte det fulde behov
”Det er forkert ikke at hjælpe. Som sygeplejersker må vi jo heller ikke lade folk ligge på gaden, hvis de har brug for hjælp,” mener sygeplejerske Lone Ammentorp, der har været frivillig i klinikken i København, siden den åbnede.
Hun fortsætter: ”Vi har som samfund accepteret, at de her mennesker er i landet. Så skal de da også have hjælp.”
Men ikke alle kan få den hjælp, de har brug for. Vibeke Lenskjold fortæller bl.a. om en ældre kvinde med store polypper i næsen:
”De var meget generende for hendes vejrtrækning, og det var ikke noget, vi kunne håndtere på klinikken. Vi kunne sende hende videre til hospitalet for at blive undersøgt for kræft. Men da der ikke var kræft, blev hun sendt hjem uden hjælp. Når det ikke er akut, giver det offentlige ingen behandling.”
Vibeke Lenskjold fortæller, at der desuden er mange mennesker, som de to klinikker aldrig når.
I Aarhus er de fleste patienter migranter, der bor hemmeligt hos deres familier uden nogensinde at blive registreret i danske systemer.
”Den type migranter er spredt ud over hele landet og ikke bare i byerne,” siger Vibeke Lenskjold og fortsætter:
”Det offentlige tager ikke ansvar for de udokumenteredes sundhed, men vi dækker altså heller ikke hele behovet. Overalt i Danmark er der formentlig mennesker, der ikke kan få hjælp, fordi de enten er for langt fra klinikkerne eller ikke aner, at de findes.”