Dilemma: Pas jer selv

Politikerne ønsker, at flere mennesker påtager sig mere pleje af deres gamle familiemedlemmer. Men tid, blufærdighed og manglende lyst og erfaring med pleje kan forhindre det ønske i at gå i opfyldelse

dilemma_low
Illustration: Pia Olsen
Asta Pedersen er 86 år og bor alene. Det er hidtil gået fint med lidt hjælp fra en søn og to døtre, når der skulle købes ind. Den lille lejlighed, som er fuld af udstoppede fugle pga. af den afdøde mands konservatorarbejde, har altid været pletfri og nydelig. Men nu synes en af døtrene, at moderens personlige hygiejne halter mere, end godt er.

Håret bliver vasket ca. en gang om ugen, ”for det trætter sådan”, mener Asta, neglene bliver ikke klippet, og en svag lugt af urin hænger ved moderen. Astas lejlighed kan også trænge til en omgang, køkkenet er ikke ligefrem super rent, for Asta bager stadigvæk pandekager hver fredag, og hun glemmer at vaske sine røreskåle af.

Hjemmeplejen bliver aktiveret, og Asta får mulighed for at få hjælp til bad en gang om ugen og rengøring hver 14. dag.
”Bad en gang om ugen?” udbryder datteren. Det var ikke meget. Kan du da ikke se, at mors hår trænger til at blive vasket to gange om ugen, og at hun har brug for at få rent tøj på hyppigere end hver torsdag?”

Visitatoren ser træt på datteren. ”Det er det tilbud, vi kan give din mor,” siger hun. Men måske kan du selv tage din mor i bad en gang om ugen, så hun får bad to gange om ugen?

Datteren ser opgivende på visitator. ”Det har jeg bestemt ikke tid til,” siger hun.

  • Hvad synes du om visitatorens forslag?
  • Skal flere familier efter din mening påtage sig mere pleje af deres gamle, end tilfældet er aktuelt?
  • Hvordan ville du selv have det med at hjælpe en af dine forældre i bad?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.


Svar 1.

Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, Etik- og Kvalitetskonsulent, Formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Om familien skal træde mere hjælpende, til afhænger af, hvorledes dette opfattes og opleves i den enkelte familie. Trenden går mod en større grad af ansvarlighed og gensidig hjælp i den enkelte familie, men planlægning heraf bør starte med en samtale med den person, som har behov for hjælp.

Af casen fremgår intet om, hvad Asta selv tænker og ønsker. Idéer og forslag præsenteres og drøftes af personer omkring hende, som vil hende det bedste. Men hvad mener Asta selv er det bedste for hende, og er hun i stand til at vurdere sikkerheden omkring egne ønsker? Og hvis hun ønsker at blive boende hjemme med reduceret hjælp, har hun så gjort sig tanker om konsekvenserne af sine valg? Hun vil bl.a. komme til at fremtræde anderledes over for sine omgivelser end tidligere, hvor hun og lejligheden var ”pletfri og nydelig”.

Det er meget tænkeligt, at det fortsat er værdier, hun værdsætter, blot magter hun ikke selv længere at leve op til disse. Kunne hun med afsæt i disse overvejelser komme til at se en fordel i at flytte i mere beskyttede omgivelser og dermed få hjælp til den livsførelse, hun tidligere har værdsat?

Svar 2.

Af Lene Poulsen, hjemmesygeplejerske Aalborg Kommune, medlem af Sygepleje Etisk Råd. www.dsr.dk/ser

Der er tradition for, at personlig pleje varetages af professionelle, et forhold som både patienter og personale har taget for givet. Vi har i lang tid talt om borgerinddragelse m.m., og mange steder i sundhedsvæsenet opleves der besparelser, der gør, at vi må tænke anderledes og prioritere vores opgaver.

I den forbindelse er der opgaver, kommunerne ikke længere påtager sig som en selvfølge, og hvor inddragelse af pårørende er relevant. Som personale har vi anset det for naturligt, at netop den personlige pleje er vores opgave, og vi har ikke som noget selvfølgeligt forsøgt at inddrage familien.

Det er min erfaring, at det i nogle familier er naturligt og meget givende at tage del i plejen af gamle pårørende, men det er ikke en opgave, der på nogen måde kan påtvinges familien. Der kan være mange gode grunde til, at familien ikke ønsker at deltage i den direkte pleje. For mange vil det være meget grænseoverskridende, både for den, der udfører, og den, der modtager pleje.

Det er personalets opgave at sikre den enkelte patient beskyttelse og omsorg, og det kan i denne sammenhæng betyde, at det netop ikke er de pårørendes opgave at tage del i den personlige pleje. I den sidste ende er det patientens ønsker, der må være afgørende for, hvordan opgaven løses.

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk  Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.