Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

LinkedIn er god til vidensdeling

Sygeplejerske Søren Eckhardt Poulsen bruger LinkedIn til fagnørderi. Her kan han dele og læse alt det nyeste indenfor sit specifikke fagområde.

Sygeplejersken 2014 nr. 11, s. 22

Af:

Vinni Yang Søgaard, journalist

SY-2014-11-22bIllustration: Mikkel Henssel

Profilbilledet er professionelt taget. Alle kategorier om tidligere joberfaring, uddannelse og sprogfærdigheder er udfyldt.

Sygeplejerske Søren Eckhardt Poulsens LinkedIn-profil, der fungerer som hans virtuelle cv, ser i det hele taget meget gennemtænkt ud. Men det er ikke for at få et job, han har brugt tid på sin profil.

”Jeg synes bare, det var meget sjovt at sidde og skrive om mig selv,” siger Søren Eckhardt Poulsens grinende og forklarer, hvordan han kom i gang med at bruge det sociale medie:

”Det var helt tilfældigt, at jeg kom på LinkedIn. Jeg sad og kiggede lidt rundt omkring på nettet, og så læste jeg om det. Jeg tænkte, at det kunne være meget spændende erhvervsmæssigt. Dengang havde jeg nemlig mit eget firma.”

Nu har Søren Eckhardt Poulsen haft en profil på LinkedIn i over fire år, og der er langsomt kommet flere sygeplejersker til.

”Dengang var vi ikke ret mange. Men så er LinkedIn blevet mere populært siden, og nu har jeg ret mange sygeplejerskeforbindelser derinde,” fortæller han.
 

Læser om neonatal sygepleje

Ligesom med Facebook kan man på LinkedIn være medlem af grupper, der deler artikler og forskning. Og formålet for LinkedIn er netop at styrke den professionelle profil igennem et socialt medie.

”Jeg synes, det er spændende at følge med i det nyeste uddannelses-, udviklings- og forskningsmæssige indenfor neonatal sygepleje,” forklarer Søren Eckhardt Poulsen, der arbejder på Rigshospitalet med ekstremt tidligt fødte børn.

På den måde kan han, når han har lyst, blive opdateret om det nyeste indenfor sit fag:

”Man skal da bruge LinkedIn. Der er mange spændende artikler, der bliver delt derinde. Jeg kigger ikke på LinkedIn hver dag, men indimellem når der kommer nogle gode opslag og artikler,” forklarer han. Søren Eckhardt Poulsen LinkedIn-profil: dk.linkedin.com/pub/søren-eckhardtpoulsen

Dem kan du følge på LinkedIn
  • Dit uddannelsessted
  • Din arbejdsplads
  • Grupper med fagspecifikke områder