Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: Børn med ADHD og autisme kan identificeres tidligere end hidtil antaget

I Danmark findes ca. 143 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel.

Sygeplejersken 2014 nr. 13, s. 66

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

forsker-til-fag_Sanne-LemckeSanne Lemcke er sundhedsplejerske, MPH, ph.d., og bor i Aarhus. Hun er ansat som forskningssygeplejerske på Bør-
ne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital Risskov.

Hvad fik dig til at forske?
”Nysgerrighed og undren; mere konkret så var jeg i forbindelse med mit arbejde i børnepsykiatrien blevet opmærksom på nogle ting, der gik igen, når forældre fortalte om den tidlige udvikling hos børn, der var til udredning for ADHD og autisme. Jeg har arbejdet både med småbørn, skolebørn og unge, og alle steder er jeg stødt på forældre, som meget tidligt i barnets liv har haft på fornemmelsen, at det her barn udviklede sig anderledes end forventet. Jeg kom ind i forskningsverdenen i 2003, hvor jeg blev ansat til at indsamle data fra patientjournaler i en enhed under Afdelingen for Epidemiologi, Aarhus Universitet. Oplysningerne skulle bruges til en undersøgelse af risikoen for autisme efter MFR-vaccinationer. Jeg gennemgik ca. 500 journaler om børn med infantil autisme, og i dem fandt jeg beskrevet mange af de samme udviklingsmæssige problemer, som jeg tidligere havde hørt forældrene fortælle om. Jeg begyndte derefter at søge litteratur om emnet og fandt ud af, at der dengang ikke var særligt mange videnskabelige resultater. Jeg var så heldig, at jeg i forskningsenheden havde kollegaer, som hjalp mig videre fra min undren til at få stablet et projekt på benene – først som et masterprojekt og senere videreført i et ph.d.-projekt.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Jeg har undersøgt, om man i oplysninger fra mødre om deres børns tidlige udvikling kan identificere afvigelser hos børn, der senere bliver diagnosticeret med ADHD og autisme. Det er epidemiologiske studier, som bygger på data fra en stor dansk undersøgelse ”Bedre Sundhed for Mor og Barn”, hvor ca. 70.000 kvinder er blevet interviewet flere gange om deres børns udvikling. I mine studier bruger jeg oplysninger fra interview, der er foretaget, da børnene var seks og 18 måneder gamle.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Jeg var ansat i forskningsafdelingen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Risskov, Aarhus Universitetshospital, og indskrevet som ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, Klinisk Institut.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Mit ph.d.-projekt var primært finansieret gennem en bevilling fra Tryg Fonden til professor Per Hove Thomsen, som er leder af forskningsafdelingen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Risskov. Desuden modtog jeg mindre bevillinger fra private fonde og fra Region Midtjyllands forskningsfonde.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Resultaterne af min forskning kan man læse om i min afhandling (1), som kan lånes på Statsbiblioteket via bibliotek.dk Den første artikel (2) fra afhandlingen er publiceret, og yderligere to bliver forhåbentlig publiceret indenfor den nærmeste fremtid. Jeg håber snart at få tid til også at skrive en dansk artikel om emnet.
Jeg er også involveret i et europæisk forskernetværk om autisme finansieret af EU (3). Vi har lavet flere undersøgelser af opsporingsmetoder og behandlingstilbud til børn med autisme i 20 europæiske lande. Artiklerne fra de studier er også på vej.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Jeg håber først og fremmest, at resultaterne vil være med til at sikre, at børn med udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme i fremtiden bliver fundet tidligere, end det sker i dag. Flere studier har vist, at en tidlig pædagogisk indsats har effekt på børnenes indlæring og adfærd. Desuden har den tidlige indsats vist sig at have stor betydning for familiernes samlede trivsel.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”Der er internationalt kun meget lidt forskning indenfor børne- og ungdomspsykiatrisk sygepleje. Jeg skal starte forskning indenfor det område i vores center, og noget af det, vi gerne vil, er bl.a. at udvikle redskaber til observation og undersøge metoder til at mindske brugen af tvang i afdelingerne. Ved siden af det søger jeg løbende fondsmidler til at fortsætte forskningen fra ph.d.-projektet. Jeg vil gerne uddybe nogle af resultaterne og f.eks. undersøge, hvorfor mødre til børn med ADHD og autisme ammer i kortere tid end gennemsnittet. Og så håber jeg på at komme i gang med at udvikle og afprøve en metode til systematisk opsporing af børn med udviklingsforstyrrelser i vuggestuealderen.”

Litteratur

 

  1. Lemcke S. Early signs of ADHD and autism in toddlers. Ph.d. dissertation. Aarhus University, Faculty of Health Sciences 2013.
  2. Lemcke S, Juul S, Parner ET, Lauritsen MB, Thorsen P. Early Signs of Autism in Toddlers: A follow-Up Study in the Danish National Birth Cohort. J Autism Dev Disord. 2013 Oct; 43 (10).
  3. cost-essea.com