5 faglige minutter: Et uventet møde

Min ledsager og jeg går rundt med et bykort i hånden. Det viser sig at være helt unødvendigt, for den lille grønlandske by med omkring 450 indbyggere har kun ganske få kilometer vej. Oppe på fjeldet ligger kirken og ved vejen den lokale butik, som sælger de sædvanlige farverige plastikblomster i buketter, der bliver brugt ved begravelser. Her er også fiskeri- og jagtudstyr i begrænset mængde og ellers de samme varer, som står på hylden i et almindeligt dansk supermarked.

Vi går mod vest, og der ligger Sundhedshuset. Min ledsager undersøger huset nærmere og bliver kort tid efter lukket ind af den læge, som er ansat på stedet. Jeg går rundt og nyder udsigten og gevirer, moskusoksekranier, et skind fra en ren, reminiscenser af natur, der hænger eller ligger alle vegne. Jeg tager billeder og opdager så, at ledsageren er forsvundet.

Går ind i Sundhedshuset og får en underlig ordre af ledsager: ”Gå ligeud, gå ligeud, gå ligeud.” Jeg tjekker, om det brænder bag ved mig, det gør det ikke, så jeg går ned ad den linoleumsbelagte gang med diverse klinikudstyr i rummene på begge sider. Og der står hun. Kollegaen fra en fælles fortid på en hjerteafdeling i København, et venskab, som har overlevet, hvilket mange gode kollegiale forhold ikke gør, når man skifter arbejdsplads. Jeg vidste ikke, at hun var i Grønland netop nu. Hun har tabt sit hjerte til landet, det var jeg klar over, men at vi skal mødes i dette på alle måder barske, smukke land en dag i august, det er alligevel sælsomt.

Det faglige fællesskab træder øjeblikkeligt i karakter. En grundig rundvisning i huset, som tidligere var et hospital, som det første. ”Her er kølerummet med plads til to. Der er lige en, som er blevet begravet i dag. Han tog sit liv,” fortæller hun og afslører dermed et af mange problemer i Grønland. Selvmordsraten er, målt i forhold til indbyggertallet, verdens højeste.

I 2010 blev der begået 62 selvmord i Grønland, og det giver landet en selvmordsrate på 108 pr. 100.000 indbyggere. Det er næsten 10 gange så højt som i Danmark samme år. Et faktum, som Selvstyret forsøger at gøre noget ved, bl.a. gennem kampagner.
I husets garage står en firehjulstrækker til ambulancekørsel. Man skal have hjelm på, når man kører, de ligger parat på en hylde. ”Men det er ikke alle, som gider bruge dem,” siger hun.

Sundhedshuset kan ikke indlægge patienter længere, det er der ikke personale til, så det, der tidligere var et fuldt udstyret hospital med eget anæstesipersonale, er i dag et hus, hvor patienterne kommer ambulant. Der er gratis kondomer på skranken ved indgangen.

En eller anden er for år tilbage kommet til at sætte et ekstra nul bag en bestilling, så der har været prævention til hele Grønland på hylden. Nu er udløbsdatoen nået, så restlageret er blevet returneret for at forebygge et pludseligt fødselsboom i byen.

Som mange andre steder i landet er der problemer med alkoholmisbrug og arbejdsløshed. Der er ikke noget at leve af i byen, så det er et fåtal, som har fast arbejde, og det ses i bybilledet.

Vi er gået udenfor, og sygeplejersken fortæller og peger. Nu skal vi se hendes bolig, et fint lille hus med et tørkloset, der bliver tømt tre gange om ugen. Træk og slip er sjældent en mulighed i et land med permafrost.

En stor hal overfor købmanden er et øllager, fortæller hun. Der kommer kun skib tre-fire gange om sommeren, så der bliver fyldt op. Vi sætter os i solen på en Europalle bag hallen og nyder en enkelt øl.

Det er berigende at møde fagfæller, og sygeplejersker kan uden tvivl udnytte hinanden mere ihærdigt. Invitér dem, der ved mere eller bedre på besøg på arbejdspladsen, brug andres viden som trædesten, bliv klogere gennem kolleger. Gratis inspiration fra dør til dør. 

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.