Er det medicin, du er påvirket af?

Anne og Ingela Vest har en gang imellem brug for frisk luft, når de snakker om svære emner. Så bliver lommetørklæderne og kaffen taget med ud på altanen. Foto: Nils Lund Pedersen

Der var kollegaer, der spurgte hende: ”Er du okay? Jeg er bekymret for dig.”

De viste omsorg, og måske har nogen endda haft mistanke til misbruget. Men man skulle spørge Anne direkte, ellers ville svaret bare være: ”Jeg er træt og stresset.”

Den lyshårede sygeplejerske sidder på kontoret sammen med sin behandler. Hun er nervøs, for der er kun to mennesker i verden, der ved, at hun har et misbrug. Hendes bedste veninde, som hun ikke ser mere af samme grund, og hendes behandler, Ingela Vest fra Svendborg Behandlingscenter.

”Hun er den person, der har betydet mest for mig,” siger Anne og holder en lille pause, mens hun kigger over på Ingela Vest.
Sygeplejersken har mødt Anne på Ingela Vests kontor, hvor de normalt har samtaleterapi. Anne sidder med krydsede ben. Så skifter hun til at have begge ben på jorden. Så skifter hun tilbage igen.

”Jeg føler mig mest tryg, hvis jeg kan sidde i den stol,” siger hun og griner lidt af sig selv, da hun beder om at bytte plads med journalisten, så hun kan sidde på sin sædvanlige plads ved lommetørklæderne.

”Altså. Det er ikke sådan, at jeg tuder, hver gang jeg snakker med Ingela, men det sker da,” siger hun, mens hun finder sig til rette.

Spørg direkte

Anne har haft et medicinmisbrug hele sit voksenliv, og hun kunne hurtigt afvise eventuelle spørgsmål fra kollegaer, der kunne mærke, at hun opførte sig anderledes:

”Man bliver nødt til at spørge mig direkte, om jeg er påvirket. Ellers kan jeg være meget overbevisende,” fortæller hun.
Hendes behandler Ingela Vest overtager nikkende:

”Det er vigtigt at gøre op med tabuet. Man kan spørge uden at anklage: ”Er det medicin, du er påvirket af?”
”Det ville være meget grænseoverskridende for mig, hvis nogen spurgte mig om det,” siger Anne straks.

Men Ingela Vest forklarer, at det handler om at åbne én dør ad gangen. For det, hun oplever som misbrugsbehandler, er, at det er det eneste spørgsmål, som faktisk aldrig bliver stillet.

”Man skal være vedholdende og blive ved med at spørge. Man kan sige noget i retning af: ”Vi ved, at der er mange, der har et misbrug. Hvad tænker du om det?” Eller ”Du har opført dig anderledes på det sidste. Hvad handler det om?” Der må meget gerne være fokus på adfærden i spørgsmålet.”
 

Fik lyserød pille som barn

 Misbruget kommer ikke fra fremmede. Annes mor arbejdede indenfor sundhedsvæsenet, og hun gav hende en lyserød pille, når hun var ked af det, allerede fra hun var 13 år.

”Da min far døde, fik jeg også en pille. Min mor brød sig ikke om store følelser, og så troede hun, at hun hjalp mig,” fortæller Anne og forklarer, at hendes mor på samme måde havde givet piller til faren, indtil han døde af sygdom.

Igennem gymnasiet blev Anne forsynet med piller og startede et misbrug med især slankepiller.

”Det eneste tidspunkt i mit voksenliv, hvor jeg ikke har været afhængig af medicin, var, da jeg studerede til sygeplejerske,” fortæller den ambitiøse kvinde, der sluttede med et gennemsnit på 11,5 på den gamle 13-skala.
 

Svarende til en overdosis

Da pillemisbruget var på sit allerhøjeste, drak Anne Efedrin, spiste 8-10 sovepiller, 10 benzodiazapin og 5-6 Oxynorm.
”Man opbygger en tolerance med tiden, men hvis det var en person, der ikke var vant til al den medicin, kunne det godt svare til en overdosis. Det ville være bevidsthedssvækkende og i værste tilfælde respirationssvækkende,” forklarer hun.

Bivirkningerne kom langsomt listende og gik ikke ubemærket hen på arbejdspladsen. Anne kunne falde i søvn under frokosten, glemme, hvor hun var, eller miste evnen til at finde de rigtige ord. Det blev så voldsomt, at hun blev nødt til at gå til lægen.
”Jeg fik diagnoser på flere seriøse sygdomme, og det var egentlig bare gaver til mig. Så kunne jeg bortforklare alt det, der skete, og få flere piller igennem egen læge,” fortæller hun.

Snor sig igennem kontrollen

I foråret 2010 var der en kollega, der syntes, Annes opførsel virkede mistænkelig, og meldte hende til embedslægen. Selv her blev ordet misbrug aldrig sagt højt.

”Jeg kunne sno mig igennem kontrollen hos embedslægen. Jeg skulle bare tage nogle andre piller end dem, jeg plejede, for de slog ikke ud på testen. De havde godt nok nogle alvorlige bivirkninger. Det var så slemt, at jeg nærmest ikke kunne stå op af sengen eller styre min krop, men jeg blev ikke opdaget. Lægen var nærmest undskyldende over for mig,” fortæller hun.

Da Anne ikke blev afsløret hos embedslægen, fortsatte hun med sit misbrug indtil en dag, hvor et tv-program gav anledning til den store åbenbaring.
 

For børnenes skyld

I det tidlige forår 2013 så Anne tilfældigt dokumentaren ”100 dage uden stoffer” i fjernsynet. I det øjeblik gik det op for hende, at hun havde meget til fælles med misbrugerne i programmet.

”Det gik op for mig, at jeg var begyndt at opføre mig mindre socialt, at jeg altid sørgede for at have let adgang til medicinen på min arbejdsplads, og at jeg ikke kunne stoppe. Jeg troede hele tiden: ”Jeg kan stoppe i morgen,”

men det skete ikke,” siger hun eftertænksomt.

Imens hun så programmet, stod det hele pludselig klart for hende:
”Jeg var blevet misbruger i stedet for forbruger.”

Derfor fandt hun efter megen søgen Misbrugscenter Svendborg, og hun har gået i behandling siden.

”Jeg blev nødt til at tage en masse piller for at tage mig sammen til at gå herned, men jeg blev nødt til at gøre det. For mine børns skyld. Jeg kunne risikere at miste mit arbejde og så vores bolig,” siger hun.