Kostregistrering nedprioriteres

Undersøgelser viser, at 20-30 pct. af kræftpatienter dør af konsekvenserne af underernæring fremfor af deres sygdom (1). Sygeplejerskerne har flere redskaber til rådighed for at afhjælpe dette problem, bl.a. kostregistrering. I mit bachelorprojekt undersøgte jeg problemstillingen: ”Hvordan kan man forstå den tilsyneladende nedprioritering af kostregistreringen hos den indlagte patient med fremskreden kræft set fra sygeplejerskens perspektiv?” (2).

Jeg oplevede i min sidste praktik på en onkologisk afdeling, at kostregistreringen ikke blev dokumenteret af sygeplejerskerne. Derfor ønskede jeg at belyse, om den rent faktisk blev nedprioriteret og hvorfor.

Empirien er indsamlet vha. kvalitative semi-strukturerede interview med tre sygeplejersker på et onkologisk sengeafsnit. Fundene, der fremkom på baggrund af de semi-strukturerede interview, pegede på en nedprioritering af kostregistreringen hos den indlagte patient med fremskreden kræft. En sygeplejerske siger: ”Jeg tror, at hvis man har 10 opgaver og kan klare de ni, så er ernæringsdelen den ene ting, der bliver nedprioriteret.”

I analyseprocessen fremkom følgende hovedtemaer: ”manglende viden”, ”prioritering” og ”handling”. De tre temaer belyste årsagerne til nedprioriteringen.
 

Manglende viden

”Vi kan ikke have bred viden om det hele og samtidig viden om den enkelte patient, så det bliver mere overordnet,” sagde en sygeplejerske.

Alle informanter gav paradoksalt nok udtryk for vigtigheden af kostregistreringen hos de indlagte patienter med fremskreden kræft, samtidig med at de gav udtryk for manglende viden. Det er imidlertid svært at forstå vigtigheden af registreringen, hvis der mangler viden, og det kan ligeledes være vanskeligt at opfylde patienternes behov.
 

Prioritering og handling

”Det har noget at gøre med, hvor meget patienterne kan rumme i deres hoved (…) det kan nærmest føles som et overgreb, når du står der og siger, jamen du skal spise bla, bla, bla, bla,” mener en sygeplejerske.

Sygeplejerskernes prioriteringer bærer i høj grad præg af deres intuition og et humanistisk menneskesyn, hvor patientens psykologiske behov vægtes højere end de fysiologiske.

Når sygeplejersken føler, at hendes handlinger ikke gør en forskel, kan afmagten tage over. En af de interviewede udtalte, at hun synes, der burde være sat ind på et tidligere tidspunkt med ernæringsterapi til patienten. Når patienterne kommer på afdelingen, ”så er løbet næsten kørt.” Det er ”lidt som at slå i en dyne, og så er der ikke nogen idé i det,” hvis der ikke bliver handlet på kostregistreringen. Sygeplejerskerne giver udtryk for afmagt, som afspejles i handlingerne.

Selv om materialet er sparsomt, er resultaterne sammenlignelige med en undersøgelse fra 2013 (3), hvor omdrejningspunktet også var manglende viden. Resultaterne kan derfor være vejledende for den rolle, kostregistreringen spiller på andre onkologiske afdelinger og sengeafsnit generelt.

Sanne Holm Lund Welling, sygeplejerske på onkologisk sengeafsnit, Vejle Sygehus.

Litteratur

1. McCreery E & Costello, J. Providing nutritional support for patients with cancer cachexia. International Journal of Palliative Nursing 2013, Vol 19, No 1.
2. Se www.ucviden.dk > studenterprojekter > nedprioritering af kostregistreringen?
3. Millar C, Reid J & Porter S. Healthcare Professionals’ Response to Cachexia in Advanced Cancer: A Qualitative Study. I: Oncology Nursing Forum (ONCOL NURS FORUM), 2013 Nov; 40 (6).