Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nye tal for misbrug fra Sundhedsstyrelsen

MISBRUG. I 2013 blev 28 sygeplejersker indberettet til Sundhedsstyrelsen for misbrug, men det reelle antal er højere, mener DSA.

Sygeplejersken 2014 nr. 14, s. 37

Af:

Vinni Yang Søgaard, journalist

For første gang har Sundhedsstyrelsen indsamlet tal, der viser præcis, hvor mange læger, tandlæger, sosu-assistenter og sygeplejersker der årligt bliver indberettet i Danmark.

Opgørelsen, der er givet til Sygeplejersken, viser, at antallet af sygeplejersker, der bliver indberettet til Sundhedsstyrelsen, har ligget stabilt siden 2010.

Gennemsnit af nyoprettede sager vedrørende sundhedspersoners egnethed fra 2010-2013
  • Sygeplejersker 40
  • Læger 36
  • Susu-assistenter 18
  • Tandlæger 4

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

I 2013 er der sket et fald fra 41 året før til 28, men ifølge Sundhedsstyrelsen kan man først konkludere, om faldet er en tendens, når man også har det samlede antal for året efter.

Ifølge misbrugskonsulent i DSA, Lykke Østerlin Koch, er antallet af indberettede misbrugere overraskende lavt. Hun får årligt 100 henvendelser fra kolleger, tillidsrepræsentanter eller pårørende til en misbrugende sygeplejerske.

”Jeg så gerne, at det indberettede antal var højere, for jeg tror, de er derude, og vi kan hjælpe dem og få dem i behandling,” siger hun.

Afdelingsleder og oversygeplejerske i Københavns Kommunes Center for Alkoholrådgivning, Marianne Gunst-Møller, mener også, at det reelle tal er højere:

”Man plejer at sige, at sygeplejersker hverken misbruger mere eller mindre end den normale befolkning, og det svarer ca. til 5 pct. Det er jo langtfra alle, der bliver indberettet til Sundhedsstyrelsen.”

misbrug_4Tallene dækker over nye indberetninger af sygeplejersker for enten psykisk sygdom, alkoholmisbrug eller medicinmisbrug til Sundhedsstyrelsen. Størstedelen af sagerne handler om pillemisbrug, resten er alkoholmisbrug, og en meget lille andel gælder psykisk sygdom.