Et job med verdens bedste udsigt

Langt mod nord ligger Ilulissat. Byen med den smukke og berømte fjord er hjemsted for et af landets mange sygehuse. Det lokker hvert år danske sygeplejersker op for at få en oplevelse, møde en ny kultur og blive udfordret fagligt og menneskeligt.

SY-2014-05-18-2xx
Selvom man er afdelingssygeplejerske, må man være klar til at give en hånd med, når der er brug for det på det grønlandske sygehus. Her lægger Elsebeth Vandewinkel drop på en patient
. Foto: Christoffer Regild.

”Det er, som om man kigger på et smukt maleri i konstant forandring,” siger afdelingssygeplejerske Elsebeth Vandewinkel om udsigten fra hendes grønlandske arbejdsplads, Ilulissat Sygehus. Hun ser ud gennem vinduet og ud på fjorden, de azurblå islandskaber og bjergene, der omkredser den vestgrønlandske fiskerby Ilulissat. Udenfor er det bidende frostvejr. Gennem ruderne kan man se, at de folk, der har begivet sig ud i kulden, er pakket tæt ind i store sælskindshuer, luffer og tykke vinterfrakker for ikke at blive ædt op af kulden.

Inde i varmen har Elsebeth Vandewinkel løsrevet sig fra det imponerende vue, og med sin kop i den ene hånd samt en lille notesbog i den anden er hun gået ned til morgenkonferencen. Den ligner til forveksling den på et typisk dansk sygehus. Hvide kitler med brystlommerne fyldt op af kuglepenne, navneskilte, udtrådte træsko og den obligatoriske pynteblomst på det ovale mødebord ligner alt sammen sig selv, ligesom snakken henover bordet er pæredansk. Men vi er altså mere end 3.000 kilometer fra dansk jord. Stemningen er uformel, og hyggesnakken har bredt sig, efter at de formelle ting er kommet på plads, indtil stemmen bliver hævet og ordet taget:

”Det er faktisk min sidste dag, så jeg vil gerne have lov til at sige tak for denne gang,” lyder det på klingende nordjysk fra en af Elsebeth Vandewinkels kolleger.

To andre følger hurtigt trop, og pludselig er der tre, der tager afsked fra morgenstunden. Det er ikke unormalt, at der sidst på måneden er udskiftning af personale, når nogle af de mange korte vikariater udløber.

Naturen er både gave og forbandelse

Mange bliver draget til landet for at opleve naturen, og på den måde er de overvældende omgivelser både en gave og forbandelse for det lille sygehus og det grønlandske sygehusvæsen i al almindelighed. Specielt på landets øer og bygder er der et enormt stort personaleflow. Derfor er det et irritationsmoment, når de nye ikke er tilstrækkeligt engagerede i arbejdet.
”Jeg tror, nogle har læst lidt på lektien hjemmefra. Men samtidig kommer de måske med en drøm om en bestemt slags tilværelse i Grønland. Jeg har også sagt til ledelsen, at man sælger Grønland for meget på naturen og spændende oplevelser, men jeg kunne godt tænke mig, at vi også får fortalt, hvilke faglige udfordringer der er,” siger Elsebeth Vandewinkel.

Klokken er 8.30, og morgenkonferencen slutter med, at kollegerne ønsker hinanden god dag og arbejdslyst. Elsebeth Vandewinkel samler sine ting og påbegynder sin lille morgenrute på sygehuset, der oprindeligt blev bygget i 1926 med det primære formål at behandle patienter med tuberkulose. Sidenhen har man udbygget og renoveret flere gange, sidst med tilbygningen ”livsstilsværkstedet”, der som et led i den grønlandske sundhedsreform er dedikeret til de mange livsstilssygdomme, der bliver mere og mere udbredt i Grønland.

Elsebeth Vandewinkel passerer nogle røde døre og hvidmalede vægge på vej ned til ambulatoriet, der fungerer lidt som et lægehus, og hvor der sidder personale klar til at hjælpe tilskadekomne borgere. Her sidder fagpersonale klar ved telefonen for at tage patienternes opkald mellem kl. 8.30 og 9.30, hvor de så får tildelt tider, men der er også nogle af patienterne, der ikke ringer, men i stedet bare tropper op og venter på, at der bliver en tid til dem. Og selvom ambulatoriet lukker kl. 16, fortsætter patienterne med at troppe uanmeldt op for at blive tilset til langt ud på aftenen. Dem tilser man så oppe på afdelingen, hvor personalet holder til, efter at dagsprogrammet slutter kl. 16.

”Vi har nok forkælet dem for meget, så de kommer bare,” fortæller Elsebeth Vandewinkel.

Lægeopgaver glider til sygeplejersker

Hun siger godmorgen til alle kollegerne. Det er hurtigt overstået her. Her løber man stærkt, for der er ikke så mange hænder, som man kunne ønske sig. På en almindelig formiddag kan to sygeplejersker i ambulatoriet sagtens komme op på at tage 30 patienter, mens lægerne måske tager 20. Netop kombinationen af få hænder og mange patienter gør, at opgaveglidning fra læger til sygeplejersker er en naturlig del af opgavefordelingen, og øgede kompetencer kendetegner personalet.

”Man ser patienter selvstændigt, og selvom der selvfølgelig er regler for, hvad sygeplejerskerne må, så bliver grænserne lidt flydende. Her har de f.eks. ordinationsret,” siger Elsebeth Vandewinkel.

I forlængelse af ambulatoriet ligger to operationsstuer og et lille apotek med et stort lager, da man kun får bestillinger bragt med skib et par gange årligt.

Hun hilser hurtigt på Michael Gerfelt, som er dansk sygeplejerske, men har arbejdet det meste af sin karriere i Grønland, kun afbrudt af to år på en dansk skadestue. Han synes, de ekstra udfordringer, der møder ham i Grønland, er spændende, og understreger, hvor bredt et kompetencefelt man må tillægge sig.

”I Danmark har man på en skadestue kun at gøre med folk, der er kommet galt af sted. Her arbejder jeg i konsultationen, så alle, der kommer med luftvejsinfektioner, øreproblemer, ting i øjnene, hudproblemer og sådan nogle ting, de kommer til mig. Herudover laver jeg også skadestuearbejde som brækkede arme og ben, og så assisterer jeg også på OP,” fortæller han.

Tolkene tager røntgenbillederne

Herfra går ruten forbi én af fem grønlandske tolke, der gør et vigtigt stykke arbejde med at få det danske personale og de grønlandske patienter til at forstå hinanden sprogligt, men også kulturelt. Et eksempel på vigtigheden af denne forståelse er patienten Sofus, der trods dårligt ben var blevet ked af at få en seng tæt på toilettet, hvilket umiddelbart måske ikke giver den store mening for udenforstående, men Sofus er gammel fisker og ville ikke undvære udsigten over vandet. Herudover har tolkene en anden særlig opgave, de er nemlig oplært i at tage røntgenbilleder, så det klarer de også.

Gode råd før du tager afsted

Sygeplejersken interviewede i 2004 Helle Knudsen, der arbejdede som sygeplejerske i Grønland i tre år. Først som sygeplejerske på en sengeafdeling samt på et plejehjem og siden som afdelingssygeplejerske på kystsygehuset i Ilulissat.
Hendes gode råd til andre sygeplejersker lød bl.a.:

  • Du skal være klar over, hvor du står fagligt.
  • Du skal have ro med dig selv og have et godt bagland.
  • Du skal ikke være træt af at være sygeplejerske og smutte til Grønland for at prøve noget andet.
  • Vær bevidst om, at der er store faglige udfordringer.
  • Hav opbakning i familien – det betyder utrolig meget for jobbet.
  • Gør dig klart, at man arbejder på en anden måde og flere timer, end du er vant til.
  • Man hjælper hinanden og må nogle gange træde til - også selv om man ikke lige står på vagtseddelen, for nu er der altså noget akut, som kræver flere hænder.
  • Der kan være situationer, hvor du er ressourcepersonen, der bliver trukket på.
  • Sæt dig ind i overenskomsten, for den er anderledes end i Danmark.

Elsebeth Vandewinkel har været ansat siden november 2012, hvilket gør hende til en af dem, der har været her længst. Hendes arbejde består for en stor del i at sørge for, at tingene kører som de skal, og hun skal være lidt af en blæksprutte. Hun husker selv en lidt anderledes episode, hvor de kulturelle forskelle virkelig blev udstillet og viser, hvor anderledes arbejdslivet engang imellem kan være:

”Der var engang, hvor en kollega ikke var mødt ind, og det kunne vi ikke forstå, for hun havde ikke meldt sig syg. Vi ringede og ringede, men hun tog den ikke. Det viste sig så, at hun var taget på sæljagt. Det lå åbenbart så dybt i hende, at hun fuldstændig glemte alt om arbejde og kolleger,” mindes hun og griner.

Hun kører hjemmevant ned med sygehusets lille elevator, drejer om hjørnet og finder det nye livsstilsværksted, hvor de to danske sundhedsplejersker Søs Jørgensen og Bente Juel har kontor. Bente Juel kom til Ilulissat på omkring samme tidspunkt som Elsebeth Wandevinkel, og de har derfor knyttet tætte bånd. Som sundhedsplejerske i Grønland har hun oplevet, hvordan man tænker familie på en helt anden måde, end hvad vi kender i Danmark.

”I Danmark kommer forældrene hele tiden og spørger om alt muligt. Jeg tror, det er fordi, børn i Danmark bliver født som ønskebørn. Små projekter for forældrene, der for alt i verden ikke må gå galt, hvor børnene heroppe ikke altid har samme udgangspunkt,” fortæller Bente Juel.

Det er ikke længe siden, hun havde en mor til fire børn, der ville bortadoptere, fordi hun ikke magtede eller havde lyst til familieforøgelsen. Det er heller ikke unormalt, at man ser moderens forældre gå ind og overtage styringen og overtage den egentlige forældrerolle for barnet.

En rolig dag uden helikopter

Elsebeth Vandewinkel siger farvel til Bente Juel og Søs Jørgensen og har efterhånden på sin morgenrute fået dannet sig et overblik over situationen på arbejdspladsen. Inden hun er kommet ind på sit kontor, går hun forbi en indrammet avisartikel, der hænger på gangen. Artiklen er fra december 1980 og har overskriften ”Luksus-sygehus for EF-millioner”.

Dengang for 34 år siden blev sygehuset tildelt 30 mio. kr., og personalet skulle efter sigende have fået samtlige ønsker opfyldt. Nu hedder årstallet 2014, og forholdene kan ikke beskrives som værende luksus, og det er bestemt ikke alt, der kan klares her på stedet.

På sygehuset kan man klare ting som kejsersnit eller en blindtarm, men er opgaven af mere speciel eller kritisk karakter, må de melde pas og overdrage patienten til Nuuk. Ved sådanne overflytninger bliver der altid pakket ekstra medicin, væsker og lignende, så man kan klare en eventuel snestorm.

Når patienter så flyttes, er der samtidig en læge, der vurderer, om der skal en ledsager med patienten. Det kan være en lidt speciel opgave, for Ilulissat dækker et stort geografisk område, nemlig hele den nordvestlige del af Grønland. Og det kan betyde nogle ret anderledes opgaver.

”Jeg må da være helt ærlig og sige, at det godt kan være lidt spændende. Jeg har fløjet i helikopter fra Ilulissat til Uummannaq og Sisimiut, hvor du altså flyver over nærmest hele isfjorden. Det er lidt af en oplevelse,” fortæller, Elsebeth Vandewinkel.

Men i dag bliver der ikke fløjet helikopter. Arbejdet foregår i dag på sygehuset, konstaterer hun. Hendes lille gåtur slutter ved hendes kontor, hvor hun går ind og for alvor starter dagens arbejde.  I dag er en dag, som de er flest, og som vi kender dem fra Danmark. Selvfølgelig lige bortset fra, at det er tolkene, der tager røntgenbilleder, sundhedsplejerskerne vaccinerer, sygeplejerskerne ordinerer og alt det andet, der gør, at det alligevel er noget helt andet.

Den maleriske udsigt, der siden morgenkonferencen har ændret karakter i takt med lysindfaldet, er skiftet og har givet isbjergene et nyt liv.        

Overvejer du at arbejde i Grønland?
Emneord: 
Arbejdsmiljø
Annonce