"Hvor længe har du tænkt dig at blive?"

Når danske sygeplejersker starter på Ilulissat Sygehus, bliver de spurgt, hvor længe har de tænkt dig at blive. De grønlandske sygeplejersker oplever, at danskerne ofte kommer pga. den storslåede natur og de store udfordringer, men ikke alle er godt forberedt på, hvor travlt der er.

SY-2014-05-22-3-1xy
Assistenterne betyder meget på
sygehuset. Udover de faglige opgaver fungerer de også ofte som tolke og kulturformidlere. Foto: Christoffer Regild. 

Med udelukkende danske læger og kun en enkelt grønlandsk sygeplejerske er personalet på Ilulissat Sygehus sjældent i direkte tale med patienterne. Tolkene spiller derfor en kæmpe rolle i hverdagen. De skal både oversætte, forklare, være kulturformidlere, og der er også krav om minimum én grønlandsk tolk på arbejde hele tiden.

Magga Brandt er sygehusets grønlandske sygeplejerske, og hun er ikke selv i tvivl om, at det er skidt:
”Det er et stort problem. Først kommer de helt nye på vikariater og kender derfor ikke huset. Som sygeplejerske på kysten skal man kunne arbejde selvstændigt og behandle patienterne selv, når de kommer. Men hvis de ikke forstår patienten, bliver de nødt til at hente hjælp,” siger Magga Brandt.

Hun holder meget af sine danske kolleger, men erkender, at sprog- og kulturforskellene gør, at hun egentlig foretrækker at arbejde med en grønlandsk assistent frem for en dansk sygeplejerske, hvis hun selv kan vælge, simpelthen pga. sproget og de problemer, det medfører i løbet af en vagt.

”Når ambulatoriet lukker kl. 16, så har vi hele byen, bygderne, egne patienter og Qaanaaq. Her er afstanden stor, og sproget er anderledes end her på Vestgrønland. De ringer så op til vagthavende læge eller sygeplejerske, men ofte taler de ikke dansk, og så skal vi andre hjælpe og forklare. Det plejer heldigvis at gå, men det tager sin tid,” fortæller hun.

Magga Brandt blev uddannet i Næstved i 1976 og er derfor en rutineret og erfaren sygeplejerske samtidig med, at hun taler dansk. Derfor har hun også oplevet, at hendes danske kolleger læner sig lidt for meget op ad hende.
”Når jeg er på aftenvagt med en dansk sygeplejerske og det, vi kalder en hjælper, der har enten en sundhedshjælperuddannelse eller ingen uddannelse, er det meningen, at hjælperen skal kunne tolke for den danske sygeplejerske. Det er bare så nemt at give mig telefonen, og hvis jeg har travlt med noget andet, så kan jeg jo ikke. Hvis så assistenten har svært ved at oversætte fagsprog og dansk i det hele taget, så tager et almindeligt opkald pludselig utrolig lang tid,” forklarer hun.

Ville Smith er patient på sygehuset. Han har haft dansk i skolen, og har ikke noget problem med, at der primært er dansk personale.
”Jeg synes, det er helt i orden, så længe de hjælper. Hvis der kun skulle være grønlændere, så var der jo ikke nok, så jeg synes faktisk, at det er dejligt, at de er her,” siger han.

Han har dog oplevet, at de ældre patienter kan blive frustrerede over, at personalet ikke forstår dem.
”Der var en gammel dame, der gerne ville på toilettet. Men sygeplejersken forstod hende ikke, så først da jeg kom, blev hun hjulpet derud,” fortæller Ville Smith.

Derfor modtager man som dansker også stor glæde, når man imødekommer dem på deres sprog. Sundhedsplejerske Bente Juel har været i Grønland i flere år og går til undervisning i grønlandsk.
”Her modtager vi også undervisning i kulturen, men sproget er bare så svært. Heldigvis er grønlænderne rigtig glade og taknemmelige og sætter pris på selv de mindste gloser,” fortæller hun.
 

Grønlandsk personale prioriteres

Afdelingssygeplejerske på Ilulissat Sygehus, Elsebeth Vandewinkel, ansætter helst ikke nyuddannede sygeplejersker. Det kræver lidt hår på brystet, når man skal op og arbejde i situationer, der kan være noget helt andet, end hvad man har lært og oplevet i Danmark.

gron_illulisatI Ilulissat er byens huse udstyret med den karakteriske
farvede træbeklædning. Byen har knap 5.000 indbyggere, hvilket gør den til Grønlands  tredjestørste.
 Foto: Christoffer Regild

”Vi slår i vores jobopslag fast, at man skal have minimum to års erfaring, men ikke nødvendigvis grønlandserfaring,” siger hun.

Hun ville rigtig gerne ansætte flere grønlandske sygeplejersker, men de søger ofte mod Nuuk eller Danmark, fortæller Magga Brandt.

”Vi har en ung pige her fra byen, der har valgt at være anæstesisygeplejerske, men det kræver to års erfaring fra et sted, hvor man lærer en masse, og det gør man i Nuuk. Her sker der nok for lidt, så for hende er det sikkert det rigtige at gøre. Vi sender jo f.eks. vores intensivpatienter til Nuuk,” siger Magga Brandt.

Hun er ikke i tvivl om, at det ideelle ville være, at der var flere grønlandske sygeplejersker og læger.
Elsebeth Vandewinkel ville også gerne hyre flere grønlandske sygeplejersker, men der er som sagt ikke mange at vælge imellem.

Hun har netop ansat en sygeplejerske, der først bliver uddannet til sommer, men det er så attraktivt med en grønlandsk kollega, at de alligevel har gjort det.

”På den måde vælger vi måske en dansk sygeplejerske med fem års erfaring fra, men som vi så skulle lære op og ville miste igen efter nogle måneder.”

SY-2014-05-22-3-1xNogle hundrede meter fra pladsen, hvor langt de fleste slædehunde holder til, ligger en gammel kirkegård. Til trods for at den er slidt og ser lidt efterladt ud, er der lagt friske blomster ved flere af gravstederne. Foto: Christoffer Regild.
 

Følelsen af afmagt

Det er dog ikke kun arbejdsgangen, der kan være grænseoverskridende.
I Grønland har man en øget forekomst af hjerneblødninger af genetiske årsager. Det betyder, at der af og til er yngre patienter, måske i trediverne, der kommer på sygehuset. Havde det været i Danmark, kunne man hurtigt flytte patienten til en af de større byer, men i Grønland begynder et alvorligt puslespil:

”Vi kan bedøve dem og lægge dem i narkose, og så ringer vi til Nuuk for at få patienten evakueret. Det er ret dyrt, så det er ikke en beslutning, vi kan tage. Men får vi et ja, kan vi stadig risikere at skulle vente i mange timer. Det stiller patienten i en dårligere situation, end hvis det var foregået i Danmark, og i yderste konsekvens overlever patienten ikke,” fortæller Elsebeth Vandewinkel og fortsætter:

”Det kan også være en snestorm eller tåge, der betyder, at flyet slet ikke kan komme af sted. Så oplever du den her afmagt. Havde du stået i Danmark, var patienten måske ikke gået til. Befolkningen forstår, at det er en del af deres kultur og hverdag. Men det kan være hårdt for personalet at gå igennem.”

På den måde sætter landets geografiske opbygning og sundhedsvæsen nogle begrænsninger. Det kan ligeledes give en følelse af afmagt, man bør gøre sig klar over, før man tager til Grønland, mener Elsebeth Vandewinkel.
”Vi kan godt risikere at skulle vente op imod 5-6 timer. Det stiller patienten i et noget dårligere lys end hjemme i Danmark,” konstaterer hun og fortsætter:

”Man burde måske holde nogle forberedelseskurser i derhjemme,” siger hun.
 

Overraskende bredt arbejdsfelt

Udover den storslåede natur bliver mange også tiltrukket af de store udfordringer, man som sygeplejerske møder i Grønland. Men det er måske ikke alle, der på forhånd gør sig tanker om, hvor mange og hvor anderledes opgaver man går i møde.
Det oplevede Michael Gerfelt på egen krop, da han som nyuddannet sygeplejerske tog op til kulden for at arbejde:
”Det var meget overvældende. Kommer der f.eks. et barn med blindtarmsbetændelse, er det mig, der først tager telefonen og undersøger barnet. Jeg tager måske en blodprøve og assisterer så til sidst på OP. Vi er med i hele patientforløbet, og det kan jeg godt forstå, hvis der er nogen, der bliver overrasket over,” siger han.

Han har før sin ansættelse på Ilulissat Sygehus også arbejdet som bygdesygeplejerske, og her sidder man med endnu flere opgaver, mens man samtidig ikke har kollegerne at trække på i en svær situation. Det konkluderer Lise Hounsgaard. Hun er professor i sygepleje ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og har de sidste fem år har været knyttet til Sundhedsvidenskab ved Grønlands Universitet:

”Bygdesygeplejersken er oftest den eneste sygeplejerske med en sundhedshjælper som assistent og uden det tværfaglige team inden for rækkevidde. Andre hjælpepersoner kan kun nås via e-mail, telemedicin eller telefon,” forklarer hun.
Elsebeth Vandewinkel tror ikke, at alle danske sygeplejersker er klar over, hvad de kommer op til. Derfor kunne hun også godt tænke sig, at man gjorde mere ud af oplysning før afrejsen til Grønland.

”Man kan godt sige, at sygeplejerskeuddannelsen i Danmark bliver mere og mere specialiseret. Heroppe har vi alt fra stort til småt. Du skal derfor være indstillet på at tilegne dig noget viden. Du kan ikke stå i en vagt og sige ”jeg har aldrig passet nogen med det der før”. Det er bare ærgerligt, for du bliver nødt til det. Samtidig kan det også være frustrerende, at man ikke har tingene tæt på sig, som du har derhjemme,” siger hun.
 

Ikke anonym i supermarkedet

Man skal også kunne navigere mellem det faglige og det sociale, når man befinder sig i et så lille samfund. Det er stort set umuligt at gå en tur i supermarkedet eller fiskeudsalget ”Brættet” uden at møde en tidligere patient eller pårørende. Man kan med andre ord ikke skille arbejds- og privatliv fra hinanden, som man kan i Danmark. Det fortæller Michael Gerfelt:
”Der er ikke nogen anonymitet. Personligt synes jeg, det er vanvittigt spændende, men man skal også være klar over, at de kan være sure og se skævt til dig. Heldigvis har jeg ikke oplevet det som et problem. Tværtimod synes jeg, det er sjovt, når jeg er ude og handle, og der pludselig kommer en tidligere patient hen for at vise, hvordan hans ar er helet. Det er jo en måde at få anerkendt sit arbejde på,” forklarer Michael Gerfelt.

Netop dét, at der ingen anonymitet er, når man arbejder i Grønland, har Lise Hounsgaard også kunnet konkludere i hendes forskning i danske sygeplejersker i mindre byer og bygder i Grønland:

”Det var nyt for sygeplejerskerne at være meget synlige og på døgnbasis at befinde sig i en dobbeltrolle som professionel og rollemodel i befolkningen. Befolkningen var f. eks. bekendt med, hvad sygeplejersken lagde i indkøbskurven i bygdens eneste butik,” siger hun. 
 

Sygeplejerske eller halv turist

”Jeg oplever nogle gange, at folk kommer herop med ambitionen om at være halv turist. Det kommer bag på dem, at vi har travlt. Vi er ikke godt normeret, vi arbejder 40 timer om ugen, og nogle gange er der overarbejde. Så hvis sygeplejerskerne kun har naturoplevelser i hovedet, så er der nogle åbenlyse gnidninger mellem det, de forventer af opholdet, og det, vi forventer af dem,” forklarer Elsebeth Vandewinkel.

Det kan sundhedsplejerske Bente Juel genkende. Hun tror, at mange danskere er sporet ind på, hvad de vil have ud af tiden i Grønland, allerede før de overhovedet er taget af sted. På Ilulissat Sygehus er man afhængig af, at der kommer dansk personale på vikariater, og der går derfor rigtig meget tid med oplæring og introduktion.

”Det første, grønlænderne spørger dig om, når du starter på sygehuset, er, hvor længe du har tænkt dig at blive. Bagefter spørger de ind til din familie, men de er mest interesseret i, om du er væk igen om kort tid,” fortæller Bente Juel og bliver suppleret af Elsebeth Vandewinkel:

”Man kan godt forstå, hvis de er frustrerede over hele tiden at skulle forholde sig til nye relationer. Jeg er dybt imponeret over, hvor godt de tager imod nye kolleger, selvom de måske ikke orker at involvere sig, for snart er de nye folk væk igen.”
Patienterne er oftest kun kortvarigt i kontakt med personalet og oplever derfor ikke den store udskiftning som et problem. De stillinger, hvor man er i tæt samarbejde med familierne, som f.eks. Bente Juels sundhedsplejerskestilling, sørger man dog for at besætte fast personale.

”Jeg synes heldigvis, det er sjældent, der kommer folk herop, som ikke burde have været her,” siger afdelingssygeplejerske Elsebeth Vandewinkel.

Hun forsøger at sikre, at vikarerne får en god oplevelse på sygehuset og så kommer igen med deres grønlandserfaring i bagagen. På den måde kan man spare tid og ressourcer på oplæring. Især i anæstesien er man særligt afhængig af vikarer, som der ca. kommer en ny af hver anden måned. De er simpelthen ikke til at få fat i, fortæller Magga Brandt.

”Det er klart et område, hvor vi mangler folk, men vi kan ikke få dem herop. Anæstesisygeplejersker, der arbejder på OP hver dag, kommer herop og arbejder på en helt anden måde, end hvad de er vant til hjemmefra. Jeg tror, man i Danmark tænker meget i at specialisere sig, men her skal man kunne det hele. Derfor er det også dejligt, når der er gengangere, der kan sætte sig selv i gang.” 

 Man bruger ikke deciderede vikarbureauer, da det er forbundet med for mange økonomiske omkostninger. Derfor skal man være forberedt på, at man efter en måned ikke længere er én af de nye, og at dine kolleger stopper med at holde i hånden. Ofte fordi de enten selv er på vej væk, eller du er det.

Til trods for de mange ting, man skal gøre sig klar før afrejse, og de ting, man møder i det grønlandske sundhedsvæsen, så brokker personalet sig ikke. Elsebeth Vandewinkel er i hvert fald ikke ked af, at hun sprang ud i det og tog jobbet på det lille sygehus:

”Der er mange udfordringer. Men forhåbentlig kan man også se, at jeg er glad for at være her. De ting, vi får lov til, lægerne får lov til, og de ting, vi oplever, er fantastiske. Jeg tror, mange kommer hjem til Danmark og pludselig føler, at de må lægge bånd på sig selv, fordi de ikke længere må de samme ting som i Grønland. Så det er for mig at se en gave at være sygeplejerske i Grønland,” konstaterer hun.

Læs også Sygeplejersken nr. 1/2014, en artikel baseret på et forskningsprojekt, der fokuserede på sygepleje i de små byer og bygder i Grønland: Læs Videnskab & Sygepleje: Lise Hounsgaard et al. Kendetegn ved sygeplejepraksis i mindre byer og bygder i Grønland. .

Overvejer du at arbejde i Grønland?
Emneord: 
Arbejdsmiljø
Annonce