Interview med sundhedsministeren: "Vi skal stigmatiseringen til livs"

​
Sundhedsminister Nick Hækkerup giver interview til Sygeplejersken. I midten ses særlig rådgiver Søren Lippert og til højre journalist Pelle Lundberg Jørgensen. Foto: Søren Svendsen. 

Sygeplejersken mødte sundhedsminister Nick Hækkerup (S), som i starten af februar 2014 overtog posten fra sin partifælle Astrid Kragh. Det blev til en snak om, hvordan Nick Hækkerup ser sygeplejerskers rolle, og hvad der optager ham i arbejdet som sundhedsminister.  Undervejs i interviewet bliver der også stillet nogle af de spørgsmål fra læserne, som er sendt ind inden interviewaftalen på opfordring på Facebook.

Hvordan ser du sygeplejerskens kerneopgave og rolle i samfundet?
”På mange måder er sygeplejerskerne omdrejningspunktet i vores sundhedsvæsen i den forstand, at det ofte er ham eller hende, du møder først og i øvrigt har en lang række kontakter med i forløbet hos f.eks. den praktiserende læge, kommunen eller sygehuset. Det er en helt central del af vores sundhedsvæsen.”

På Facebook har vi spurgt vores læsere, hvad de gerne ville spørge dig om. Nogle gennemgående temaer er travlhed, mange patienter, sygere patienter og færre ressourcer, og i forlængelse af det vil de gerne vide, om du anerkender, at sygeplejerskers produktivitet er blevet øget de senere år?
”Det er der slet ikke tvivl om, for vores sundhedsvæsens produktivitet er faktisk steget meget de sidste år. Sundhedsvæsenet yder simpelthen mere nu, end man før har gjort. Det, man så skal sørge for, er, at der bliver hældt brændstof nok på, for det er ikke interessant at kunne køre langt, hvis der ikke er noget at køre med. Og det, der skal hældes på, er ressourcer. Men også arbejdsmiljøet, glæden ved arbejdet og muligheder for efteruddannelse er vigtige ting, der skal være i orden for at kunne yde høj produktivitet.”

Hvis vi lige kan holde fast i arbejdsmiljøet, så er der mange, der oplever, at de ikke får anerkendelse nok. Hvad kan man gøre ved det?
”Det er noget af det, vi er dårligst til i den offentlige sektor. At stoppe op og klappe os selv på skulderen eller chefen, der roser sit personale. Simpelthen være stolt og løfte næsen lidt. At have en forståelse for, at det arbejde, man laver hver dag, har betydning for andre mennesker og giver en tryghed i samfundet. Hvis du stoppede folk på gaden, så ville de jo sige, at de kunne komme på hospitalet og få behandling, hvis de bliver syge. At når mor skal hjem fra hospitalet, kan hun blive genoptrænet, og når der skal fødes børn, så kommer der en hjemmesygeplejerske, der sikrer, at alt går godt. Der er så meget bekymring, der bliver taget fra folk, fordi vi har et sundhedsvæsen, der fungerer, og der ikke er penge mellem folk. Og den anerkendelse og glæde ved det er simpelthen ikke stor nok. Der er hele tiden fokus på de dårlige historier, men alt for lidt anerkendelse af det arbejde, der hver eneste dag sker, og som holder denne store og komplekse maskine i gang, hvilket betyder, at danskerne ikke behøver at bekymre sig, men har en grundlæggende tryghed, man ikke kender i andre lande.”

Når du lister det op sådan, så er der jo et mismatch mellem betydningen af sygeplejerskens rolle og den anerkendelse, de får. Kan du godt forstå, at der er nogen, der føler sig overset?
”Ja, det kan jeg sagtens forstå. For på en eller anden måde får vi lullet os ind i en verden, hvor vi tænker, at sådan er det jo bare, og så glemmer man at give det klap på skulderen og sige tak, men det er faktisk supervigtigt at huske. I virkeligheden er det ikke så meget, der skal til. En opmærksom chef, der fortæller dig, at du gør det godt, kan være det, der gør forskellen. Vi er for dårlige til at fortælle, når noget går godt.”

En læser har skrevet, at kommunerne for tiden oplever flere borgere med komplekse sygdomme, samtidig med at vi bliver ældre. Kommer der ressourcer til de øgede opgaver?
”Der er faktisk over de sidste par år blevet ført flere ressourcer til kommuner. Det er også i høj grad et spørgsmål om, hvordan man tilrettelægger arbejdet, og hvordan man udvælger, hvilke opgaver der skal prioriteres. Nu er det ikke noget, jeg siger, fordi det er jer, jeg snakker med, men jeg synes i høj grad, man skal lade fagfolkene være fagfolk og prioritere. Da vi fik vores fjerde barn, Malte, var jeg borgmester i Hillerød, og dengang var det stadig sådan, at sundhedsplejersken skulle komme otte gange, men når man har fire børn, så ved du altså godt, hvordan du skifter en ble.  Lad os i stedet bruge nogle flere ressourcer på de forældre, der har et større behov, eller måske nogle af de ældre.Så i stedet for de her pakkeløsninger sidder der jo fagfolk med kendskab til borgerne og deres behov, der kan sige, hvad der skal til.”

Så det er snarere en omfordeling end en tilføjelse af ressourcer?
”Der er blevet tilført ressourcer, og der er også andet at trække på end dét med at omfordele ressourcerne. Jeg tror på, at der kan leveres mere, hvis man i højere grad lader folk være kaptajner i eget arbejde.”

En anden læser spørger, hvordan du har tænkt dig at gøre sundhedsvæsenet mere effektivt, uden at personalet bliver yderligere presset?
”Der er ikke én ting at gøre. Det er besværligt og komplekst, men der er meget at komme efter. Der er en afbureaukratiseringsdagsorden, der ikke er blevet løftet. Vi ved jo, at der sidder sygeplejersker, der siger, de bruger for meget tid på registrering og bureaukrati, som ikke bliver brugt til noget, og her kan man i hvert fald frigive nogle ressourcer.Det kan man også, hvis vores IT fungerer og udvikles, så også her er der noget at komme efter. Det er i høj grad ledelsen på de enkelte arbejdspladser, der har til opgave at tilrettelægge arbejdet, så man får mest muligt ud af det. Så der er forskellige elementer, der hver især kan bidrage til, at det går den rigtige vej.”

Patientsikkert Sygehus har vist, at tryksår, infektioner og blodforgiftninger kan reduceres. Er det ikke noget, man bør brede ud til hele landet?
”Det er et godt spørgsmål, for det er et eksempel på, at man ét sted gør noget godt, og hvorfor skal vi så ikke kunne lære af det? Det tror jeg, vi skal blive bedre til kommunerne imellem eller sygehusene imellem. Lige præcis de patientsikre sygehuse kan være svære at kopiere 1-til-1, men der er alligevel nogle delelementer, man kan tage med sig videre og lære af.”

Det er svært at tale imod gode resultater, men kræver det ikke, at der bliver tilført flere ressourcer for at få bredt dem ud?
”Efteruddannelse er sikkert et element af det, men i forhold til de patientsikre sygehuse er vi jo i den heldige situation, at det vil spare ressourcer og øge kvaliteten af den behandling, man får, da man ikke bliver syg af at være der. Derfor vil der alt andet lige være færre sengedage, hvilket er en reel besparelse for sygehuset, eller det kan give dem mulighed for at bruge ressourcerne på noget andet. Så selvfølgelig vil det koste penge i uddannelse og oplysning, men laver man det store regnestykke, vil det i sidste ende ikke koste penge. De penge, man investerer i kurser, uddannelse og efteruddannelse, tjener man ind igen.”

Hvad er din vision for psykiatrien, og hvordan vil du opnå regeringens mål om at mindske brugen af tvang med 50 pct.?
”Hvis jeg kunne få det, som jeg ville, var der fuldstændig ligestilling mellem somatisk sygdom og psykisk sygdom, hvad angår behandling, ønske om behandling og syn på det. Ingen ser ned på én, der har brækket benet, hvorimod der er en stigmatisering i forhold til, at man måske har lidt knald i låget, hvis man har en psykisk sygdom. Alle ved, at man kan få lappet benet sammen, hvorimod man måske tænker, at en psykisk sygdom er noget, som personen altid bærer med sig, men sandheden er jo, at man også kan komme af med den. For at komme stigmatisering til livs kræver det, at der er et andet fokus på den psykiske sygdom, og det arbejder vi med i vores psykiatrihandlingsplan, der skal komme med initiativer til, hvordan vi kan bevæge os hen mod den her ligestilling og kunne tage hånd om de psykisk syge.”

Det virker ambitiøst?
”Det er også et stort skridt at tage for vores samlede sygehusvæsen, hvis vi vil have ligestilling på det her punkt. Men det er dét, der er ambitionen. Er det noget, der kommer til at tage lang tid? Ja, det er det. Er det noget, som vi helt præcis ved, hvordan vi skal opnå? Nej, det er det ikke. Men man havde også på et tidspunkt en ambition om at sætte en mand på månen. Det var man ikke helt klar over, hvordan man gjorde, men til sidst lykkedes det. Sådan er det også lidt her, for vi ved ikke rigtig, hvordan vi skal komme derhen, før vi er for enden af vejen. Men alene det at sætte det i fokus, satse på det og tage nogle initiativer, det er vigtigt.”

Dansk Sygeplejeråd har et ønske om at få tilført penge, så der kan komme flere sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatrien, mens sygeplejerskerne selv råber på flere hænder. Hvad vil du prioritere?
”Jeg er sikker på, at man kan finde psykiatriske afdelinger, hvor der mangler hænder, men jeg tror samtidig, man også vil kunne komme langt ved at lade sygeplejersker få psykiatrispecialuddannelser, så den viden, man har, bliver større. I virkeligheden skal man nok være åben for begge veje.”