Ny viden om sygeplejeviden

​

Med afsæt i sygeplejerskeuddannelsen identificerer jeg i en ph.d.-afhandling: ”Faglighed og problembaseret Læring” nogle nye, men centrale egenskaber ved professionsviden (1).

Ved hjælp af teorier fra en ny gren i uddannelsessociologien har det været muligt at trænge dybere ned i, hvad der karakteriserer styrkerne i faglighed og tværfaglighed. En sygeplejerskeuddannelse udgør hovedcasen i ph.d.-afhandlingen, og her bringes de vigtigste resultater fra undersøgelserne, der kan inspirere især uddannelsesaktører indenfor sygepleje.

Problem og fokus

Debatten om fag- og tværfaglighed er ofte uklar, fordi uddannelsesforskningen herhjemme har manglet begreber om den måde, viden opbygges på. Målet med mit ph.d.-projekt har derfor været at udvikle et mere fyldestgørende sprog for, hvordan viden organiseres og struktureres i uddannelsesprocesser.

Det gælder specielt i læringsforløb, om hvilke man har lagt en såkaldt problemorienteret ramme. Her kombinerer de sygeplejerskestuderende viden fra forskellige undervisningsfag til en sammenhængende argumentation. Hvordan dette foregår, har jeg analyseret med teorier fra den såkaldte Legitimation Code Theory (LCT) (2).

Herved har jeg kunnet vise nye træk og egenskaber i vidensopbygningen, og dette har bidraget til ny indsigt i fag- og tværfaglighedsbegrebet.

Resultater

Gennem studier af læreplaner, studierapporter, klasserumspraksisser samt interview med uddannelsesaktører på sygeplejerskeuddannelsen har det været muligt for mig at kortlægge, hvordan sygeplejestuderende har bygget argumentationerne op i de problemorienterede patientcases, der arbejdes med op gennem uddannelsen.

De enkelte undervisningsfag har ikke skullet læres hver for sig i egen ret, men de studerende har typisk skullet sammenføre viden fra både humanistiske undervisningsfag som eksempelvis etik, filosofi og religion samt fra naturvidenskabelige fag som anatomi og fysiologi. Udfordringen for de studerende har derfor været at få bygget en argumentation op, dvs. kædet viden sammen og understøttet den med gyldige begrundelser.

Sådanne vidensopbygninger opnår derved en særlig indre struktur, og analysearbejdet er kort sagt gået ud på at undersøge meningskondensering vertikalt og horisontalt. Det har jeg gjort ved at inddrage begreber som semantisk tyngde og semantisk tæthed, der vedrører bevægelsen – vertikalt mellem at skabe sammenhæng mellem det konkrete og det abstrakte, og horisontalt ved at analysere forskellige typer af relationer mellem teorier og discipliner på tværs af undervisningsfagene.

Herfra har jeg kunnet identificere forskellige disciplinaritetsegenskaber, som således er et udtryk for, hvorvidt den udviklede viden er robust og brugbar, og om den har potentiale til at kunne udbygges til at gælde for nye tilgrænsende problemområder.

Et typisk billede er, at der etableres et højt semantisk spænd i den sygeplejeviden, som de studerende opbygger i de nævnte patientcases, idet disse forsøges belyst med både praksisnære og meget abstrakte teorier. Med de nye begreber har jeg kunnet identificere de stærke og svage steder i den semantiske struktur og udsige noget kvalitativt om fagligheds- og tværfaglighedspotentialet.

Afhandlingens resultater taler derved ind i nogle af sygeplejefeltets aktuelle problemstillinger, hvor man længe har været optaget af teoriers gyldighedsområder og niveauer. Her synes jeg, begreberne om semantisk tyngde og tæthed er et nyt og brugbart bidrag, der supplerer de teorier om sygeplejeviden, der allerede er under udvikling. 

Verner Larsen er programkoordinator for Professionsdidaktik, Via University College Horsens.

Litteratur

1. Larsen V. Faglighed og problembaseret Læring: Vidensstrukturer i professionsbacheloruddannelser: en ph.d.-afhandling. 1st ed.: Aalborg Universitet; 2014.
2. Maton K. Knowledge & knowers: Towards a realist sociology of education. London: Routledge; 2014.