Sårsmerter hos patienter med kroniske ben- og fodsår. Del 1: Struktureret kortlægning og vurdering af sårsmerter

Introduktion

Ca. 1-2 pct. af befolkningen i vestlige lande har bensår eller fodsår. Forekomsten af sårsmerter varierer mellem forskellige patientgrupper og fra studie til studie. Mellem 50 og 100 pct. af patienter med forskellige sårtyper oplever sårsmerter (1-5). Sårsmerter er et af de mest almindelige og mest plagsomme symptomer ved bensår, og forskning viser, at sårsmerter kan have en negativ indvirkning på patientens aktivitet, dvs. evnen til at gå, søvn, den sociale og psykiske funktion, livskvaliteten (1,4-10) og sårets evne til at hele (4,9). Kortlægning og vurdering af patientens sårsmerter er et vigtigt første led i sårsmertebehandlingen (11) og giver et godt grundlag for en effektiv behandling af sårsmerterne (8).

Denne artikel redegør for en struktureret metode til grundlæggende og opfølgende kortlægning og vurdering af sårsmerter hos patienter med normal kognitiv funktion og forskellige sårtyper. For patienter med kognitivt svigt eller aldersdemens er det ofte nødvendigt at anvende andre metoder til kortlægning af sårsmerter, men disse metoder er ikke omtalt i artiklen.
 

Metode

Litteraturen, som artiklen bygger på, er fundet ved struktureret søgning i databaserne CINAHL og Medline med forskellige kombinationer af følgende søgeord: Pain, chronic wounds, leg ulcer, foot ulcer, diabetic foot, wound assessment, pain assessment, pain management og quality of life.

Der er endvidere søgt efter relevante konsensusdokumenter og guidelines på websiderne for European Wound Management Association (EWMA), World Union of Wound Healing Societies (WUWHS) og Scottish Intercollegiate Guidelines Network (SIGN). Derudover er der fundet kilder og forfattere, som artikler ofte henviser til, ved søgning i PubMed. Der er også benyttet relevante bøger om smerter.
 

Sygeplejerskers rolle

Sygeplejersker har en nøglerolle i forhold til at kortlægge og vurdere smerter hos patienter med sår, fordi sygeplejersker ofte har ansvaret for at udføre sårbehandling og yde pleje til denne patientgruppe. Det giver sygeplejersken en unik mulighed for at stille relevante spørgsmål og foretage observationer vedrørende patientens sårsmerter, udviklingen i dem og virkningen af smertebehandlingen samt døgnvariationen (12).

Via smertekortlægning og vurdering kan sygeplejersken give patienten, lægen og andre involverede faggrupper information og råd, som giver grundlag for optimalt valg af smertelindrende medicin og ikke-medicinske tiltag. Smertekortlægning giver også sygeplejersken et godt grundlag for at vurdere type og dosis af eventuel medicin, når der foreligger en liste over medicin, som er forhåndsgodkendt af en læge til brug p.n.
 

Generelt om smerter og smertekortlægning

Smerte forklares som en ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med vævsskade (13) som for eksempel sår. Smerte kan endvidere forklares som en subjektiv og personlig oplevelse. Derfor er smerte altid det, patienten siger, det er, og smerte forekommer, når patienten siger, at det er tilfældet (14). Dette er en hensigtsmæssig holdning at have, når man skal kortlægge og vurdere sårsmerter.

Som sygeplejerske kan man umuligt vide, hvor svære patientens smerter er, eller hvordan de føles, før man har spurgt patienten. Der findes heller ingen objektiv metode til vurdering af smerter. Man kan for eksempel ikke finde ud af, hvor plagsomme patientens smerter er ved at tage en biopsi eller måle sårets størrelse. Patientens selvrapportering anses derfor for at være den bedste metode til kortlægning af smerter (14,15).
 

Smertekortlægning i tre trin

Kortlægning af smerte kan forekomme kompliceret, men kan struktureres ved at inddele den i tre trin:

1. Kortlægning af helbredsmæssig baggrund
2. Grundlæggende kortlægning af smerter
3. Opfølgende kortlægning af smerter, se figur 1.

 
Klik på figuren for at se den i et større format

Kortlægning af helbredsmæssig baggrund er nødvendig for at få et helhedsindtryk af patientens helbredstilstand (16) og dermed sikre en god smertekortlægning. Sårsmerterne skal ses i sammenhæng med patientens helbredsmæssige baggrund, som f.eks. sårdiagnose, komorbiditeter/tillægsdiagnoser og tidligere og nuværende sår- og smertebehandlinger.

Grundlæggende smertekortlægning giver et nuanceret billede af sårsmerterne hos patienter med enten ubehandlede eller behandlede smerter og omfatter indhentning af information om sårsmerternes type, forekomst af hypersensibilitet, smerteintensitet, smertebeskrivelse, smertelokalisering, tidsmæssig variation af smerterne, deres indvirkning på fysisk og psykosocial funktion samt faktorer, der lindrer eller forværrer (17). Grundlæggende smertekortlægning udgør et vigtigt udgangspunkt for at vurdere opstart og type af smertelindrende behandling.

Opfølgende smertekortlægning giver et billede af sårsmerternes udvikling og smertebehandlingens virkning. Denne kortlægning er et væsentligt grundlag for vurdering af seponering af ineffektiv behandling eller ændring af eksisterende behandling ved f.eks. at øge eller reducere medicindosis eller ændre administrationsmåden. For at kunne følge smerternes udvikling over tid er det vigtigt at udføre kortlægningen jævnligt og anvende de samme kortlægningsværktøjer hver gang (4,10,17), se boks 1 og 2.

Forskellige typer sårsmerter

Sårsmerter kan inddeles i fire typer: baggrundssmerter, tilfælderelaterede smerter, procedurerelaterede smerter og operationsrelaterede smerter (18,19). Ud fra typen af sårsmerter kan smerterne endvidere klassificeres som akutte eller kroniske samt nociceptive, inflammatoriske eller neuropatiske (9,20). Hvilke smertetyper, patienten har, fastlægges ud fra kliniske vurderinger og patientens selvrapportering. Det er lægens opgave at diagnosticere smerterne, men sygeplejersken kan kortlægge og foretage vurderinger af sårsmerter og give information om dem videre til lægen og andre involverede faggrupper.

Baggrundssmerter kan opleves i forbindelse med hvile, og når såret ikke behandles. Denne type sårsmerter forårsages af såret selv og lokale sårfaktorer som inflammation, infektion eller maceration. Tilfælderelaterede smerter opleves ved daglige aktiviteter som mobilisering og hoste, eller ved at bandagen løsner sig eller bevæger sig på såret. Procedurerelaterede smerter opleves ved håndtering af såret i forbindelse med sårbehandling. Operationsrelaterede smerter opstår ved invasiv behandling og håndtering af såret, f.eks. ved kirurgisk debridering (17,19). 

Akutte smerter defineres ofte som relativt kortvarige smerter, der forsvinder, når skaden er helet. De akutte smerter har en væsentlig fysiologisk funktion og varsler kroppen om vævsskade (21). Hos patienter med sår optræder de akutte smerter hyppigt ikke kun, når såret er nyopstået, men som gentagne smerteepisoder i forbindelse med f.eks. sårbehandling eller aktivitet (10). Kroniske smerter er smerter, som varer over lang tid. De kroniske smerter har som regel ikke nogen udpræget nyttefunktion og kan føre til uhensigtsmæssig lidelse hos patienten (21). Hos patienter med sår kan de kroniske sårsmerter være knyttet til vævsskade fra selve såret, kronisk inflammation eller vedvarende sårinfektion (4,10).

Nociceptive smerter opstår som en normal og akut reaktion (17), der forårsages af et smertefuldt stimulus i skadet somatisk væv (13,22), som f.eks. hvis man slår en tå på et bordben. Inflammatoriske smerter forårsages af skade og inflammation i somatisk væv. Hos patienter med denne smertetype (22) kan der opstå overfølsomhed som hyperalgesi eller allodyni (smerter ved berøring af sårbund og sårkant).

Neuropatiske smerter er forårsaget af skade eller sygdom i nervevæv, nærmere bestemt det somatosensoriske nervesystem (13). Tegn på neuropatiske sårsmerter kan være pludseligt indsættende smerter uden kendt årsag, (17,23), positive neurologiske sensoriske test og en anamnese, som indikerer, at der er skade eller sygdom i nervesystemet (13).

Sårsmerter er et sammensat symptom. Patienter med sår har som regel ikke kun én type smerter, men flere typer smerter fra såret samtidig. For eksempel kan en patient med et venøst bensår have både baggrundssmerter forårsaget af vævsskade og kronisk inflammation, tilfælderelaterede smerter i forbindelse med ødem og aktivitet og procedurerelaterede smerter ved sårbehandling. Hvis patienten har haft såret og baggrundssmerterne gennem længere tid, har patienten kroniske smerter, men også akutte smerter i forbindelse med sårskift.

Desuden kan patienten have nociceptive smerter som følge af den vævsskade, såret forårsager, eller det tryk, kompressionsbandagerne udøver ved opstart af kompressionsbehandling. Patienten kan også have inflammatoriske smerter som følge af inflammationen i det væv, hvor såret er lokaliseret.

Kortlægning af typen af sårsmerter giver viden, som er nyttig, når det skal vurderes, hvilken form for analgetisk behandling der er egnet til patienten. Hvis patienten har plagsomme kroniske og kontinuerlige baggrundssmerter, bør vedkommende behandles med langtidsvirkende analgetika. Hvis patienten har smerter i forbindelse med sårbehandling, bør vedkommende få korttidsvirkende analgetika. Har patienten neuropatiske smerter, kan vedkommende behandles med antidepressiva eller antiepileptika.
 

Hypersensibilitet (overfølsomhed)

Der kan forekomme overfølsomhed som hyperalgesi og allodyni hos patienter med bensår (23). Hyperalgesi forårsages af vævsskade og inflammation (24), og tilstanden indebærer, at patienten oplever stærkere smerter end forventet som reaktion på stimuli, der normalt giver smerter. For eksempel gør det normalt kun lidt ondt at få injiceret lokalanalgetika i uskadet væv, mens det normalt gør meget ondt at få injiceret lokalanalgetika i en sårkant eller sårbund. 

Allodyni kan skyldes skade i somatisk væv, inflammation eller skade/sygdom i perifere nerver. Allodyni defineres også som hypersensibilitet. Tilstanden indebærer, at patienten oplever smerter som reaktion på stimuli, der normalt ikke giver smerter (13). For eksempel gør berøring eller kølig træk normalt ikke ondt, men hos nogle patienter kan berøring eller let nedkøling af sårbunden eller sårkanten være meget smertefuld (23).

Hypersensibilitet kan kortlægges ved at spørge patienten, om vedkommende oplever uventet stærke smerter i forbindelse med sårskift eller smerter ved let berøring af såret. Sygeplejersken bør også være særligt opmærksom på patientens reaktioner under sårbehandlingen. Hvis patienten for eksempel trækker benet til sig, vånder sig eller giver udtryk for smerter ved let berøring af såret, er dette tegn på allodyni.

Sygeplejersken kan også stryge over sårkanten eller huden omkring såret med en vattot. Hvis patienten siger, at det er smertefuldt, er det tegn på, at vedkommende har allodyni. Kortlægning og vurdering af hyperalgesi og allodyni giver blandt andet et godt grundlag for at vælge lokale behandlingstiltag rettet mod at sikre skånsom håndtering af såret. Tilrettelæggelse af sårbehandling i samarbejde med patienten kan opleves betryggende og lindrende (2).
 

Smerteintensitet

Smerteintensitet, dvs. hvor stærke smerterne er, kan måles på flere forskellige måder, f.eks. ved hjælp af en numerisk skala, en verbal skala eller en ansigtsskala. Forskning viser, at de fleste patienter foretrækker en numerisk rangskala (NRS) fra 0 til 10. Skalaen kan bruges mundtligt og visuelt (25). For at opnå en måling, der er så korrekt som muligt, er det vigtigt at vide, hvordan skalaen skal anvendes. Et vejledende spørgsmål er: ”På en skala fra 0 til 10, hvor 0 er ingen smerter, og 10 er de værst tænkelige smerter, hvordan vurderer du så smerterne i dit sår, som de er lige nu/som de har været i dag/som de har været den sidste uge?” NRS-skalaen anvendes til at klassificere patientens smerter som milde (1 til 3-4), moderate (3-4 til 6-7) eller stærke (6-7 til 10), se figur 2 (26,27).

Smerteintensiteten danner grundlag for at vurdere, hvilken form for analgetika patienten bør have og virkningen af den (17,28). Skalaen er følsom over for ændringer i smerteintensiteten over tid og efter behandling (4), og en reduktion på 30-50 pct. vurderes ofte som indikation på effektiv behandling (25).

Klik på figuren for at se den i et større format

En verbal skala er som regel lettest at anvende, hvis patienten synes, det er svært at sætte tal på smerteintensiteten. Den verbale skala kan anvendes mundtligt, og patienten bliver bedt om at vurdere, om sårsmerterne er milde, moderate, stærke eller meget stærke. Denne skala giver et mindre nuanceret billede af patientens smerteintensitet og er mindre følsom over for ændringer i smerteintensiteten over tid, men kan dog alligevel godt anvendes til kortlægning af smerter og vurdering af smertebehandling (29).

Eftersom sårsmerter kan opleves i hvile, ved aktivitet og i forbindelse med sårpleje, bør smerteintensiteten vurderes for alle de forskellige situationer for at opnå et nuanceret billede af patientens smerteintensitet. For at vurdere effekten af analgetika er det nyttig at måle smerteintensitet lige før og ca. 60 minutter efter indtagelse af analgetika.  

Beskrivelse af sårsmerter

Patienter med sår giver ofte varierende og individuelle beskrivelser af deres sårsmerter og kan gøre brug af ord som værkende, bankende, ømme, brændende, sviende, stikkende eller udstrålende (4,17,30). Det ord, patienten bruger til at beskrive smerterne, bør ikke benyttes som eneste grundlag for at diagnosticere sårsmerternes type (13). For eksempel bruges ordet ”brændende” ikke kun til at beskrive neuropatiske smerter, men også nociceptive og inflammatoriske smerter. At ”smertene kommer pludseligt og uden forvarsel” kan både forårsages af, at bandagen løsner sig og skaber friktion i såret og være et tegn på neuropatiske smerter.
 

Sårsmerternes lokalisering

Sårsmerterne kan være lokaliseret til selve såret, sårkanter og den omkringliggende hud eller kan stråle ud fra såret eller omfatte dele af benet (2). Lokaliseringen kan give en indikation af årsagen til sårsmerterne. Hvis smerterne f.eks. er lokaliseret til sårbunden, er det ofte såret, der er årsag til smerterne. Hvis smerterne er lokaliseret til sårkanten, kan de skyldes maceration af huden på grund af sårsekret eller kontaktdermatitis.

Hvis smerterne er lokaliseret til benet generelt, kan det være ødemer, iskæmi eller neuropati, der er årsag til, at patienten har ondt (3). Ved lokalisering af sårsmerterne opnås der en indikation af, hvilken form for lokal sårsmertebehandling der kan benyttes. Hvis f.eks. sårsmerterne er lokaliseret til huden omkring såret, vil det ikke gavne ret meget at tilføre lokalanalgetika i sårbunden.
 

Sårsmerternes tidsmæssige variation

Sårsmerter kan være konstante eller variere over døgnet (1). Det kan derfor være nyttigt at spørge patienten, om sårsmerterne er mindst eller mest intense om morgenen, om formiddagen, midt på dagen, om eftermiddagen, om aftenen eller om natten (12). Præcise klokkeslæt kan være nyttig, supplerende information.

Nogle patienter har mest ondt om natten som følge af øget temperatur og høj varme under dynen (8), få indtryk eller stimuli, mangel på afledning og god tid til at fokusere på smerterne. Natlige smerter optræder også hyppigt hos patienter med arteriel insufficiens, fordi den arterielle blodtilførsel reduceres, når man ligger fladt i en seng, og benene er hævet. Andre patienter kan have mere ondt om eftermiddagen, og smerterne er da ofte knyttet til aktivitet eller forekomst af ødemer.

Eftermiddagssmerter ses ofte hos patienter med venøs insufficiens. Kortlægning og vurdering af sårsmerternes døgnvariation giver et godt grundlag for at finde frem til den form for analgetika og den administrationsmåde, der er bedst egnet til patienten (18).
 

Sårsmerternes indvirkning på funktion

Sårsmerter kan påvirke patientens fysiske, psykiske og sociale funktion. Studier viser, at patienter med forskellige typer sår angiver, at sårsmerter har en negativ indvirkning på søvn, evnen til at gå (2), humør og psykisk velvære (9,10). Patienter med sårsmerter vælger ofte at lade være med at gå ud og at afholde sig fra socialt samvær med vennerne (7,10).
Kortlægning og vurdering af sårsmerternes indvirkning på funtionsevnen må ske i samarbejde og dialog mellem sygeplejersken og patienten.

Sygeplejersken bør tale med patienten om, hvorvidt sårsmerterne fører til, at patienten sover dårligt, undgår fysisk aktivitet, føler sig deprimeret, er bange eller stresset, undgår samvær med familie og venner eller oplever sin livskvalitet som værende dårlig. Informationen danner bl.a. grundlag for igangsætning af medicinske og ikke-medicinske tiltag med henblik på lindring af smerter og forbedring af patientens fysiske, psykiske og sociale funktion.

F.eks. kan patienten have moderate smerter, som er ”til at leve med”. Patienten bevæger sig imidlertid ikke mere end højst nødvendigt og deltager ikke længere i socialt samvær med sine venner, fordi dette gør smerterne uudholdelige. Derfor bør behandleren overveje at igangsætte forskellige smertelindrende tiltag, således at patienten kan blive mere aktiv og genoptage sit sociale liv.
 

Lindrende og forværrende faktorer

En række faktorer som f.eks. aktivitet, stillingsskift, tidligere oplevelser af sårsmerter og forventninger om sårsmerter kan virke lindrende og/eller forværrende på sårsmerter (17). Det er ofte individuelt og afhængigt af sårtypen, hvilke faktorer der virker henholdsvis lindrende og forværrende på sårsmerter. Disse faktorer skal derfor kortlægges individuelt.
Fysisk aktivitet kan reducere ødemer og ødemrelaterede smerter, men for meget fysisk aktivitet kan øge sårrelaterede smerter og iskæmismerter (30).

Endvidere kan ændring af benets stilling både lindre og forværre sårsmerter. Hos patienter med venøse bensår mindskes sårsmerterne ved let gang og ved at hæve benene, fordi ødemerne reduceres. Sårsmerterne tiltager i stillestående position, fordi ødemerne øges. Hos patienter med arterielle sår tiltager sårsmerterne, hvis benene hæves, fordi den arterielle tilførsel af blod reduceres, og derved opstår iskæmi. Sårsmerterne mindskes, når benene hænger nedad og i stående stilling, fordi den arterielle blodtilførsel øges (4).

Hvis patienten tidligere har oplevet, at sårbehandling eller forskellige aktiviteter medførte smerter, kan det skabe en smerteforventning, som forværrer smerteoplevelsen. F.eks. kan patienter, som har haft stærke smerter ved håndtering af sår, frygte sårbehandling, fordi de forventer at få ondt (9,31).

Kortlægning og vurdering af lindrende og forværrende faktorer må ske i samarbejde og dialog mellem sygeplejersken og patienten. Informationen kan bl.a. danne basis for igangsætning af ikke-medicinske tiltag, så patienten bliver bevidst om, hvad der kan gøres eller undgås for at opnå færre smerter. Disse faktorer kan desuden anvendes som udgangspunkt i samtaler med det formål at afstemme forventninger og reducere patientens frygt for sårbehandling, aktivitet eller bevægelse.
 

Brug af spørgeskemaer og smertedagbog

Smertespørgeskemaer og smertedagbøger er ofte sammensat af spørgsmål, der kortlægger flere dimensioner af smerter, f.eks. intensitet, lokalisering, tidsmønster m.m. Der eksisterer kun få registrerings- eller spørgeskemaer, der specifikt omhandler sårsmerter. Sårsmertespørgeskema er udviklet i samarbejde mellem såreksperter og medicinalfirma og er frit tilgængeligt til brug for klinikere på webstederne less-pain.com/no og www.saar.dk > Bladet sår > Sårindex > Sår 4-2006.

Der kan også benyttes spørgeskemaer, der kortlægger smerter generelt, i forbindelse med grundlæggende kortlægning af sårsmerter (12). Eksempler på sådanne skemaer er Brief Pain Inventory (BPI) og McGill Pain Questionnaire (MPQ) (32). Disse skemaer er tilgængelige på webstedet www.spoergeskemaer.dk, og der kan opnås tilladelse til at benytte skemaerne ved at kontakte skemaernes forfatter eller oversætter.

Man kan også bede patienten om at udfylde smertedagbøger i en begrænset periode for at få et overblik over sårsmerternes intensitet, variationer over døgnet og lindrende/forværrende faktorer (4,17).

Spørgeskemaer, registreringsskemaer og dagbøger kan fungere som nyttige påmindelser til sygeplejersken om at huske at kortlægge og vurdere sårsmerter samt evaluere smertebehandlingens effekt. Desuden sikrer sådanne værktøjer, at der indsamles nødvendig og ensartet information.

Skemaerne skal være enkle at bruge og ikke for omfattende og tidskrævende (33). Spørgeskemaerne må ikke erstatte samtalen og interaktionen mellem sygeplejerske og patient i forbindelse med kortlægning af sårsmerter (30). Skemaerne kan være nyttige som grundlag for en god samtale, idet de kan få patienten til at åbne op og give både patient og sygeplejerske noget konkret at forholde sig til ved kortlægning af sårsmerterne (4,12). For at få udbytte af denne form for skemaer skal sygeplejersken og patienten vide, hvordan de bruges og fortolkes (17).
 

Hyppighed af kortlægning af sårsmerter

Grundlæggende smertekortlægning bør udføres ved det første patientmøde og gentages ved mistanke om betydelige ændringer i patientens sårsmerter. Opfølgende smertekortlægning bør udføres jævnligt hos patienter med sårsmerter (4). Infektion i såret og forværring eller bedring af det er almindelige sårrelaterede faktorer, der kan ændre smerterne. Det er godt, hvis sådanne ændringer kortlægges tidligt for at begrænse smerterne mest muligt.

Ved opfølgende smertekortlægning bør sårsmerter som udgangspunkt kortlægges og vurderes ved hver sårbehandling (før, under og efter proceduren). Hos patienter med kraftige eller ustabile baggrundssmerter eller tilfælderelaterede smerter bør sårsmerterne kortlægges hyppigt og ved hvert besøg eller hver konsultation (4). Hos patienter med stabile sårsmerter skal den opfølgende smertekortlægning tilpasses individuelt, idet kortlægningen dog helst skal udføres ved hvert sårskift og mindst én gang om ugen.
 

Dokumentation af sårsmerter

Kortlægningen og vurderingen af sårsmerter skal skrives ind i patientens journal og være tilgængelig for alle sundhedspersoner, der skal behandle patientens sår og sårsmerter (8,12). Denne dokumentation sikrer god kommunikation mellem sundhedspersoner og regelmæssig opfølgning på patienten (4,10). Indledningsvist nedskrives den grundlæggende kortlægning af sårsmerter med information om sårsmerternes type, forekomst af hypersensibilitet, smerteintensitet, smertebeskrivelse, smertelokalisering, tidsmønster for smerterne, deres indvirkning på funktion samt lindrende og forværrende faktorer.

Efterfølgende journalnotater baseres på opfølgende smertekortlægning og bør som minimum indeholde information om sårsmerternes intensitet og eventuelle forbedringer eller forværringer af sårsmerterne. De samme måleværktøjer skal benyttes hver gang for at kunne følge udvikling og ændring i sårsmerterne samt dokumentere virkningen af smertelindrende behandling (4,10,18). Det kan være nyttigt at benytte kurver til at registrere og lave grafer for sårsmerteintensitet over døgnet og/eller ved sårbehandling til at se udvikling og ændring i smerter over tid (17).

 Skemaer til registrering af døgnkurve over sårsmerter og kurve over sårsmerter ved forbindingsskift fås ved henvendelse til Tone Marte Ljoså. Hendes e-mailadresse findes øverst i artiklen.
 

Konklusion

Kortlægning af smerter kan struktureres i tre trin, der omfatter kortlægning af helbredsmæssig baggrund, grundlæggende kortlægning af smerter og opfølgende kortlægning af smerter. Grundlæggende kortlægning af smerter omfatter en grundig indsamling af information om smerternes type, forekomst af hypersensibilitet, smerteintensitet, smertebeskrivelse, smertelokalisering, tidsmønster for smerterne, deres indvirkning på funktion samt faktorer, der lindrer eller forværrer. Opfølgende kortlægning af smerter er en mindre omfattende procedure og indebærer ofte indsamling af information om smerteintensitet og eventuelt ændringer i smerteoplevelsen.

Kortlægning af smerter kan anvendes til indledende beskrivelse af patientens sårsmerter og udgør et godt grundlag for at identificere behov for og udvælge type af smertestillende behandling. Kortlægning af smerter kan også anvendes til at vurdere virkningen af smertelindrende tiltag. Ændringer i smerternes intensitet og deres indvirkning på funktion giver en indikation af, om smertebehandlingen er tilfredsstillende eller bør ændres (10,17).

I del to af denne artikelserie, der bringes i Sygeplejersken 2014; (7), gives en uddybende beskrivelse af forskellige typer behandling af sårsmerter.  

Litteratur

1. Parker K. Psychosocial effects of living with a leg ulcer. Nursing Standard 2012;26(45):52-62.
2. Price PE, Fagervik-Morton H, Mudge EJ et al. Dressing-related pain in patients with chronic wounds: an international patient perspective. Int Wound J 2008;5:159-71.
3. Price PE, Fogh K, Glynn C et al. Managing painful chronic wounds: The wound pain management model. The International Wound Journal 2007;4(1):4-15.
4. Woo K, Sibbald G, Fogh K et al. Assessment and management of persistent (chronic) and total wound pain. Int Wound J 2008;5(2):205-15.
5. Ribu L, Rustøen T, Birkeland K et al. The prevalence and occurence of diabetic foot ulcer pain and it’s impact on health-related quality of life. The Journal of Pain 2006;7(4):290-9.
6. Briggs M, Flemming K. Living with leg ulceration: a synthesis of qualitative research. J Adv Nurs 2007;59(4):319-28.
7. Herber OR, Schnepp W, Rieger MA. A systematic review on the impact of leg ulceration on patients’ quality of life. Health Qual Life Outcomes 2007;5(1):44-56.
8. Maddox D. Effects of venous leg ulcerations on patients’ quality of life. Nursing Standard. 2012;26(38):42-9.
9. Solowiej K, Mason V, Upton D. Psychological stress and pain in wound care, Part 2: a review of pain and stress assessment tools. Journal of Wound Care 2010;19(3):110-5.
10. White R. Pain assessment and management in patients with chronic wounds. Nursing Standard 2008;22(32):62-8.
11. Wounds International. The best practice statement on pain and trauma in wound management. Wounds UK [tidsskrift på internettet]. 2004 Apr, Issue 1 [citeret 1. september 2013]. Tilgængelig på: http://www.woundsinternational.com/clinical-guidelines/best-practice-sta....
12. Wounds International. International consensus. Optimizing well-being in people living with a wound. An expert working group review. Wounds International [tidsskrift på internettet]. 2012 [citeret 3. september 2013]. Tilgængelig på: http://www.woundsinternational.com/pdf/content_10309.pdf.
13. Merskey H, Bogduk N. Pain Terms: A Current List with Definitions and Notes on Usage. I: Merskey H, Bogduk N, editors. Classification of Chronic Pain. Second edition. Seattle: IASP Press; 2011. p. 209-14.
14. McCaffery M, Bebe A. Smerter: En lærebok for helsepersonell. Oslo: Ad notam Gyldendal; 1996.
15. McQuay HJ, Moore A. Method of Therapeutic Trials. I: McMahon SB, Kolzenburg M, editors. Wall and Melzack’s Textbook of Pain. Philadelphia: Elsevier Inc.; 2006. p. 415-26.
16. World Union of Wound Healing Societies (WUWHS). Principles of Best Practice: Diagnostics and Wounds. A consensus document. London: MEP Ltd; 2008.
17. World Union of Wound Healing Societies (WUWHS). Minimizing pain at wound dressing-related procedures: A consensus document. London: MEP Ltd; 2004.
18. World Union of Wound Healing Societies (WUWHS). Minimizing pain at dressing-related procedures: Implementation of pain relieving strategies. A concensus document. Toronto: WoundPedia Inc; 2007.
19. Mölnlycke Health Care. Hvorfor har jeg smerter? [Industrisponsoreret sundhedsinformation på internettet]. 
20. Solowiej K, Upton D. Painful dressing changes for chronic wounds: assessment and management. Br J Nursing 2012;21(20):S20-S5.
21. Fishman S, Ballantyne J, Rathmell JP. Bonica’s pain management. London: Lippincott Williams & Wilkins; 2010.
22. M. D. Neuropathic pain: Pathophysiological responses of nerves to injury. Philadelphia: Elsevier Saunders; 2013.
23. The European Wound Management Association (EWMA). Position document: Pain at wound dressing changes. London: Medical Education Partnership Ltd; 2004.
24. Ringkamp M, Raja SN, Campbell JN, et al. Peripheral Mechanisms of Cutaneous Nociception. Philadelphia: Elsevier Saunders; 2013.
25. McQuay HJ, Moore A. Methods of therepeutic trials. I: McMahon S, Koltzenburg M, Tracey I et al, editors. Wall and Melzack’s Textbook of Pain. Philadelphia: Elsevier Saunders; 2013. p. 1264-7.
26. Dihle A, Helseth S, Paul SM et al. The exploration of the establishment of cutpoints to categorize the severity of acute postoperative pain. Clin J Pain 2006;22(7):617-24.
27. Li KK, Harris K, Hadi S et al. What should be the optimal cut points for mild, moderate, and severe pain? J Palliat Med 2007;10(6):1338-46.
28. World Health Organization (WHO). WHO’s pain ladder for adults. World Health Organization; 2013[citeret 3. september 2013]. Tilgængelig på: http://www.who.int/cancer/palliative/painladder/en/
29. Melzack R, Kats J. Pain measurement in adult patients. I: McMahon S, Koltzenburg M, Tracey I et al, editors. Wall and Melzack’s Textbook of Pain. Philadelphia: Elsevier Saunders; 2013. p. 931-53.
30. Young T. Assessment of wound pain: overview and a new initiative. Br J Nursing 2007;16(8):456-61.
31. Hollinworth H. The management of patients’ pain in wound care. Nursing Standard 2005;7:65-73.
32. Drewes AM, Helweg-Larsen S, Petersen P, et al. McGill Pain Questionnaire translated into Danish: experimental and clinical findings. Clin J Pain 1993;9(2):80-7.
33. Barret S. “Heal not hurt”: piloting an initiative on wound pain assessment. Br J Nursing 2007;12(6):S18-21.