Urininkontinente børn får mere og bedre hjælp

​

Mange børn i alderen 6-10 år lider af urininkontinens. I gennemsnit vil 1-2 børn i hver 0.-2. klasse have problemer med enten daginkontinens, natinkontinens eller begge dele. Også en del børn over 10 år har problemer med inkontinens, og alle kæmper de med angst for våde bukser, drillerier, bekymring for at sove hos kammerater, lejrture m.m.

Bedre bliver det ikke af, at emnet stadig er så tabubelagt. De færreste er stolte af at skulle sige til deres kammerater: ”Jeg tisser i sengen om natten.” Familiernes daglige liv er præget af barnets inkontinens; samtidig har en del forældre svært ved at forstå, hvorfor deres barn tisser i bukserne.

Mange tror, at inkontinens skyldes sygdom eller måske psykiske/sociale problemer. Men i langt de fleste tilfælde er det lige omvendt: Barnet tisser i bukserne, og som følge heraf er der risiko for psykiske/sociale problemer.
Inkontinens hos børn skyldes sjældent sygdom.

Ofte skal årsagerne findes i dårlige væske- og vandladningsvaner samtidig med, at en del børn har en hyperaktiv blære, der medfører akut vandladningstrang og hurtig, kraftig blæretømning. For andre kan det handle om, at de holder sig alt for længe, så blæremusklen bliver slap og dermed ikke er i stand til at tømme sig effektivt (1).

Dårlige toiletforhold på skoler og i SFO’er har stor betydning for børns vandladningsproblemer. Mange undgår at gå på toilettet i skoletiden, fordi toiletterne er snavsede og ulækre, der er for få af dem, og de er ofte placeret langt fra klasseværelserne (2). Det problem opfordrer vi de enkelte skoler og lokalpolitikere til at gøre noget ved. Faktorer som obstipation og gentagne urinvejsinfektioner kan have afgørende betydning, når vi taler børn og inkontinens.

På Klinik for Børneinkontinens har vi gennem adskillige år behandlet børn med urininkontinens. Antallet af børn, som henvises, er stort, og så meget desto mere glædeligt var det, da vi for nylig af regionsrådets pulje for samarbejdsprojekter vedrørende udsatte borgere fik bevilget godt en halv million kroner til et projekt, der skal komme urininkontinente børn til gode.

Projektet indebærer en række tiltag. Der etableres undervisning af lærere og SFO-personale på en række skoler i nærområdet og på sigt i hele regionen. Idéen til dette er opstået på baggrund af samtaler med forældre til vores inkontinente børn. Her angiver mange, at manglende viden hos skole- og SFO-personale om, hvordan børn med urininkontinens kan hjælpes, f.eks. med adgang til væske/drikkedunk eller hjælp til at huske toiletbesøg, gør det svært for familierne at gennemføre det planlagte behandlingsprogram. For at afhjælpe dette har vi valgt at sætte gang i et undervisningsprogram om den indsats, der er nødvendig, for at børnene kan blive tørre.

Desuden intensiverer vi børnenes forløb på Klinik for Børneinkontinens, så hvert barn får op til fire konsultationer med seks ugers intervaller med systematisk evaluering efter hver konsultation: væskeindtag, antal vandladninger, antal uheld samt måling af blærekapacitet og residualurin. For at fastholde motivationen er det vigtigt, at børnene ses med disse relativt korte mellemrum.

Antallet af konsultationer er besluttet ud fra en vurdering af, at børnene skal have en reel chance for at arbejde med deres problem over tid, samtidig med at behandlingen ikke bør vare for længe. Vores erfaring er, at resultaterne da ofte udebliver.
Efter tre måneder er det forventeligt, at ca. 40 pct. af børnene er renlige, og yderligere 35 pct. er blevet bedre. Vedblivende resultater kan vurderes efter 6-9 måneder (3).

Der gøres status efter fire konsultationer, og ved samme lejlighed bliver forældrene spurgt, om holdningen og indsatsen på skolen har ændret sig. Det fortsatte forløb rettes til og planlægges efter det enkelte barns behov. Dette kan i de svære tilfælde betyde en tredages planlagt indlæggelse på børneafdelingen med målrettet observation og vejledning ved specialuddannede kontinenssygeplejersker.

Vores udrednings- og vejledningsprogram retter sig mod det enkelte barn, men en række ting er standard og gælder for alle i nævnte rækkefølge:

Obstipation: rigelig væske, Macrogolbehandling, faste toilettider, ro omkring toiletbesøg og ordentlige siddeforhold.

Daginkontinens: vurdering af væske- og vandladningsskema, uroflow-målinger x flere, blærescanning før og efter vandladning med måling af evt. residualurin, justering af væskeindtag, faste toilettider, ro omkring toiletbesøg og ordentlige siddeforhold.

Natinkontinens (enuresis nocturna): vurdering af væske- og vandladningsskema, justering af væskeindtag, dobbeltvoiding før sengetid, evt. desmopressinbehandling, evt. ringeapparat.

Vi ændrer ikke på de anbefalede grundprincipper for behandling af urininkontinens hos børn. Nyt er fokus på information og undervisning af personer i børnenes hverdag, bedre og tættere samarbejde med primærsektoren og intensive, strukturerede forløb for børnene på Klinik for Børneinkontinens. Vi håber på den måde at kunne hjælpe langt flere børn til hurtigt og mere effektivt at blive tørre og derigennem medvirke til, at børnene og deres familier får en bedre hverdag. 

Helle Rungø er ansat på børneafdeling B1531, Nordsjællands Hospital, på vegne af Nefrourologisk team.  

Litteratur

1. Hansen B, Hansen A. Ufrivillig vandladning i dagtiden hos børn – kan det behandles? Ugeskrift for læger. 1996;158/8:1073-5.
2. Lundblad B, Berg M, Hellstrom A-L. Experiences of children treating functional bladder disturbances on schooldays. J Ped Urol (2007) 3:189-93.
3. Hagstroem S, Rittig N, Kamperis K. Mikkelsen MM, Rittig S, Djurhus JC. Treatment outcome of day-time urinary incontinence in children. Scan. J Urol Nephr (2008);(42):528-33.