Hjælp mindst muligt

Hjælp til selvhjælp bliver konkretiseret for en sygeplejerske under et besøg i Afrika. Hun benytter sin nye og grundfæstede viden i arbejdet som sygeplejerske på en neonatalafdeling efter at være kommet hjem.

a_low_oploeft
Alle fotos: Privatfoto

a_low_alexMasanga hospital ligger i en lille landsby midt i det vestafrikanske land Sierra Leone. Landet har været hærget af borgerkrig, og store dele af sundhedsvæsnet ligger derfor i ruiner. Den danske speciallæge Peter Bo Jørgensen stiftede i 2005 foreningen Masanga, der har til formål at rehabilitere og drive Masanga hospital (1). Foreningen er udelukkende drevet af frivillige, både i Danmark og i Sierra Leone.
I 2013 tog jeg til Masanga for at arbejde med sygeplejen på hospitalet. Jeg havde nogle klare idéer om, hvad jeg kunne bidrage med, og hvordan jeg ville gribe arbejdet an. Jeg er nu efter seks måneder vendt hjem med et langt mere nuanceret perspektiv på kommunikation, udviklingsarbejde og sygepleje.
 

a_low_hold

Motivation og anerkendelse

Det gik hurtigt op for mig, at sygeplejepersonalet på hospitalet ikke blot manglede faglig viden, de manglede i høj grad også motivation i deres arbejde. Begrebet faglig stolthed dukkede igen og igen op i mine tanker, og jeg tror, at jeg for første gang virkelig forstod, hvad begrebet indebærer. Jeg oplevede personale, der ikke satte sig ind i, hvilke patienter der var i deres afdeling, ikke tjekkede op på medicingivning og ikke reagerede på alarmerende værdier hos patienterne. Hvor var deres faglige stolthed, ansvarsfølelse og empati? Det stod klart for mig, at her lå hospitalets og personalets virkelige udfordring, og at det var det, jeg skulle arbejde med. Gennem kulturelt tilpassede medarbejderudviklingssamtaler (MUS) forsøgte jeg at vække disse essentielle sygeplejeegenskaber hos personalet. a_low_lokal

Bæredygtig hjælp

Havde jeg befundet mig på et dansk hospital, ville jeg blot have gået i gang med at indkalde personalet til samtaler. Alt arbejde i Masangaprojektet har imidlertid fokus på bæredygtighed, dvs. at der arbejdes med henblik på, at lokalbefolkningen med tiden skal overtage al drift af hospitalet. I stedet for selv at afholde MUS introducerede jeg derfor den lokale afdelingssygeplejerske for den anerkendende spørgeteknik. Sammen udviklede vi de konkrete spørgsmål, han skulle stille sine medarbejdere til samtalerne. Vi arbejdede på, a_low_teambuildinghvordan han gennem anerkendelse og inddragelse kunne motivere hver enkelt medarbejder. Han var en empatisk og klog kommunikator, og jeg følte en stor glæde ved at se, hvordan han lyttede til sine medarbejdere og fandt hver enkelt persons stærke sider frem. Det vil sandsynligvis tage flere år at ændre på det sygeplejefaglige personales motivation og ansvarsfølelse. Men sammen tog vi det første vigtige skridt og fik sat fokus på emnet.
 

Hjælp mindst muligt

Ligegyldigt hvor i verden man arbejder med udvikling, er det et centralt spørgsmål, hvor meget man kan og skal hjælpe. Skal den sygeplejestuderende have hjælp? Og hvor meget skal hun selv finde ud af? Hvor mange gode råd skal man give en patient i krise? Og hvor meget skal man i det hele taget hjælpe et udviklingsland? Underviser og sygehuspræst Bent Falk skriver, at man skal give mindst mulig hjælp (2). Man skal kun gøre det, der er nødvendigt, gør man mere, risikerer man at tage handlemulighederne fra dem,

Billedtekster - fra oven

1) Alex er født med misdannede arme. Han er blevet opereret for at få rettet sine håndled ud. Efterfølgende var han indlagt i mange måneder med gentagne infektioner i operationssåret.

2) Mig og det hold sygeplejestuderende, som jeg underviste et par gange om ugen.

3) En lokal sygeplejerske underviser de sygeplejestuderende på akut-modtagelsen.

4) Et af de motiverende projekter var en teambuilding-dag for de ansatte. Her laver vi en stafet, hvor man bl.a. skal måle puls. 

Klik på hvert enkelt foto for at se det i større gengivelse. 

man hjælper. Det beskriver meget præcist de oplevelser, jeg har fået af at arbejde med udvikling i Masanga. Der er en fin balance mellem at hjælpe ved at overtage arbejdet og derved fjerne handlemulighederne samt ansvarsfølelsen fra lokalbefolkningen, og at hjælpe ved at fungere som katalysator i projekter initieret af lokalbefolkningen.

Som sygeplejerske opfatter jeg dette som noget af det mest vanskelige, men når det lykkes, og den, man forsøger at hjælpe, blomstrer op og tager ansvar for sit eget liv, er det det hele værd.

Fire uger inden jeg skulle rejse hjem, havde jeg netop sådan en oplevelse. En af de lokale sygeplejersker kom med den idé, at vi skulle lave en sygeplejesammenslutning. Formålet skulle være at styrke sygeplejerskernes identitet på hospitalet og skabe et forum for vidensudveksling og en platform, hvor idéer til fremtidige danske frivilliges projekter kan tage form.

På den måde skabes projekterne lokalt og ikke i Danmark. Idéen var genial. Det, at den ikke kom fra mig, gjorde den blot endnu bedre. Hurtigt fik vi stablet et møde på benene, og vi begyndte at skrive vedtægter for sammenslutningen.
Efter min hjemrejse er to nye frivillige danske sygeplejersker taget til Masanga. De arbejder nu videre i samarbejde med de lokale sygeplejersker om sygeplejesammenslutningen.
 

Mine nye kompetencer

Jeg arbejder til daglig på en neonatalafdeling og møder her mange forældre i krise. Jeg er sikker på, at mine mange overvejelser om, hvordan og hvor meget man skal hjælpe, vil komme mig til gode her. Jeg forestiller mig, at jeg bedre vil kunne håndtere disse forældres situation og blot være til stede i relationen frem for at forsøge at komme med løsninger på deres til tider meningsløse situationer.

Litteratur

  1. www.masanga.dk eller https://www.facebook.com/MasangaCreatingLife
  2. Falk B. At være der hvor du er. København: Nyt Nordisk Forlag, 2010.
Emneord: 
Udviklingsland