5 faglige minutter: Jeg vil gerne bidrage

Vi sidder 9-10 mennesker om det store spisebord og sætter gran og lys i ler. Der er mos, lærkekogler, røde bær, bog fra bøgetræet og tørrede frøstande i dynger ned ad det lange, avisdækkede bord.

I køkkenet bliver der fabrikeret ægte æbleskiver, og der er frit valg mellem kaffe, te og rødvin. Johannes, naboen på fjerde sal, er den ældste deltager, han er vel i midtfirserne og egentlig inviteret til middag, men kommer ind ved femtiden med en bemærkning om, at han syntes, det trak ud. Han får et par æbleskiver, sidder lidt, men bemærker så, ret stilfærdigt, at han gerne vil bidrage.

Min søster spørger, hvad han vil bidrage med, og svaret er, at han gerne vil læse højt af H.C. Andersens eventyr. Først får vi ”To jomfruer”, der nok kan bringe budskab til nutiden, hvor en bibliotekar bliver kaldt informationsspecialist, og en sygeplejerske f.eks. går under navnet flowmaster eller kvalitetskoordinator.

Eventyret handler om to brolæggerjomfruer, der skal have navneforandring til stempel.

”Inde i materielgården stod der to sådanne jomfruer, de stod mellem skovle, favnemål og hjulbør, og der var det rygtedes, at jomfruen ikke længere skulle kaldes jomfru, men derimod ”stempel,” og det er den nyeste og eneste rigtige benævnelse i brolæggersproget for, hvad vi alle i gamle tider kaldte en jomfru.”

Det bryder jomfruerne sig ikke om:

”Jomfru er et menneskenavn,” sagde de, ”men stempel er en ting, og vi lader os ikke kalde en ting, det er at skældes ud!”

Johannes opsummerer, da han har læst færdig: ”Vi vil gerne kaldes noget menneskeligt, ingen bryder sig om at være en maskine,” mener han.

Inden Johannes begyndte at læse, sagde han, at så kunne vi se, om vi kunne holde ud at høre endnu et eventyr. Det mente Pernille på alles vegne godt, at vi kunne. Det blev ”Hurtigløberne”.

Da Johannes med sin gode, milde stemme havde læst eventyret for os, konkluderede han igen: ”Vi kan alle sammen bedst lide dem, der ligner os selv.”

Pernille bandt en krans til sin dør. Johannes bestemte, hvad den skulle bestå af, og den endte med at være den smukkeste dekoration den dag. En dag, som havde været fattigere uden højtlæsning og det åbenlyst gode samarbejde mellem Pernille og Johannes.
Og hvad skal læseren så med den historie?

Johannes fik mig til at tænke på, at de fleste, der kan, gerne vil bidrage med et eller andet, uanset om de bor hjemme eller på et plejecenter – og det samme gælder pårørende. Sygeplejersker og andet personale skal bare gøre det muligt for dem. Her har kontaktpersonen en afgørende rolle.

Vil man leve op til titlen, skal man både ønske og mestre kontakten. Det er ikke nok at hoppe på tungen og sige ”patientinddragelse” tilstrækkeligt mange gange. Desuden er ordet et verbalsubstantiv, det er passivt, tungt og udtryk for noget, personalet udfører og opmuntrer til, hvorimod bidrag er betinget af et konkret spørgsmål.

”Hvad vil eller kan du og din familie gerne bidrage med?”

Men forholdet til kontaktpersonen er en følsom forbindelse.

Måske er det muligt at lade beboere på plejecentre vælge deres kontaktperson efter et par måneder. Dem, der aldrig bliver valgt, skal efteruddannes eller finde den rette hylde, for der er nok en grund til, at nogen ikke bliver valgt. Tanken kræver ledelse på et vist niveau. Men det niveau findes også derude, er jeg sikker på.

Johannes viser vej med sin stilfærdige insisteren.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.