Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: Udvikling af en app til nye forældre

I Danmark findes ca. 150 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel.

Sygeplejersken 2015 nr. 12, s. 56

Af:

Jette Bagh, journalist

2015-12-forsker_til_fagDorthe Boe Danbjørg, sygeplejerske, ph.d., er 39 år, bor i Nyborg sammen med sin kæreste Thomas og har tre børn. Dorthe Boe Danbjørg er ansat som innovationskonsulent ved Center for innovativ medicinsk teknologi på OUH og videnskabelig assistent ved SDU. Dorthe har ansøgt om et adjunktur, og hendes ansøgning er i skrivende stund under bedømmelse. 


Hvad fik dig til at forske?
”Jeg brænder for at præge udviklingen inden for sygeplejen og sundhedsvæsenet, og forskning er en både spændende og effektiv måde at gøre det på. Helt konkret var det en ny fødeplan i Region Syddanmark i 2010, som blev startskuddet til mit ph.d.-projekt. Fødeplanen betød, at raske gravide nu skal føde ambulant, dvs. at de bliver udskrevet inden for 24 timer efter fødslen.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Fokus for afhandlingen var at undersøge, om vi ved hjælp af teknologi kunne finde nye måder at tilbyde barselspleje til nye forældre på, når de nu ikke længere skulle være indlagt efter fødslen. Jeg har arbejdet med et brugerinddragende design (participatory design) og har udviklet en app i samarbejde med de nye forældre og sundhedspersonale. Afhandlingen giver ny indsigt i forældres behov efter ambulant fødsel og viser, hvordan brugen af teknologi kan have værdi både fra et forældre- og et sundhedsprofessionelt perspektiv, når det er designet sammen med brugerne og dermed udviklet til at opfylde forældrenes behov.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Jeg var indskrevet på Enheden for Sygeplejeforskning, Klinisk Institut, Syddansk Universitet.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Jeg fik et års stipendium fra Klinisk Institut, Syddansk Universitet, et års stipendium fra Region Syddanmark og et års stipendium fra Novo Nordisks samfinansierede ph.d.-stipendier. Derudover har jeg modtaget midler fra Dansk Sygeplejeråd og Novo Nordisk til projektet. Jeg har haft en del udviklings- og driftsudgifter, da jeg betalte et firma for at udvikle en app. Afdeling D på OUH havde stillet en underskudsgaranti til rådighed, som jeg også var nødt til at benytte mig af for at få det til at løbe rundt.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
“I min afhandling ”A lifeline connecting new parents with the hospital – using participatory design to develop and test an app for parents being discharged early postnatal”. Derudover er mine resultater publiceret i fem artikler. De tre er nævnt nedenfor.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Min forskning har ændret barselsplejen, idet den app, som blev udviklet i mit ph.d.-projekt, nu bliver brugt som en del af sygehusets tilbud til de nye forældre, som udskrives tidligt. Derudover er min forskning faktisk også med til at ændre praksis indenfor en række områder, idet appen, som vi udviklede, har været forløber til appen ”Mit Forløb”, som udbredes på Odense Universitetshospital og i Region Syddanmark. For mig som forsker er det afgørende, at jeg ikke lever op til fordommen om at sidde langt fra praksis i et elfenbenstårn, men at jeg faktisk gennem min forskning kan være en del af praksis og præge udviklingen i sundhedsvæsenet.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”Jeg arbejder med et par mindre projekter, som ligger i umiddelbar forlængelse af mit ph.d.-projekt. Det ene har fokus på, hvordan nye forældre, som har født ambulant, oplever at blive genindlagt pga. ernæringsproblemer hos den nyfødte. Det andet har fokus på teknologi, hvor jeg har fokus på aspekter ved implementeringen af teknologi i sygeplejepraksis.
Samtidig er jeg i gang med at planlægge projekter under hovedoverskriften ”Flipping Healthcare”, hvor det overordnede fokus er, hvordan sundhedsprofessionelle og patienter ved hjælp af teknologi kan forbedre sundhedsvæsenet.” 


Litteratur

  1. Danbjorg DB, Wagner L, Clemensen J. Do families after early postnatal discharge need new ways to communicate with the hospital? A feasibility study. Midwifery. 2014;30(6):725-32.
  2. Danbjorg DB, Wagner L, Clemensen J. Designing, developing and testing an app for parents being discharged early postnatal. Journal for Nurse Practitioners; Volume 10. Issue 10. November/December 2014.
  3. Danbjorg DB, Wagner L, Kristensen, BR, Clemensen J. Intervention among new parents followed up by an interview study exploring their experiences of telemedicine after early postnatal discharge. Midwifery. 2015 Jun;31(6):574-81.