Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tværfaglige bachelorprojekter burde være en mulighed

Fremtidens sygeplejerske-, ergo- og fysioterapeutstuderende kan have gavn af at udarbejde tværfaglige bachelorprojekter. Projekterne vil give mulighed for at udvikle de kompetencer, som fremtidens sundhedsvæsen vil efterspørge, mener fire undervisere fra Fyn, som har afprøvet idéen.

Sygeplejersken 2015 nr. 14, s. 61

Af:

Laila Busted , lektor,

Jane Søborg Hansen, adjunkt,

Trine Holt Clemmensen, adjunkt,

Poul Bruun, forskningsleder

I grunduddannelsen er der mange metoder til at udvikle tværfaglige og tværprofessionelle kompetencer. I UC Lillebaelt har et nyt initiativ set dagens lys. Tværfaglige bachelorprojekter kombineres med deltagelse i et tværprofessionelt forskningsprojekt bestående af undervisere fra sygeplejerske-, ergo- og fysioterapeutuddannelsen i samarbejde med Fredericia Kommune.
 

Metode

Studerende fra ergoterapeut-, fysioterapeut- og sygeplejerskeuddannelsen har samarbejdet om deres bachelorforløb. De har skrevet monofaglige bachelorprojekter om problemstillinger, som er fastlagt fra hhv. forskningsgruppen og Fredericia Kommune. De studerende har under forløbet arbejdet sammen om litteratursøgning og dataindsamling og har haft tværfaglige drøftelser af analysen og diskussion om de resultater, de fandt. Undervejs fik de studerende tværfaglig vejledning fra forskningsgruppen.
 

Resultat

De studerende har fået et større kendskab til deres egen og de øvriges professioner og de muligheder og begrænsninger, professionerne har. De studerende oplever, at det at være en del af et eksisterende forskningsprojekt motiverer pga. muligheden for at bidrage til et forskningsprojekt og fremlægge resultater for praksis med en efterfølgende dialog om behovet for udvikling. De opnår kompetencer i kommunikation og formidling, fordi tværprofessionelt samarbejde fordrer tydelig faglig argumentation mellem de studerende. De oplever, at det er nødvendigt med fælles tværfaglige workshops for forskningsprojektets deltagere undervejs, som giver de studerende mulighed for at sparre med hinanden og med forskningsgruppen, men også mulighed for at styrke den tværprofessionelle læring og opnå ny monofaglig forståelse.
 

Diskussion

Tværfagligt samarbejde om bachelorforløb synes oplagt til udvikling af kompetencer inden for situationsbestemt kommunikation og evne til at agere professionelt på tværs af organisatoriske, strukturelle og faglige opdelinger i sundhedsvæsenet. Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Sundhedskartellet enige om er kompetencebehov hos fremtidens sundhedspersonale. De studerende på sundhedsuddannelserne kan med fordel inddrages i de mange udviklings- og forskningsprojekter, der pågår i UC’erne. Herved udvikles kompetence til at indgå i innovationsprocesser og evne til at bidrage til fornyelse og forbedring af kvaliteten i praksis, som bliver en efterspurgt generisk (brancheuafhængig) kompetence. De studerende oplever stor værdi ved at være en del af et større projekt og føler sig derved kompetente til at kunne udvikle sygepleje og deltage i forskningsarbejde inden for sundhedsområdet efter endt uddannelse. Vi anbefaler et samarbejde om tværfaglige bachelorprojekter, især for at udvikle tværfaglige og systemiske kompetencer. Den nye uddannelsesreform kan med fordel skabe mulighed for, at de studerende kan udarbejde fælles bachelorprojekter på tværs af uddannelserne og herefter gå til eksamen. Det er ikke muligt i dag, men det kan være et perspektiv, som tænkes ind i udviklingsarbejdet for at matche behovet for fremtidens kompetencer.
 

Litteratur

1. Implement Consulting Group. Kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle – Om videreudvikling og forbedring af sundhedsuddannelserne. Sundhedskartellet 2014.
2. New Insight. Uddannelsesfremsyn på sundhedsområdet med særligt fokus på professionsbacheloruddannelserne. Uddannelses- og Forskningsministeriet 2014. Online: [http://ufm.dk/publikationer/2014/filer-2014/samlet-rapport-sundhedsfrems...)