Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Lyt til den enkelte patients behov

En studerende finder under et ophold i Israel ud af, at et snævert fokus på teorier kan skygge for det væsentligste.

Sygeplejersken 2015 nr. 4, s. 8

Af:

Mia Pedersen, sygeplejestuderende

I sommer besøgte jeg dialyseafdelingen på Nahariya Hospital i det nordlige Israel.

Jeg ville gerne have et indblik i, hvilke teorier de israelske sygeplejersker anvender i plejen af patienter med en kronisk sygdom. Den beslutning var baseret på den måde, vi i Danmark bliver flasket op med teorier i løbet af uddannelsen.

Stud-i-praksis_4”Det helt grundlæggende i sygeplejen er at være til stede, lytte og være klar over den enkelte patients behov.” Arkivfoto: Istock

Jeg havde før turen lavet en aftale med to danske sygeplejersker, Lis og Jeanette. De er begge uddannet i Danmark, men i dag bosat i Israel, hvor de arbejder på Dialyseafdelingen i Nahariya.

Jeanette tog imod mig. Hospitalet virker kæmpe stort, og på vej op til afdelingen fortæller hun, at Nahariya Hospital dækker et optageområde på 600.000 borgere og har 650 sengepladser, deres dialyseafdeling har 240 patienter i behandling og 38 sygeplejersker ansat.

På afdelingen virker der utroligt hjemligt, og indretningen og fornemmelsen af gensidig tillid mellem personale og patienter forstærker det indtryk. Jeanette fortæller, at man efter så lang tid kommer til at kende sine patienter, og til en vis grad gælder det også den anden vej rundt.

Afdelingen har flere forskellige nationaliteter og kulturer, og der tales også et par forskellige sprog blandt patienter og personale.
Dette miks af kulturer og nationaliteter gør, at der på hospitalet er nogle specielle regler.

En af reglerne er, at der på hver vagt skal være sygeplejersker, som kan tale de tre mest udbredte sprog i Israel: hebraisk, arabisk og russisk.

Selv taler Jeanette hebraisk og en smule arabisk. Hebraisk har hun lært på et obligatorisk sprogkursus, som hun fik, da hun begyndte at arbejde i landet.

Desuden er det obligatorisk for udenlandske sygeplejersker at tage et specialkursus for at sikre, at de har kompetencer, som svarer til den autorisation, de har med sig.

Efter mit minimale, men alligevel overvældende indblik i en hverdag med så mange forskellige kulturer og nationaliteter kan jeg pludselig se, at det måske ikke er helt nemt at finde én teori, som kan puttes ned over plejen.

Den sidste dag skal jeg mødes med Lis. Hun har tonsvis af erfaring som dansk sygeplejerske i Israel og fortæller bl.a., at de problematikker, man møder her, ikke kan sammenlignes med dem i Danmark.

Jeg kommer pludselig i konflikt med mig selv. For selv om det står klart, at der er tale om en hverdag med forskellige kulturelle og religiøse elementer, som kan give kontroverser, så oplevede jeg det ikke under mit besøg på afdelingen. Tværtimod overværede jeg nogle af patienterne le og joke med hinanden indbyrdes, trods kulturelle forskelle.

Den observation førte til mit sidste spørgsmål til Lis: ”Hvad gør man som sygeplejerske for at få den bedste forståelse af så mange forskellige kulturer og nationaliteter i den samme patientgruppe?”

Efter lidt tid svarede hun overraskende enkelt: ”Det helt grundlæggende i sygeplejen; at være til stede, lytte og være klar over den enkelte patients behov. Det er det værktøj, som virker bedst i en hverdag med så mange forskellige mentaliteter og kulturer. At tage én specifik teori og putte ind i hverdagen ville være meget vanskeligt.”

Selv om turen kun har givet mig et lille indblik i, hvordan en hverdag med mange kulturer fungerer, vil jeg tage det råd med mig i min kommende tid som sygeplejerske.

Mia Pedersen, sygeplejestuderende på modul 13, Professionshøjskolen Metropol

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.