5 faglige minutter: Den sociale død

​

Jeg er flyttet efter 17 1/2 år på den samme matrikel. Min mand og katten er flyttet med, men katten klarede det ikke. Den blev deprimeret og lå under en sofa med poten hen over øjnene. Kunne ikke forstå, at eneste adgang til frisk luft var en sølle altan med en udsigt, som er helt igennem ligegyldig for en kat, der bare ønsker sig friske mus og en spændstig fugl i ny og næ. Helt tydeligt et rigtig dårligt katteliv, og selv ni af dem gav ikke nogen mening.

Næh nej, vi gik ikke til dyrlægen … Pjevs kom til gode mennesker med have, træer, mus og fugle i passende mængder et sted i Sydsjælland. Nu kan den igen jage om natten og sove om dagen.

Men det er ikke katten, det her skal handle om, men derimod om at flytte, for vores flytning satte gang i en masse tanker. Først og fremmest kan jeg godt forstå, at gamle mennesker ikke vil flytte, uanset hvor meget børnene maser på, og hvor mange overbevisende og gode grunde der måtte være til at skifte bolig. Det må være uoverkommeligt, hvis man har passeret de 80-85 år.

Vi er ikke tæt på de 100, men at finde sig til rette i en lejlighed og i en ny hood tager både tid og kræfter. Hvor får man en ny cykelslange henne? Hvilke indkøbsmuligheder er der? Er det hurtigst at cykle eller sejle på arbejde? Hvordan er de andre beboere i ejendommen? Kan man låne en citron hos underboen?

Vi finder selv ud af det hele, men hvad nu hvis man flytter ind på et plejecenter eller et plejehjem, hvordan bliver det sociale liv så plejet og vedligeholdt? Hvordan finder man ud af skik og brug? Eller bliver man isoleret pga. af fysisk forfald og døve øren?

Tro mig: Barnebarnets konfirmation er ikke nødvendigvis en positiv oplevelse, hvis man har høreapparat på begge ører, og at tale med en hørehæmmet er ikke det, der giver flest likes på Facebook.

Bogen ”Gamles sociale liv” er tæt på at være en gyser, hvis man interesserer sig for gamles transition fra eget hjem til plejehjem. Halvandet års etnografisk feltarbejde fører til beskrivelser af gamle, som føler sig fangede i deres krop, gamle, som mister deres hjem og de ejendele, de har været knyttet til, gamle, hvis livshistorie ikke interesserer nogen, gamle, som ingen tager ordentligt imod, når de flytter ind på plejehjemmet. Der er ingen løftede pegefingre i bogen, men de er heller ikke nødvendige. De følsomme skildringer af gamles liv før og efter indflytning taler for sig selv.

Fysisk pleje er beskrevet i lærebøger om sygepleje, og de gamles sygdomsmønstre beskrives som komplekse, men det sociale liv, som også er komplekst, får hverken spalteplads eller næring, og det koster i livskvalitet.

De gamle skal have mulighed for at være en del af et fællesskab, de skal føle sig trygge, deres identitet må ikke smuldre, og de skal beskæftige sig med noget, de oplever som meningsfuldt.

Der skal støtte og indsigt til, hvis den manøvre skal være succesfuld blandt lutter fremmede.

Vi ved, at dødeligheden det første halve år på plejehjem er større end senere i forløbet, og det er måske ikke kun pga. almen svækkelse, men også pga. socialt coma og social død.

En status på min personlige flytning: Jeg har fundet en cykelmekaniker, tre steder at købe ind, og jeg kan både cykle og sejle på arbejde. Medbeboerne hilser venligt, og brudstykker af deres livsfortælling bliver formidlet i gadedøren. Katten bruger sine restliv på landet i harmoni med sin natur og sine nye mennesker. Den sociale død ligger ikke ligefor, og både katten og jeg er privilegerede.

For nogle af de afhængige gamle er status negativ efter flytning, de forventer ingenting efter at have boet på plejehjem et stykke tid, den sociale død er indtrådt, og ingen har bemærket det.

Læs anmeldelsen af bogen ”Gamles sociale liv” i dette nummer af Sygeplejersken.