Fem faglige minutter: Forfatterskab som karrierefremmende tiltag

Det er almindeligt i forskerkredse, at vejledere er medforfattere på videnskabelige artikler. Men et bacherlorprojekt er i modsætning til den generelle antagelse hos en stor gruppe studerende ikke forskning, og kvaliteten spænder fra fremragende til frygtelig.

Jeg har bemærket en tendens: Når årsrapporten skal skrives, er det godt at puste sig op, vise, at man har bedrevet noget, at man er et aktiv for koncernen. Det gælder på virksomheder, det gælder på institutioner. Resultaterne taler for sig selv. Tror man.

Men præstationsfremmende midler florerer også i undervisningsmiljøer. Her kan man illudere vældig produktiv, hvis man sørger for at hægte sig på de rigtige steder.

Flere og flere undervisere er f.eks. medforfattere på bachelorstuderendes artikler, dvs. artikler, som er skrevet på baggrund af et konkret bachelorprojekt. Det er der absolut intet galt med. Det er almindeligt i forskerkredse, at vejleder er medforfatter på videnskabelige artikler.

Men et bachelorprojekt er i modsætning til den generelle antagelse hos en stor gruppe studerende ikke forskning, og kvaliteten spænder fra fremragende til frygtelig.

I nogle af disse artikler er forfatterne endda ublu nok til at foreslå, at den samlede danske sundhedspolitik ændres ene og alene, fordi tre interviewede informanter siger et eller andet, der peger på et hul eller en mangel i den nuværende politik eller strategi.

Det, der undrer mig, er, hvorfor begavede vejledere, nogle med høje uddannelser, stor viden bag pandebrasken og en pæn stak publikationer på listen, ønsker at lægge navn til tekster, de med et halvt øje må kunne se mangler stringens, belæg for påstande og ikke bringer sygeplejen hverken agtelse eller fremskridt. Når man er forfatter, står man inde for teksten, det er der nok ingen, som er i tvivl om. Derfor må man spørge sig selv, hvad man er parat til at stå inde for. Måske er ”tak til vejleder Sørine Søndergaard” i bunden af artiklen i virkeligheden mere på sin plads i nogle tilfælde. 

Ytringsfriheden er under pres, det ved vi fra mange eksempler i hverdagslivet, men er den også i det små under pres mellem kolleger? Der har altid hersket konsensussyge blandt sygeplejersker, de hidsige debatter og de vildt divergerende synspunkter findes ikke her, og det er muligvis en kultur, man ikke i tilstrækkelig grad forsøger at gøre op med. Passer kulturen i virkeligheden godt til hjælpergenet? Det er måske ikke foreneligt at være strids- eller diskussionslysten og pleje syge mennesker.

Bunken af selvhjælpsbøger, der skal ruste til optimalt samarbejde i team, udvikling gennem konflikter og kunsten at levere konstruktiv kritik, vokser støt, snart når den loftet. Men effekten, den udebliver. Vi pakker alting ind, som var vi evighedsjuleassistancer i et stormagasin.

Men tag bladet fra munden. Træning i at at sige sin mening uden omsvøb er medicin for både sygeplejestuderende og undervisere. Samt alle os andre.

Læs mere om en sygeplejerske, som turde sige frem og fra og derfor fik tildelt Kirsten Stallknecht Prisen i artiklen 18.

Ha’ en go’ sommer.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.