Fortidens store redningsaktion trækker spor til nutiden

Ingen, heller ikke de deltagende sygeplejersker, havde begreb om, hvad de gik ind til, da de meldte sig som hjælpere på redningsaktionen De Hvide Busser i vinteren og foråret 1945. Dermed trækker Nationalmuseets nye store udstilling paralleller til situationen for nutidens hjælpearbejdere, f.eks. de danske sygeplejersker, som drog til Vestafrika under ebolaepidemien.

hvid_3Den storstilede redningsaktion i vinteren og foråret 1945, som i hvidmalede busser udfriede et tusindtal af fanger fra tyske koncentrationslejre, er genstand for Nationalmuseets nye store særudstilling, som åbnede den 19. juni.

Men hvor redningsaktionens fokus i afhandlinger og udstillinger tidligere har været på de frigivne fanger samt politikere og embedsmænd bag redningsaktionen, så er lyset denne gang rettet mod de mange mennesker, der meldte sig som hjælpere. Det var sygeplejersker, læger, rutebil- og ambulancechauffører samt medlemmer af det civile beredskab, som på forskellig måde hjalp danskerne gennem besættelsestidens udfordringer.

Udbreder kendskabet

Nationalmuseets udstilling om De Hvide Busser er kommet i stand på opfordring af bestyrelsen i den humanistiske Sportsgoodsfonden, som i sin tid blev stiftet af Christian Helmer Jørgen, selv en af de fanger, som blev undsat med en hvid bus. Målet med udstillingen er at udbrede kendskabet til redningsaktionen til en eftertid, som for en stor dels vedkommende har glemt alt om aktionen – herunder ikke mindst dagens ungdom.
Af samme grund er der udarbejdet et fyldigt undervisningsmateriale rettet mod elever og lærere i gymnasier og højere læreanstalter. Materialet findes på www.natmus.dk > Salg og Ydelser > Undervisning på Nationalmuseet

Deres præcise antal er ukendt, for selv om aktionen var velforberedt af danske og svenske embedsmænd gennem mere end et halvt år, så blev mange fanger befriet og transporteret hjem nærmest over hals og hoved i krigens sidste hektiske uger. End ikke de ellers så grundige tyske lejrkommandanter havde tid til nøjagtige registreringer.

Men ét forhold var fælles for alle, der meldte sig som hjælpere i aktionen: De havde ingen idé om, hvad der forestod, og hvilken personlig risiko de løb. Hvad deres motiv var for at gøre det, står heller ikke klart.

Parallel til samtiden
Dermed synes udstillingens tilrettelægger, overinspektør Mette Boritz, Nationalmuseet, at parallellen til samtiden er til stede:

”Der var masser af mennesker, som dengang satte deres liv på spil ved at smide, hvad de havde i hænderne for at tage af sted. Sådan var det også for nylig med hensyn til ebolaepidemien i Sierra Leone. De første sygeplejersker og læger vidste ikke, hvad de kom frem til, men de valgte med risiko for eget helbred at ville gøre en forskel for andre mennesker,” forklarer hun.

Mette Boritz finder, at sygeplejersker og læger både dengang og i dag måske gjorde det, fordi de føler et kald eller en slags forpligtelse til at tage af sted.

”Men hvad så med rutebilchaufførerne, der malede deres busser hvide nærmest over natten og meldte sig klar til at køre en helt anden rute, end de kendte til,” spørger hun retorisk uden at give svaret. Men hun forklarer, at det er her, udstillingens centrale begreb kommer ind: ”medborgerskabet”.

hvid_1Svært at definere
Medborgerskab er et svært definerbart udtryk, men professor MSO i statskundskab ved Aarhus Universitet, Ole Mouritsen, har bidraget til at tydeliggøre begrebet i relation til udstillingens tema:

”Medborgerskab betyder reelt set tre forskellige ting, som alligevel hænger sammen, nemlig dét at være en god samfundsborger, at opleve ligebehandling i forhold til borgerrettigheder og endelig at have ret til at opholde sig permanent i et land, altså at blive regnet for at være medlem af et fællesskab; at være statsborger,” forklarer han.

Ole Mouritsen uddyber de tre forklaringer i forhold til udstillingen:
”Redningsaktionen minder os om den uegennyttige opofrelse, der drev nogle af de frivillige, som satte livet på spil under redningsaktionen. Dernæst kan man sige, at de internerede betjente, kommunister og jøder ufrivilligt forlod et relativt trygt, gryende velfærdssamfund og havnede i lejre i den diametrale modsætning, nemlig i noget, der lignede et samfund præget af uforudsigelig magtudøvelse, vold og hierarki. Endelig er der spørgsmålet: hvem der skulle med i busserne ud af lejrene, og hvem der skulle efterlades. Her var det i første omgang aftalt, at det var danske og norske fanger samt 400 danske jøder, som skulle reddes, altså medlemmer af hhv. det danske og norske fællesskab, statsborgerne.”

hvid_2Forfærdeligt dilemma
Dette store dilemma, at redderne skulle tage nogle på forhånd udvalgte fanger med sig og efterlade andre i rædslerne, er et forhold, som ikke mindst i eftertiden er blevet voldsomt diskuteret. Sygeplejerskerne, lægerne og chaufførerne skulle ikke begive sig ind i lejrene og udvælge, hvem de ville tage med sig, det havde embedsmændene på forhånd indgået aftale med de tyske myndigheder om.

Alligevel blev chaufførerne inddraget i det forfærdelige dilemma, idet det var blevet besluttet, at de danske og norske fanger skulle flyttes fra deres respektive lejre rundt om i Tyskland/Polen/Tjekkoslovakiet og samles i lejren Neuengamme ved Hamborg før hjemtransporten.

For at få plads til dem dér var det nødvendigt, at måske tusindvis af fanger med anden nationalitet skulle flyttes væk fra Neuengamme og til andre lejre. Hovedparten af disse døende fanger – muselmænd – overlevede ikke transporten væk fra Neuengamme – og det var chaufførerne på de hvide busser, som stod for transporten.

Dilemmaet har historikeren Henrik Skov Kristensen, leder af museet i Frøslevlejren i Sønderjylland, beskrevet og diskuteret i adskillige artikler og bøger. Hans holdning er, at det var i orden, at de danske og norske fanger på forhånd var udvalgt til at blive reddet:

”Tankegangen bag den danske og svenske hjælp til de skandinaviske koncentrationslejrfanger var, at man først og fremmest undsætter sine egne statsborgere og dem, man føler står nærmest. Statsborgerskabet er principielt en diskriminerende foranstaltning,” forklarer han.

Med De Hvide Busser retur til friheden og livet.” Udstilling på Nationalmuseet, København, 19. juni 2015 – 3. januar 2016. www.natmus.dk

Læs også artiklen: Fokus på sygeplejerskerne i De Hvide Busser

Emneord: 
Historie