Anmeldelser

Lidelse har trange kår på sygehuset

Tom Andersen Kjær
& Kari Martinsen (red.)
Utenfor tellekantene.
Essays om rom og rommelighet
Fagbokforlaget 2015
234 sider – 349 nkr.

Af Birgit Bidstrup Jørgensen, cand.cur.,
ansat i Region Sjælland, Psykiatrien Vest.

”Ikke alt, hvad der tæller, kan tælles, og ikke alt, hvad der tælles, tæller,” sagde Albert Einstein. Utenfor tellekantene retter opmærksomheden mod det betydningsfulde, som ligger udenfor, hvad der kan måles og vejes.

Bogen er en essaysamling, en fagfællebedømt videnskabelig antologi. Den er blevet til i samarbejde mellem redaktørerne og undervisere ved Høgskolen i Harstad m.fl.

Sygehuspræst Tom A. Kjær spørger meget relevant: Kan sundhedsvæsenet rumme lidende mennesker? Fra et sociokulturelt perspektiv på rummeligheden for lidelsen i sygehusets rum når han frem til, at lidelse, medlidenhed og barmhjertighed har trange kår på sygehuset. F.eks. viser Tone Glad i sit kapitel om ringeklokken som bindeled mellem patient og personale, at moderne kaldeapparater kan være så komplicerede, at de svageste patienter med størst behov opgiver at finde ud af at bruge dem.

Forfatterne kalder på en modkultur til moderne sygehuse, hvor omkostningseffektivitet, produktion og højt tempo er dyder, der kan måles statistisk og sammenlignes. Modkulturen handler om at være stille, undre sig og få indsigt i livet i sygehusets rum.

Filosof Mogens Pahuus skriver således om ”Det levede rum”, og der er tankevækkende kapitler om stemninger i rum, om sygeplejestuderende, om gamle, om sygeplejens vilkår i konsultationsrum og operationsstuer, og om patientstuer med deres inventar. Essayformen giver rum for både det strengt videnskabelige og for en mere poetisk tilgang, som er velvalgt i forhold til bogens fokus.

Bogen er interessant for engagerede sygeplejersker med sit budskab om, at ikke bare penge, men også faglighed bør styre i sygehusets rum. Med sit høje niveau er bogen relevant både i grund- og videreuddannelser i sygepleje og relaterede fag.
 

Middelklassenormerne ligger i tasken

Oline Pedersen
Sundhedspleje
Magt og normalisering
i praksis
Frydenlund Academic 2015
320 sider – 299 kr.

Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Oline Pedersen er sociolog, og denne bog er blevet til på baggrund af hendes ph.d.-afhandling, som er baseret på en empirisk funderet undersøgelse.

Oline Pedersen har tilbragt mange timer i småbørnssundhedsplejen, i hjemmebesøg hos familierne og i bilen sammen med sundhedsplejerskerne.

Bogen er på 313 sider og har mange tankevækkende pointer. Jeg vil på denne sparsomme spalteplads forsøge at fremhæve nogle enkelte. Sundhedsplejen har tradition for at læne sig op ad den lægefaglige og psykologiske videnskab, som har individet i centrum. Sociologien fylder meget lidt i faget.

Ikke desto mindre er der en meget tæt sammenhæng imellem det intime rum, hvor sundhedsplejersken besøger familier til nyfødte børn, og samfundet på den anden side af døren, påpeger Oline Pedersen. Sundhedsplejen er en institution med intentioner, som ønsker at klæde befolkningen på til at træffe bestemte valg. Sundhedsplejen bliver derved en del af samfundets magtstruktur. Sundhedsplejersken både indtager og tildeles en position i familien.

Hun kommer med intentionen og indtager dermed en position, men hvorvidt intentionen lykkes, afhænger af relationen til familien, dvs. den position familien giver sundhedsplejersken. Sundhedsplejersken har middelklassenormerne med sig i tasken. Det afspejler sig i besøgene.

De familier, som lever et liv i overensstemmelse med disse normer, sætter som oftest dagsordenen for besøget, hvorimod besøgene i de familier, som betegnes som ”the usual suspects”, altså familier som afviger fra normerne, er prægede af den dagsorden, som sundhedsplejersken har sat. Det er i disse familier, at sundhedsplejersken som oftest udfolder sin idérigdom.

Oline Pedersen kaster et venligt, nysgerrigt og kritisk blik på sundhedsplejerskerne og har sandsynligvis meget ret i, at faget bør inddrage sociologien i feltet. Sundhedsplejen er en af de velfærdsinstitutioner, som er under voldsomt pres i disse år, og faget undergår forandringer, som kan være svære at overskue. En bog som denne kan være en god inspirator, når praksis drøftes. Tag den med til personalemødet.
 

Man må ikke glemme patienten i informationsvirvaret

TEKU-modellen
Teknologiforståelse
i professionerne
U press 2015
228 sider – 225 kr.

Af Ole Bjørke – master i sundhedspædagogik, lektor ved Sygeplejerskeuddannelsen Metropol.

Lad det være sagt med det samme, dette er en nichebog, men den er alligevel relevant for de fleste.

Bogen er en projektrapport over Technucation projektets forløb og resultater i skole- og sundhedsvæsenet. Den beskæftiger sig med teknologiforståelse, oplevelser af teknologiens vidunderlige, omskiftelige og fatalistiske verden, og derfor bliver dens budskaber relevante for de fleste. Vi kan jo ikke leve i vores moderne verden uden at forholde os til og anvende teknologi. Men faktum er, at det er meget lidt interessant for os at læse om. Hvornår har du f.eks. læst en manual ordentligt? De fleste springer over og opnår derfor heller ikke det fulde udbytte af den moderne teknologi.

TEKU dækker over Teknologiens læringskrav, Engagement, Kompleksitet (f.eks.: netværk) og Udvikling.
Projektet viser, at teknologi hverken kan reduceres til en proces eller et redskab alene, men at teknologi også refererer til kulturelle effekter og konsekvenser, TEKU-modellen sammenfatter denne forståelse. Der er således fokus på tekniske færdigheder og nytænkning i professionsudøvelsen. Projektet er et kvalitativt studie, som inddrager 149 informanter, bl.a. lærere og sygeplejersker.

Et af budskaberne er, at teknologien skal være frigørende. Som tidligere intensivsygeplejerske har jeg ofte set novicer eller pårørende være fuldstændig paralyseret af pumper, lys, tal, kurver og lamper. Den erfarne ser bagom og bruger alle instrumenterne som frigørende hjælpemidler og glemmer ikke patienten i informationsvirvaret.

Som professionelle skal vi forholde os aktivt og analytisk til anvendelsen af teknologi og udstyr. Den nye teknologi forstyrrer os og bibringer os derved ny læring og nye muligheder. Positivt forstyrrende teknologi er en del af innovationsbegrebet, den skaber udfordring og udvikling. Men ny teknologi er måske ikke så stabil, som den kendte, og det kan være en udfordring.

Derfor skal vi professionsudøvere være på forkant og med i udviklingen af ny teknologi, så teknologien kan blive en faglig støtte og skabe positive muligheder i såvel skolevæsenet som i f.eks. sundhedsvæsenet. En smal bog med skarp faglig horisont og præciserende budskaber.
 

Målhierarki er et nyttigt styringsinstrument

Jørgen Rybirk
Projektledelse i politisk
styrede organisationer
Samfundslitteratur 2015
260 sider – 349 kr.

Af Gitte Lindermann, sygeplejerske og cand.scient.pol., lean-konsulent i Region Hovedstadens Psykiatri.

I indledningen fremhæver forfatteren klart, at projektledelse i politisk styrede organisationer ofte er styret af helt andre forhold end dem, man finder i den traditionelle projektledelse. 

Politisk styrede organisationer er defineret bredt som offentlige organisationer, NGO’erne og de faglige organisationer.

Det særlige er, at man i politisk styrede organisationer møder uforudsigelige hverdage med sager i pressen, magtkampe og forskellige interesser fra autonome aktører. Bogen åbner op for emner som styring af mål, tid, økonomi, kommunikation, håndtering af magt og samspillet med organisationen og dens aktører.

Uanset om man er projektleder eller ej, er behandlingen af målstyring og nedbrydning af mål interessant. Når problemet er defineret, og alle er enige om, at der skal findes en løsning, vil det centrale styringsinstrument være målhierarkiet, som skaber overgangen mellem den strategiske tænkning og den handlingsorienterede del.

Det vil sige, at det er en nødvendig øvelse at bryde det overordnede mål ned i mindre delmål, leverancer eller indsatsmål. Målhierarkiet er ligeledes metoden til at fastholde formålet i projektet og skabe strukturen for de mange handlinger.   

Den interesserede læser kan være personen, der gerne vil lære mere om projekter og styring. Det giver bogen et indblik ind. Er man på kig efter litteratur, der beskriver ”to do” som projektleder, må man kaste blikket i andre bøger. 

Enkelte forbehold

Inge Olsen, Birgitte Bjeld og Sonja Bek
Lægemiddelregning
Forlaget Munksgaard 2015
128 sider – 185 kr.

Af Conny Madsen, lektor, cand.scient.san. ved VIA Sygeplejerskeuddannelsen, Professionsbachelor Campus Randers.

Bogen er væsentligt forandret på flere områder i forhold til tidligere udgave. I bogens forord er det pædagogiske fokus beskrevet, og der argumenteres for det væsentligste – nemlig at øge patientsikkerheden ved at kunne foretage korrekte beregninger.
Forfatterne har begrundet valget af begreberne stofmængde, styrke og antal.

Begrebet stofmængde er ikke i overensstemmelse med Sundhedsvæsenets Begrebsbase, men stammer fra fagene fysik/kemi; i http://begrebsbasen.sst.dk anbefales lægemiddeldosis, hvilket jeg mener, man bør efterleve.

Regnetrekanten adskiller sig fra andet materiale inden for medicinregning, som bliver anvendt i både i den teoretiske og i den kliniske uddannelse, og de studerende har brug for genkendelighed, hvorfor det anbefales, at dette redigeres, så der bliver overensstemmelse mellem begreber og den visuelle regnetrekant. Der er illustrative figurer i bogen, men det er ønskeligt, at der gives en kort forklaring på, hvordan man er nået til denne ”overspringshandling” som eks. figur 13.

Regneopgaverne er relevante, men forklaringerne under løsninger er meget omfattende.

Da forfatterne næppe selv har udviklet regnetrekanterne, så synes det påfaldende, at man ikke har udarbejdet en litteraturliste med såvel anvendt litteratur som forslag til supplerende materiale med henvisninger til ekstra regneopgaver, så der kan differentieres i forhold til den enkelte studerende.

E-læringsmateriale eks. ppsnett.dk (betalingsdatabase) samt appen MedRegning, som kan købes via Google Play/App Store, bør anbefales i en digitaliseret verden og særligt i den teoretiske del af sygeplejerskeuddannelsen.

Bogen vurderes som indholdsmæssigt væsentligt forbedret og et godt bud på en grundbog med de forbehold, der er beskrevet ovenfor.
 

Brug fagpersonernes viden maksimalt

Kia Halschou-Jensen (red.)
Ernæring
Hånden på hjertet
264 sider – 390 kr.
Munksgaard 2015

Af Preben Ulrich Pedersen, professor, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.

Der er udgivet mange bøger om ernæring, som har sygeplejestuderende som målgruppe. Hvad gør så denne bog speciel, og hvilket behov forsøger bogen at dække?

Forfatterholdet bag de enkelte kapitler er meget kompetent, og alle har stor indsigt i forskellige områder af ernæring til syge mennesker, derfor er det mig en gåde, at forlaget ikke har brugt disse kloge fagpersoners viden maksimalt. Det kunne have retfærdiggjort deres store arbejde med at skrive og redigere tekster og resulteret i en ny og spændende grundbog om ernæring.

Det er vanskeligt at se, hvad nyt denne bog bidrager med i forhold til de tre referencer, der henvises til i en række kapitler. Det drejer sig om en grundbog om ernæring udgivet i 2011, anbefaling om dansk institutionskost 2009 og norsk anbefaling om ernæring fra 2009 (som er opdateret i 2013). Mit spørgsmål lyder: Hvorfor kan studerende ikke nøjes med at læse disse tre kilder og supplere med lidt ekstra læsning?

Anvendelse af referencer som grundlag for de enkelte kapitler er af meget varierende kvalitet. Nogle kapitler har mange og relevante referencer til forskningslitteratur, som det sig hør og bør i en bog i en bacheloruddannelse, andre har meget sparsomme eller ensidige henvisninger. F.eks. har kapitlet om sondeernæring og parenteral ernæring udelukkende en vejledning fra Sundhedsstyrelsen som reference, på trods af at kapitlet bringer mange væsentlige informationer.

Indledningsvis skitseres ansvarsfordeling mellem forskellige professioner på ernæringsområdet. God oversigt, der kan danne grundlag for faglige diskussioner. Man kunne f.eks. drøfte, hvornår det er gledet ud af en god lægelig anamnese at beskrive patientens ernæringstilstand? Hvorfor er det lige sygeplejersker, der forestår ernæringsscreening, hvorfor er det ikke læger? Hvem har besluttet det? Har screening, som den gennemføres i Danmark, reelt en klinisk effekt? Her er grundlag for diskussioner og refleksionsøvelser med studerende, hvis skemaet ikke skal opfattes som sådan er det, og det kan der ikke pilles ved.

Bogen forbigår fuldstændigt to væsentlige områder; hvilke elementer skal der som minimum foreligge vurdering af, for at der er foretaget en fyldestgørende sygeplejeanamnese i forhold til ernæring, og hvordan skal denne vurdering samt daglige ernæringstiltag dokumenteres.

Når sygeplejerskers ansvar indledningsvis skitseres, hvorfor er der så ikke en eneste kilde, der henviser til, at det, sygeplejersker gør, rent faktisk har effekt i forhold til at ændre ernæringsindtagelsen hos de mennesker, de plejer. Sygeplejerskers rolle, som det kaldes, er angivet sporadisk i forskellige kapitler, men en samlet, stringent præcisering og gennemgang kunne have gjort netop denne bog anderledes og værd at investere i.

Lærerige budskaber fra pårørende

Margrethe Kähler
Tæt på døden
Ældresagen 2015
186 sider – rekvireres på
bestilling@aeldresagen.dk
eller på tlf. 3396 8689

Af Rita Nielsen, forfatter,underviser og sygeplejerske.

Nu vil Ældre Sagen være med til at aftabuisere døden ved at sætte ord på den. De gør det i bogen ved at give stemmer til pårørende, som har mistet, og sundhedsprofessionelle, der tager sig af de døende og deres familier.

Det er som altid lærerigt at høre om pårørendes erfaringer, og det er ikke just sukkersøde beretninger, men realistiske beskrivelser af det værste og det bedste. De pårørende giver endog konkrete råd og anbefalinger til andre pårørende som f.eks.: se at få sagt farvel i tide, og hold selv fast i vennerne, til de sundhedsprofessionelle siger de: I må udarbejde en pjece om at dø derhjemme og tale forløbet igennem med den døende og de pårørende. 

Bogen er blevet til gennem interview, som er sammenskrevet af forfatteren.  Vi får et bredt og meget positivt billede af, hvordan man agerer i det palliative felt rundt om i landet på hospice, plejehjem, hospitaler og i hjemmeplejen.

Bogen vil være god til medlemmerne af Ældre Sagen, fordi man får en orientering om, hvordan et palliativt forløb kan finde sted. For sygeplejersker kan det være oplysende at høre om, hvordan man arbejder meget forskelligt med palliation, men det er bekymrende, når der i bogen er en del faktuelle fejl. F.eks. står der ordret:

”Når døende får morfin med jævne mellemrum, er de ikke mentalt til stede, og de vågner ikke op igen. Så husk at sige farvel til dem, inden de får morfin.”  Et andet sted står der: ”Før man begyndte at bruge morfin til smertebehandling af døende, kunne man ligge flere måneder i sengen og være døende.”

Skulle man tro på sådan en udtalelse, så ville der ikke være mange, der turde tage imod morfin.

Det er en lækker bog med et fint layout. Der er gode fotos, en dækkende ordliste, men en lidt for tilfældig litteraturliste. Bogen er let læst, men den vil for meget. Formålet er både at være med til at aftabuisere døden og sprede palliativ viden til alle, der arbejder med døende og deres familie.

For mig er de pårørendes beretninger de mest lærerige, og så er der et flot afsnit ”De døde bor i hjertet” om sorg skrevet af præsten Mikkel Wold.

Giv læseren baggrundslitteraturen med i købet

Ulla Dyrløv
Det professionelle kram
– En guide til fagfolk som arbejder med børn og unge
Akademisk Forlag 2015
212 sider – 249,95 kr.

Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Da Ulla Dyrløv som nyslået psykolog fik ansættelse i en kommunal PPR, oplevede hun at stå med tasken fyldt med teori, men uden kundskaber i, hvordan det egentlig er, man taler med børn og unge.

Efter femten år i praksis har Ulla Dyrløv nu skrevet den bog, hun selv manglede som nyuddannet. Bogen er baseret på interview med børn og unge fra hendes praksis om, hvad der har betydning for, om de voksne, der omgiver dem, formår at skabe den fornødne kontakt og hjælpe dem med de vanskeligheder, de måtte have.

Hensigten med bogen er at udarbejde en ”sådan-taler-du-med-børn-og-unge-håndbog”. Vi kommer med ind i samtalerummet og får indsigt i, hvordan de første minutter af en samtale forløber, hvordan en vred og tilknappet ung bliver mødt, hvordan en konfliktfyldt samtale med et forældrepar bliver håndteret, når der er et barn, som skal tages vare på i rummet. Vi får råd om, hvordan et barn, som er i sorg over at have mistet en forælder, kan blive mødt, og om hvordan en underretning til de sociale myndigheder kan skrives og understregning af underretningspligten, når vi møder børn og unge, som er udsat for overgreb og omsorgssvigt. Ulla Dyrløv skriver i indledningen, at bogen er meget praksisorienteret, og at teori stort set ikke berøres.

Det forudsættes, at læseren har sin teoretiske ballast fra sin uddannelse og bruger den undervejs, da en del af emnerne læner sig op ad kendte teorier. Her savnede jeg, at forfatteren gjorde rede for, hvilke kendte teorier hun tænker på. Jeg savnede at vide, hvilken teori og litteratur forfatteren er inspireret af. Målgruppen er professionelle, som arbejder med børn og unge. I min bevidsthed har faglitteratur, som minimum, en litteraturliste med henvisninger til baggrundslitteratur.

Læseren ville være godt hjulpet, hvis forfatteren, da hun f.eks. omtaler børn i sorg, havde haft henvisninger til yderligere litteratur om emnet. Især som nyuddannet har man behov for at få hjælp til at få det teoretiske og praktiske til at gå hånd i hånd. 
 

Kort nyt om bøger

Sabine Lemire, Rasmus Bregnhøi

Opfør dig ordentligt – og vær en god ven
En bog om takt og tone til dig & dine forældre

Carlsen 2015128 sider – 99,95 kr.

Ordet ”høflighed” emmer af borgerskab og stivhed, men er et smøremiddel, der gør livet lettere for den, der mestrer de mest basale håndgreb i genren.

Danske børn bliver af udlændinge karakteriseret som uhøflige og ikke særligt behagelige, men med denne bog kan karakteristikken være fortid. En venlig takt og tone til børn i alderen 6-12 år, der f.eks. beskriver, hvordan man hilser på et andet menneske, hvordan man lægger bestikket, når man har spist færdig, hvordan det er med bandeord, opførsel i skolen og computerspil.

Bogen er illustreret med sjove tegninger, og desuden er der små bokse med råd til forældre om at støtte op om og have respekt for poderne. Bogen kan lære børn at begå sig, og er man interesseret i at vide, hvordan de klarer sig, er der en afsluttende test: englebarn eller møgunge. Bogen er absolut en investering værd, hvis man vil ruste sine børn til et liv uden alt for mange snubletråde.  Stine BujeSnak på livet løs

Inspiration til samtaler om livet før døden
Turbine 2015167 sider – 249,95 kr.  

Hvis man ved, at ens partner, ven eller veninde skal dø, hvordan kan man så forberede sig på at miste vedkommende? Tre sygeplejersker udtaler sig fra hver deres vinkel om døden, om sorg og om at være pårørende. Sammen med en hospitalspræst og en psykolog kommer de til orde i bogens indledning og danner overgang til råd og inspiration i resten af bogen.

Bogen er en slags håndbog, der giver gode råd og har mange fortællinger om nære relationer og dødsfald. Opfordringen lyder først og fremmest: Find mod til at tale sammen. Dernæst er der anvisninger på, hvordan man kan samle breve ind fra nære venner, tage billeder og video, kigge i fotoalbum, lytte til musik sammen og meget mere. En eneste anke: Hvorfor skal forfatteren absolut være på fornavn med de interviewede og dus med læserne? 

Landsforeningen af VæreSteder
Værktøjskasse - De små skridts metode 2.0 Fokus på forandring

Landsforeningen af VæreSteder – 75 sider

Bestilles på vaeresteder.dk – pris 75 kr. eller downloades samme sted 

På et værested registrerer man ikke sine brugere, hvad enten værestedet henvender sig til stofmisbrugere, sindslidende, hjemløse eller andre. Derimod lægger personalet vægt på at være nærværende og benytte denne værktøjskasse med henblik på små forandringer i samarbejde med brugerne.

Der er tre nøgleord i arbejdet: personalet skal sidde på deres hænder, de skal nudge eller give kærlige puf. Et af redskaberne er forandringskompasset, der består af to dele, et ressourcekompas og et problemkompas. Kompasset er et hjælpemiddel, der, med fokus på den enkelte bruger, kan vise, hvilke initiativer der kan tages i relation til brugeren.

(jb)