Dilemma: Alenemor med brækket ankel

Rie har valgt at blive alenemor, og det bliver hun om to uger. Et planlagt kejsersnit skal forløse hendes søn, fordi moderkagen tildækker den indre åbning af livmoderhalsen. Men Rie er uheldig. Hun snubler, da hun står af sin cykel med en hortensia under armen, og brækker den ene ankel en uge før det planlagte kejsersnit. Maven sker der ikke noget med.

Sønnen kommer til verden, det hele går nogenlunde med familiens og gode veninders hjælp. Så skal Rie til kontrol efter kejsersnittet. En veninde er med og passer sønnen imens, og en ortopædkirurg tilser anklen efter den gynækologiske kontrol. Anklen skal røntgenfotograferes for at sikre, at den sidder, som den skal. Rie spørger, om det kan gøres nu, mens hun er på hospitalet.

”Nej, det kan det ikke, du må få din søn passet,” siger sygeplejersken. Rie protesterer. ”Jeg er alene med ham, og jeg har svært ved at gå,” siger hun og peger på den støtteskinne, hun har på venstre ben. ”Jeg har allerede fået en tid til dig om to uger,” siger sygeplejersken, og derved bliver det.

Skal Rie have særbehandling pga. sin situation? Burde sygeplejersken have forsøgt at hjælpe Rie med at komme uden om køen?

Læs hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Rie skal have særbehandling, og det skal alle, der kommer i berøring med det danske sundhedsvæsen. I dette tilfælde er det inden for det offentlige hospitalsvæsen, og netop det faktum, at det er offentligt, betyder, at vi som klinikere kan og skal agere som værende i en pligt-etisk boble. Det vil sige, at vi skal se og høre borgerne med de ønsker og de behov, som de selv mener, de har, og det skal vi gøre vores yderste for at hjælpe dem med. Hjælpen skal ydes i forhold til den nytte-etiske ramme, som hospitalet stiller til rådighed, eller man kan sige, at den tildelte hjælp skal være afpasset ressourcerne. I dette tilfælde betyder det helt konkret, at sygeplejersken sagtens kunne have undersøgt, om der var en mulig smutvej. Det kunne da være, at der var et afbud i røntgenafdelingen, eller det kunne være, at Rie ville vente et par timer, til der blev et lille frirum i røntgenafdelingen. Somme tider kan den slags lade sig gøre, andre gange kan det ikke, men det starter med, at klinikeren gør et forsøg på at hjælpe den person, der beder om hjælp, og som minimum fortæller, at man har hørt, hvad der er sagt, og at man har forsøgt at efterkomme fordringen.

Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, funktionsleder ved Tværfagligt Smertecenter, og formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital
 

Svar 2. Hvor er der egentlig en sammenhæng mellem Ries brækkede ankel og hendes valg med at blive alenemor? Prøver Rie at komme foran i køen, når hun spørger om en tid, som kan passe hende? Er det særbehandling at få en tid, som passer den enkelte patient? Fortællingen giver flere spørgsmål end svar.
Det er en daglig udfordring i det danske sundhedsvæsen at få tider til undersøgelser, behandling og kontroller. Det bliver i denne historie til et etisk dilemma af pligtetisk karakter, når sygeplejersken vægter systemets tider højere end hensynet til Ries liv og situation.
Når sygeplejersken ikke kan fremtrylle andre tider, kan hun noget andet, som kan mindske dilemmaet. Hun kan udvise omsorg for Ries sårbare situation ved at lytte og udvise interessere for Ries bekymring omkring pasning af sin søn. Hun kan desuden opfordre Rie til at kontakte kommunens visitator og undersøge muligheden for praktisk/personlig hjælp efter serviceloven, så længe hun har nedsat funktionsniveau og samtidig har en nyfødt søn. På den måde kan Rie bedre opleve sig set og hørt.

Af Annette Hegelund, sygeplejerske, SD, projektmedarbejder i KOL kompetencecenter, Region Sjælland, næstformand for Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser