Historisk: Sygeplejersker i smittefare

​

Dengang

“Patienterne skal jo passes,” lød det fra de danske sygeplejersker, der i 1950’erne arbejdede i døgndrift med at pleje poliopatienter uden at kende smittevejen fuldt ud. Sygeplejerskerne kunne derfor blot håbe på at undgå smitten. 

Da polioepidemien udbrød i Danmark i sommeren 1952, var poliomyelitis – også kaldet børnelammelse – en både kendt og frygtet virussygdom i Danmark. Hvordan sygdommen smittede, var dog mindre kendt, og lægerne havde kun en antagelse om, at polio smittede gennem afføring, hvilket senere blev slået fast. 

Det nye ved epidemien i 1952-53 var ikke kun det usædvanligt høje antal patienter og en større end hidtil andel af voksne med sygdommen, men også at en særlig stor del af patienterne havde livstruende lammelser af synke- og åndedrætsmuskulaturen. Og det skabte fornyet usikkerhed om sygdommens smittemåder. 

Trods usikkerheden så Anna Marie Ågård, der var poliosygeplejerske på Marselisborg Hospital under epidemien, sin sygeplejegerning som et kald, der krævede selvopofrelse. 

“Vi skulle bare handle. Så vi gik ikke rundt og tænkte på, om vi fik polio i morgen. Aldrig nogensinde,” fortalte Anna Marie Ågård i 2013 til Aarhus Onsdag. 

I Lærebog og Haandbog i Sygepleje fra 1952 kunne poliosygeplejerskerne dog finde vejledning om sikkerhedsforanstaltninger, såsom at alt hvad en syg patient havde været i berøring med, måtte anses for at være smittefarligt. Senere har sygeplejersker berettet, at de fulgte generelle forskrifter om at bruge kittelovertræk og omhyggelig håndhygiejne for at forhindre smittespredning mellem patienterne og dem selv. 
Kilde: “Poliosygeplejerskerne valgte side,” Anne Sophie Ågård, cand.cur.

Nu

Den 10. juni 2015 kunne det sidste hold danske læger og sygeplejersker endegyldigt afmontere sig sikkerhedsudstyret i Sierra Leone, hvor de havde været udsendt af forsvaret i kampen mod ebola.

Her har sundhedspersonalets sikkerhed mod den ekstremt smitsomme og dødelige sygdom haft førsteprioritet. 

“Jeg følte mig altid sikker og tryg på arbejdet i Sierra Leone. Vi skulle arbejde ud fra præmissen om, at vores egen sikkerhed kom i første række, og det var nogle gange svært, fordi jeg følte, at jeg skulle sætte patienterne i anden række og forlade dem, før jeg var færdig med at pleje dem,” fortæller den danske sygeplejerske Elisa Vestergaard Høj, der var udsendt 14 dage i Sierra Leone, inden hun blev fløjet hjem den 8. januar 2015 af frygt for, at hun var smittet med ebola. 

Efter tre ugers karantæne i Danmark blev hun dog erklæret smittefri. Flere sygeplejersker fra bl.a. USA, Storbritannien og Spanien har været smittet med sygdommen, der siden december 2013 har kostet over 11.000 mennesker livet og er blevet erklæret for en international folkesundhedsmæssig krise af WHO. 

“Jeg overvejede da smittefaren ved at tage afsted, men jeg kunne ikke holde ud at se nyheder om den forfærdelige sygdom og samtidig vide, at jeg kunne hjælpe,” siger Elisa Vestergaard Høj, der potentielt var udsat for smitten, da hun skulle afklædes sit sikkerhedsudstyr og fik et ”papercut” på sin finger.

Selvom risikoen for, at hun var blevet smittet med ebola, var lille, valgte forsvaret at tage hende hjem til Danmark. Også i Danmark har Skejby og Hvidovre Hospital været klar med højisolerede dragter til at modtage ebolapatienter. 

Den danske indsats i Sierra Leone er slut, da ebola ikke længere breder sig som en epidemi, rapporterer forsvaret.