Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Selv om jeg bare er sygeplejestudenrende, så gjorde jeg en forskel

Det er uvist, om den kritisk syge patient vil overleve. En sygeplejestuderende bliver kontaktperson og opbygger en tæt relation til ham. Et år senere får hun en betydningsfuld tilbagemelding fra patienten.

Sygeplejersken 2016 nr. 11, s. 33

Af:

Maria Strande Sørensen, sygeplejestuderende på modul 9

Jeg husker tydeligt min første praktik. Spændingen i kroppen og glæden ved endelig at skulle ud og have den nærhed med patienterne, jeg havde set frem til siden uddannelsesstart.

Men jeg husker så sandelig også nervøsiteten. Hvad kommer man ud til? Lever det op til de forestillinger, man har bygget op både før og under uddannelsen? Kommer jeg til at klare mig godt? Er jeg overhovedet så god med mennesker, som jeg selv går og forestiller mig?
studerende-i-prakis-maria-strande
Allerede tidligt i praktikken kom der en midaldrende mand til afdelingen. Han kom fra et intensivt afsnit, hvor han var vant til en-til-en-sygepleje, og nu skulle han dele sygeplejersken med fem andre patienter. Han var kritisk syg, og hele sygdomsforløbet var meget svingende.

I samarbejde med sygeplejersken blev det vurderet, at jeg fik lov til at være medkontaktperson for patienten, da jeg var studerende og havde tiden til at koncentrere mig grundigt om ham og være på stuen i det omfang, han havde behov for.

Jeg var omkring patienten dagligt i mange uger, og vi opbyggede en rigtig tæt relation. Da min praktik stoppede, var han stadig indlagt, og der var uvished om, hvad fremtiden ville bringe.

Efter min praktik har jeg ikke kunnet lade være med at skænke ham en tanke i ny og næ. Hvordan har han det nu? Er han kommet sig ovenpå hele det hektiske forløb?

I dag – et år efter min første praktik – var jeg så heldig at støde på patienten nede i byen.

Vi fik en god snak, og da jeg spørger ind til, hvordan han har det i dag, fortæller han med blanke øjne: "Det går bedre dag for dag. Jeg overlevede. Det kan jeg takke dig for. Du gav min hustru og mig håbet tilbage, når vi mistede det. Tak."

Netop disse ord har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Jeg lærte, at selv om jeg bare er en sygeplejestuderende, så gjorde jeg en forskel.

Jeg var medvirkende til, at patienten fik det bedre – jeg gjorde en forskel for et andet menneske. Det er en oplevelse, jeg altid vil huske, også de dage, hvor det kan være lidt svært at være sygeplejestuderende.