Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Eftermiddagen bruges på at stase hans vener op igen og igen

Viden og initiativ kommer ikke dumpende fra himlen. Som sygeplejestuderende skal man selv være modig, nysgerrig og opsøgende. Med det udgangspunkt lærer man mest, erfarer en studerende.

Sygeplejersken 2016 nr. 13, s. 60

Af:

Renée Raijmaekers Kristensen, sygeplejestuderende på modul 5

2016-13-studerende-i-praksis-reneeUnder min første store klinik undrer jeg mig, da jeg en af de første dage følger en sygeplejerske, som netop er ansat efter at have færdiggjort studiet. Hun har en patient, som skal have lagt perifert venekateter (PVK). Sagen er, at hun aldrig igennem sin studietid har øvet sig i at anlægge PVK, og derfor må hun tilkalde en anden sygeplejerske, som kan udføre proceduren for hende. Pga. travlhed i dagligdagen udvikler dette sig desværre til en vane – at lade andre om det, man ikke selv har prøvet endnu, fordi der simpelthen ikke er tid til at lære det.

Jeg beslutter mig for at spørge, om det virkelig kan være rigtigt, at man som færdiguddannet sygeplejerske ikke har udført en så simpel og hyppigt brugt procedure. Sygeplejersken, jeg spørger, svarer, at afdelingen kan gøre meget for, at man får gennemgået alle procedurer gennem sin studietid, men at der er lige så mange klinikker med forskelligt fokus, som der er studerende, og at meget af læringen derfor også er op til én selv at opsøge og forlange. Han fortæller, at han gennem sin egen studietid udførte mange procedurer på sig selv og med-studerende for læringens og for patientens skyld.

“Hvis jeg ikke ved, hvilken smerte eller følelse jeg kan forvente, at patienten vil opleve, hvordan kan jeg så forberede ham/hende på det?” siger han.

Han spørger, om jeg kunne have mod på at lære at anlægge PVK nu, da han alligevel venter på sin patient fra røntgen. Jeg er motiveret til at tage læringen i egen hånd efter hans fortælling. Eftermiddagen bruges på at stase hans vener op igen og igen og øve PVK og blodprøvetagning med stor succes, rolig hånd og vigtigst: i rolige rammer med tid til spørgsmål og gode råd.

Oplevelsen har betydet, at jeg gennem klinikken fik mod til at udføre procedurer, som mange af mine medstuderende endnu ikke har forsøgt sig med, fordi jeg blev gjort bevidst om, at det, at jeg er studerende, ikke er ensbetydende med, at jeg kan forlange, at al viden og alt initiativ kommer dumpende fra vejledere og kollegaer, og at mange sygeplejersker hellere vil gennemgå en procedure med en studerende en gang for meget end en gang for lidt.

Man skal bare spørge dem.