Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tendentiøst: Robusthed søges

Efterspørger man robusthed som kompetence, risikerer man at individualisere et strukturelt problem, mener eksperter.

Sygeplejersken 2016 nr. 13, s. 19

Af:

Thomas Davidsen, journalist

2016-13-tendentioest3

Sidste år røg ”robusthed” ind på listen over modeord i jobannoncerne på jobindex.dk. Søger man på specifikke faggrupper, afsløres det, at det nye buzzword optræder en del mere i nogle fag end i andre på jobportalen. 

I kategorien ”sygeplejerske og jordemoder” indgår ordet i godt 12 pct. af jobannoncerne, hvilket er tre gange så hyppigt som i gennemsnittet af alle faggrupper. 

Denne overrepræsentation af annoncering efter robuste sygeplejersker  tager psykolog og forfatter Dorthe Birkmose som et sikkert tegn på, at faget er et af dem, som mest utilsløret mødes af et krav om at kunne tåle belastende arbejdsforhold. 

“Sygeplejersker har været hårdt ramt af ineffektive effektiviseringstiltag. Samtidig er mange af arbejdsområderne karakteriseret ved et højt arbejdstempo, hvor der skal træffes afgørende beslutninger lynhurtigt. Ingen tvivl om, at dette er arbejdsvilkår, som kræver robusthed. Problemet er bare, at al den seriøse forskning i, hvad der gør os mennesker robuste, peger entydigt på, at robusthed ikke kan forstås udenfor den sammenhæng, man befinder sig i. Det er ikke en personlig kompetence. Der er derfor en overhængende fare for, at man individualiserer et strukturelt problem, når man efterspørger kompetencen i en jobannonce,” siger Dorthe Birkmose.  

Pressede arbejdsforhold

Men hvad menes der egentlig med en ”robust” sygeplejerske? Når læge og klinikleder på Hjertemedicinsk Klinik i Aabenraa, Michael Gilså Hansen, søger en robust sygeplejefaglig leder, så er det, fordi hans klinik de sidste par år har været udsat for et stort pres. 

”Der har været rigtig mange forandringer, som klinikken og dermed også den enkelte medarbejder skal kunne tåle. Nogle kan klare mere end andre. Nogle er nemmere at slå af pinden end andre. Det kan være svært at sige på forhånd, hvem der kan tåle hvad. Men ved at bruge ordet i en jobannonce ønsker vi at signalere, at man skal være forberedt på stor fleksibilitet i forhold til nogle til tider pressede arbejdsforhold,” siger Michael Gilså Hansen.

Psykolog Morten Holler fra Danske Erhvervspsykologer mener, det er problematisk, når man efterspørger robuste medarbejdere i en jobannonce. 

”Man kan sagtens gøre det til et levende spørgsmål, hvad de enkelte medarbejdere har af ressourcer. Men når man bruger robust som en standardbetegnelse, så risikerer man, at det bliver til en ny måde at få sagt: ”Vi lægger alt ansvaret for de arbejdsvilkår, vi tilbyder, over på dig.”

Det lukker for den relevante undersøgelse af, hvem der kan løfte hvad på en arbejdsplads. Som kun bør foregå i fuld respekt for, at nogle kan løfte mere end andre,” siger Morten Holler.