Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: De var ikke indstillet på at lære noget af os hvide

I Tanzania kan man opleve et anderledes og overraskende sundhedssystem. Men for at lære mest muligt må man have en åben og positiv tilgang til både patienter og personale.

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 50

Af:

Trine Orth Hansen, sygeplejestuderende på modul 13

stud-i-praksis-trine”At rejse er at leve”, og det giver mulighed for både faglig og personlig læring. Jeg har tidligere været i England under min uddannelse, og på modul 13 var der igen mulighed for at rejse ud i verden. At valget faldt på Tanzania, var mere en tilfældighed end noget andet, men er det overhovedet muligt at lære sygepleje i Afrika? Jeg var overbevist om, at der ville være masser af personlig læring og udfordring, men når standarden på sundhedsområdet er så anderledes og bagud i udvikling, var der så ikke større sandsynlighed for, at jeg kunne lære sygepleje fra mig? Det måtte tiden vise.

Kulturchokket kom straks og blev mere markant gennem hele opholdet, men jeg lod mig ikke slå ud. Forholdene på hospitalet var mildest talt frygtelige, når man kommer fra Vestens sterile verden, men alligevel klarer patienterne sig gennem det meste. Der var faktisk færre dødsfald og komplikationer, end jeg havde forestillet mig. De lokale kunne også flere procedurer, end jeg havde regnet med, men til gengæld blev f.eks. hygiejne ikke prioriteret særlig højt.

Det er umuligt ikke at tænke over alle de indtryk, der flyver rundt i hovedet på én, specielt når man vælger et land med en anderledes kultur og sundhedsstatus. Tanken om at lære sygepleje i Afrika forsvandt nærmest og blev erstattet med håbet om at lære lidt fra sig i stedet. 

Som studerende på udebane med fem uger at gøre godt med er det svært at gøre en forskel. Det kunne mærkes på personalet, at de ikke var indstillet på at lære noget af os hvide, men det handler måske mest om tilgangen og ikke mindst tiden. Samtidig spiller kulturen en stor rolle.

Når ressourcerne ikke er til stede, må man nøjes med det, man har. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan udøve god sygepleje. 

Katie Eriksson beskriver plejelidelse som krænkelse af patientens værdighed, fordømmelse, straf og magtudøvelse.

Alle disse lidelsesformer var at finde på hospitalet i Afrika i større eller mindre grad, men årsagen til det, tror jeg, er baseret på kulturen og deres måde at takle sundhedsproblemer på uden at have de fornødne ressourcer. Efter vores tankegang burde grundholdningen være, at man ønskede at lindre lidelse, men forståelsen af lidelse er anderledes i Afrika.

Nok forstår jeg ikke swahili, men smerte er et sprog for sig, ligesom nærvær og omsorg også kan forstås på flere sprog. Et smil, holde i hånden, give sig tid, en hjælpende hånd, sætte sig i øjenhøjde, lave en ballon ud af handsken til de forbrændte børn og vise interesse for patienterne, det blev vejen frem for mig. Først da jeg trådte ud fra hospitalet og fik det hele lidt på afstand, var jeg i stand til at se, hvad jeg egentlig havde lært. Betydningen af alle vores procedurer, kulturens påvirkning, og ikke mindst hvor vigtig den basale sygepleje er, og hvor lidt der skal til for at hjælpe et menneske, som lider. Jeg kunne ikke redde verden, men det var muligt at lære sygepleje i Afrika.