Hørt! Min mor skulle ikke dø på den måde

Da sundhedsplejerske Dorte Bang oplever sin mor dø en uværdig og smertefuld død på et plejehjem, skriver hun et læserbrev i Kristeligt Dagblad. Læserbrevet skal gøre opmærksom på, at beboerne svigtes, når der mangler kvalificeret personale.

Dorte Bang
Dorte Bang bærer et kors, som hendes mor selv har lavet af drivtømmer og reb, som hun har fundet på stranden ved Vesterhavet, hvor hun er vokset op. Korset lå på kisten, da moderen blev begravet efter et smertefuldt forløb på plejehjem.
Foto: Astrid Dalum
Personalet på plejehjemmet, hvor sundhedsplejerske Dorte Bangs døende mor bor lidt uden for Aarhus, er alt for tøvende og tilbageholdende med at give den smertestillende og beroligende medicin, som lægen har ordineret. Og det resulterer ifølge Dorte Bang i, at moderens sidste timer bliver fyldt med unødvendig uro, angst og smerter. 

Flere gange må Dorte Bang selv argumentere for, at hendes mor skal have mere medicin. 

”Det bliver jeg ret ramt af. Jeg synes jo, at der er taget stilling,” siger hun. 

Moderens død bliver omdrejningspunktet i debatindlægget ”Jeg har længe ønsket, at min mor fik lov at dø. Men ikke på den måde, som det skete”, der bliver bragt den 30. maj i Kristeligt Dagblad. 

I indlægget skriver Dorte Bang, at personalet på plejehjemmet har ”store hjerter”, men hun oplever også, at de ikke har de tilstrækkelige kvalifikationer eller er klædt godt nok på til at tage sig af beboere, som i mange tilfælde ifølge Dorte Bang er lige så komplekst syge som patienter på en medicinsk afdeling. Alligevel består personalet i vagterne udelukkende af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere og ufaglærte. Og den nat moderen dør, er det eneste personale på plejehjemmet en ufaglært nattevagt. De tidspunkter, Dorte Bang opnår lydhørhed for, at moderen skal have mere medicin, er, når der kommer en sygeplejerske. 

Tanken om at skrive et debatindlæg opstår dog ikke kun som følge af moderens død, men er kulminationen på fem års erfaring som pårørende på flere plejehjem, hvor hun har oplevet ”manglende omsorg som en hverdagsting”. Dorte Bang oplever et stort flow af afløsere, der ikke kender beboerne og deres behov. Og hun mener, forholdene er urimelige for beboerne, de pårørende og de ansatte, samt at der gives køb på den direkte individuelle omsorg.

Derfor begynder Dorte Bang at skrive sine oplevelser ned. Både for at kunne holde ud at være i det, men også fordi hun føler, at hun er nødt til at råbe op om de uholdbare forhold, hun er vidne til. Hvilket hun også indvier plejepersonalet i.

”Jeg siger til dem, at det ikke er for at udlevere dem, men for at sætte fokus på, at plejehjemsområdet er så udhulet. Og jeg siger, at jeg godt ved, de løfter opgaven så godt, som de kan, og at det er rammerne og vilkårene, det er galt med.”

Plejehjemspersonalets respons er, at ”det er på tide”. 

Efterfølgende bliver Dorte Bang bekræftet i, at dét, hun har oplevet, ikke bare er et enkeltstående tilfælde.

”Jeg har fået mails fra totalt ukendte mennesker. De har skrevet til mig, at de er rigtig glade for, at jeg har taget problematikken op. For de har samme oplevelse eller nogle, der er værre. Og det gør ondt, for hvis mange uafhængigt af hinanden oplever der her, så står det altså galt til,” siger Dorte Bang.  

Emneord: 
Palliation