Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Fundamental sygepleje - utopi anno 2017?

Sygeplejersken 2017 nr. 13, s. 18-18

Af:

Trine Ulriksen Hauge, sygeplejerske, stud.cur.,

Lise Dalsgaard Jensen, sygeplejerske, stud.cur.

Når Preben Ulrich Pedersen i sit debatindlæg "Fundamental sygepleje – romantik eller faglig nødvendighed?" (i Fag&Forskning 3/2017) spørger, hvad sygeplejen venter på for at anvende evidens, så er vores svar:

At vi i klinikken faktisk oplever os ude af stand til det – ikke pga. manglende motivation eller manglende evne til at se det fornuftige i det, men fordi vi er fanget i en daglig praksis, hvor fundamental sygepleje presses i knæ af knaphed på ressourcer, nedskæringer og øget arbejdspres. Denne knaphed kan vanskeliggøre brugen af evidens i de mangfoldige og komplekse situationer, som vi dagligt står i.

Vi tror, at mange sygeplejersker hver dag kæmper hårdt for at opfylde de krav, som "Fundamentals of Care" opstiller. Vi har dog set sygeplejersker ude af stand til at imødekomme disse krav, fordi deres kliniske hverdag ofte består i at måtte fravælge det "rigtige" og i stedet nøjes med det "absolut nødvendige" i mødet med patienterne. Hvad skal vi prioritere, når vi ikke har mulighed for det hele? At patienten får serveret mad, at patienten hjælpes ud af sengen, at der uddeles livsvigtig medicin, at patienten får børstet tænder, eller at der udfyldes diverse tjeklister? Eller skal vi prioritere patienten, som har brug for at dele sin bekymring for fremtiden med os? Det er ikke et let valg, når vi gerne vil tilbyde kompetent, omsorgsfuld og evidensbaseret sygepleje til alle vores patienter.

Vi vil nemlig gerne gøre det rigtige på den rigtige måde, som Preben Ulrich Pedersen efterlyser, men vi har brug for hjælp til at italesætte sygeplejens udfordringer på en akademisk måde, så det bliver hørt i dagens samfund!

Vi har brug for mere og andet end de 10 minutters opmærksomhed, sure udtrådte kondisko til sundhedsministeren giver. Vi må have et vedvarende fokus på de udfordringer, vi står overfor og midt i. Vi har brug for en samfundsdebat på et akademisk niveau, så vi fremadrettet kan sikre patienterne gode, effektive, sikre og evidensbaserede forløb i sundhedsvæsnet.

Derfor er vores appel til akademiske sygeplejersker og til Preben Ulrich Pedersen:

Hjælp os med at skabe en nuanceret og akademisk samfundsdebat om sygeplejens vilkår anno 2017.

Vi kunne lidt dristigt spørge: Hvad venter I mon på?

Link til Preben Ulrich Pedersens "På spidsen" i Fag&Forskning nr. 3/2017