Studerende i praksis: "Hvordan kan jeg give ham tryghed, når jeg ikke selv føler mig tryg?"

Borgerens opmærksomhed og spørgsmål var altid rettet mod den erfarne sundhedsprofessionelle, hvilket gjorde det svært at være studerende. Men tiden arbejdede for relationen mellem borger og studerende, og borgeren endte med at anerkende den ambitiøse studerende.

camillasonne
Camilla Sonne, 3. semester, UC Viborg
Dét der blik. Jeg kunne tydeligt se på hans ansigtsudtryk, at hende her social- og sundhedsassistenten, hende var han glad for og tryg ved.

I otte uger er jeg i primær sektor på et plejecenter. Fokusområdet på 3. semester er klinisk lederskab, og jeg er derfor blevet tilknyttet en borger, som jeg skal have ansvaret for, og hvis forløb jeg skal følge.

Om morgenen observerede jeg plejepersonalet for at lære hans rutiner at kende og fandt hurtigt ud af, at et af nøgleordene var tryghed, som er essentielt for beboeren. Med mine store ambitioner var jeg nærmest ikke kommet i gang med praktikken, før jeg misundte det blik, hun fik.

Det kan være svært at komme ind som et nyt ansigt, og i dette tilfælde var relationsdannelsen også udfordret, da borgeren har betydeligt nedsat stemmekraft, og kommunikationen derfor ofte er vanskelig. Alt for hurtigt fik jeg skabt høje forventninger til mig selv, og samtidig var jeg bange for at skulle tage ansvaret for hans pleje. Hvordan kan jeg give ham tryghed, når jeg ikke selv føler mig tryg? Hvad hvis jeg tvivler, imens jeg er alene med ham, så har jeg da først gjort ham utryg?

Der gik ikke mere end seks dage, før jeg havde grædt af ren frustration. Det er første gang, jeg har et længere borgerforløb, og hvis ikke vi finder hinanden, bliver det otte meget lange uger.

Det tager tid at lære en arbejdsgang, men endnu længere tid at lære et andet menneske at kende og vinde dets tillid. Noget, jeg som studerende har følt, var frustrerende i denne proces, var tilstedeværelsen af andet personale. Sådan havde jeg det, da jeg stod på tærsklen til at stå for plejen på egen hånd, men alligevel havde brug for en erfaren person ved min side. Disse øjeblikke gav mig dårlig mulighed for at udvikle relationen til borgeren, da hans opmærksomhed og spørgsmål altid var rettet mod den erfarne. I disse situationer følte jeg mig lille og til tider malplaceret, men samtidig taknemlig for den gode vejledning, jeg fik, som jeg kunne bruge til at skabe de fysisk trygge rammer.

Med tiden er jeg kommet godt ind i hans rutiner. Jeg har fået bedre øre for hans stemmeføring og sat mig ned og lyttet til hans livshistorie. Jeg har brugt min tid på at lære ham at kende og lært ham, hvem jeg er. I starten ville jeg gerne kunne gøre alt på ingen tid og på samme niveau som dem, der har gjort det i flere år. Tålmodighed er en dyd, og det vil jeg huske, hver gang jeg i fremtiden står overfor nye udfordringer.

Det kan godt være, at jeg har lært noget om rollen som centersygeplejerske, noget om hele systemet og organisationen, noget om retningslinjer og procedurer, men ud over det har jeg lært andre sider af mig selv at kende

… Og nu får jeg også selv tilkendt dét der blik.

Emneord: