Uddybende faldudredninger giver færre fald

Forebyggelsessygeplejerske Lillian Seestedt ringer på døren hos 85-årige Mogens Hansen. Han åbner døren og tøffer længere ind i gangen, så Lillian kan komme ind og af med jakken. Møblerne i lejligheden står tæt, og Mogens Hansen støtter sig på reoler, ryglæn og bordkanter på sin vej ind til spisebordet, hvor han langsomt sætter sig.

"Jeg kan se, du går og støtter dig," kommenterer Lillian Seestedt. Hun er forebyggelsessygeplejerske og udgør sammen med en anden sygeplejerske og to fysioterapeuter Rødovre Kommunes faldteam. Mogens Hansen svarer:

"Jeg kan godt gå uden, men jeg går værre og værre. Hvis jeg småsnubler, kan jeg godt lige holde balancen, men det kniber efterhånden."

Faldudredning i hjemmet

Mogens Hansen er, efter en sosu-assistent har registreret hans fald for nylig, blevet kontaktet af det tværfaglige faldteam. De har via telefonen lavet en basal faldudredning, og da Mogens Hansen har svaret ja til mindst et af punkterne, der f.eks. kan være bevidsthedstab ved faldet eller daglige balanceproblemer, er han blevet tilbudt en uddybende faldudredning hjemme hos ham selv.

Det giver sygeplejersken Lillian Seestedt mulighed for både at se, hvordan han bevæger sig, men også hvordan boligen er indrettet, og hvilke ting der kan gøres for at minimere risikoen for at falde igen. Og netop indsatser i kommunalt regi eller hjemme hos borgerne er, hvad den kommende kliniske retningslinje vil fokusere på. Den forventes at blive publiceret i januar 2018.

Ifølge Lillian Seestedt giver den individuelle og grundige faldudredning hos borgeren god mening, for det første fordi det koster kommunen dyrt, når de ældre falder, især hvis de ender med at blive indlagt. Op mod halvdelen af alle fald resulterer nemlig i en skade, og omkring hver tredje hjemmeboende over 65 år falder mindst én gang om året.

For det andet kan deres livskvalitet og sikkerhedsfølelse ofte øges ved enkle tiltag som f.eks. nye briller, sko eller en stok, som bl.a. Mogens Hansen af og til bruger. Derudover har han foran havedøren en scooter stående, som han benytter sig af.

"Den er jeg rigtig glad for – jeg blev et helt nyt menneske, da jeg fik den. Når jeg kører rundt herude, siger folk "dav Mogens", og jeg er oppe i centeret med den næsten hver dag."

Otte indsatsområder

Lillian Seestedt lader som udgangspunkt Mogens fortælle om de ting, han mener påvirker hans gang og balance, og spørger så ind til det. Efterhånden kommer de ind på mange af punkterne i den faldudredningsguide, som Lillian Seestedt og hendes kollegaer har lavet.

Guiden var et resultat af et tværfagligt samarbejde mellem fysioterapeuterne og sygeplejerskerne og mundede ud i otte punkter, som ofte har indflydelse på, hvorvidt ældre borgere falder. Det kan f.eks. være ændringer i aktivitetsniveauet eller bivirkninger fra medicin. I starten havde Lillian Seestedt og hendes kollegaer små laminerede "actioncards" med punkterne med sig ved borgerbesøg, men i dag kommer hun fint rundt om alle punkter uden.

Et af punkterne, som Lillian Seestedt gennemgår med Mogens, er hans sygdomshistorie, som bl.a. rummer en blodprop og en hjerneblødning. Da snakken falder på genoptræning efter blodproppen, nævner Mogens en motionscykel og stepmaskine, som står i soveværelset.

"Bruger du dem?" spørger Lillian Seestedt. "Ikke nok. De skal ikke slides op, de har kostet mange penge," griner Mogens Hansen.

Men han kryber hurtigt til erkendelse og fortæller, at han godt ved, han træner for lidt. Derfor vælger Lillian Seestedt at teste Mogens Hansens benkræfter med en øvelse, hvor han skal rejse og sætte sig på stolen flest mulige gange på et halvt minut. Mogens Hansen får småprustende lavet otte, dog ved at hjælpe til med armene. Det får Lillian Seestedt til at anbefale ham at lave øvelsen hver formiddag og aften. Da Mogens Hansen har sat sig godt til rette igen, spørger Lillian Seestedt ind til det næste af de otte punkter: medicin.

"Jeg har sådan en seddel, jeg kan lige hente den," fortæller Mogens Hansen.

Lillian Seestedt rejser sig og observerer, mens han tøffer ud i køkkenet. Mogens Hansen støtter sig lidt til bordkanten, men går også noget ad vejen uden støtte. Tilbage ved spisebordet gennemgår de sammen medicinskemaet og når frem til, at det ikke er her, der skal ændres på noget.

Svært at indrømme behov for hjælp

Selvom medicinen er, som den skal være, finder Lillian Seestedt frem til et par andre punkter, som kunne være med til at forebygge, at Mogens Hansen falder igen. Men han er ikke så opsat på de ændringer, der bliver foreslået, for det mener han ikke er nødvendigt.

"Har du en bænk at sidde på, når du går i bad om morgenen?" spørger Lillian Seestedt bl.a., og svaret er ikke til at tage fejl af:

"Nej, og det vil jeg ikke have!"

Lidt mindre genstridig er han, når det kommer til et andet af Lillian Seestedts forslag; et par sokker med gummidutter under, så Mogens Hansen kan stå bedre fast på det glatte trægulv.

"Det kunne godt være lidt halvfarligt med de glatte sokker, du har nu, tænker jeg," prøver Lillian Seestedt, men den hopper Mogens Hansen ikke på:

"Det tror jeg ikke, det er," svarer han bestemt.

Til trods for den indledende skepsis indvilliger han til sidst i at prøve et par, hvis Lillian Seestedt beder en af hjemmehjælperne om at tage et par med.

Træning med en fysioterapeut afviser Mogens Hansen også, men et sidste lille gennembrud får Lillian Seestedt dog, da han fortæller, at han bliver en smule nervøs, når han om morgenen går ude på badeværelset med bare tæer. Hun foreslår en skridsikker bademåtte, og den er Mogens Hansen med på, denne gang helt uden overtalelse:

"Det tror jeg ville være en god idé, sådan en køber jeg!" siger han begejstret.

Inden Lillian Seestedt går, gennemgår hun kort, hvad hun og Mogens har snakket om, og skriver det på et stykke papir med overskriften "Handleplan". Derudover sikrer hun sig, at Mogens Hansen har mobilen på sig, og at han har hjemmehjælpens numre kodet ind, så han kan få hjælp, hvis han falder.

Færre falder igen

Efter at Rødovres faldteam er begyndt med uddybende faldudredninger, er antallet af registrerede fald ikke blevet synligt mindre. Men ifølge Lillian Seestedt betyder det ikke nødvendigvis, at der er sket flere fald, men nærmere, at efterhånden, som projektet er blevet implementeret, er alle medarbejdere blevet bedre til at få faldene registreret.

Grundet nogle tekniske årsager i kommunens journalsystem har det endnu ikke været muligt at lave en konkret statistik, men Lillian Seestedt har manuelt gennemgået en lang række journaler og har opdaget en tydelig tendens; der er langt færre af de borgere, som har været igennem en uddybende faldudredning, som falder igen.

"Det er svært for os at trække data lige nu, men vi arbejder på at få det løst. Selv når vi får adgang til det, er det dog svært at udelukke andre faktorer. Vi har jo ikke en kontrolgruppe hvor vi ikke gør noget," forklarer Lillian Seestedt.

 

　

　

　

　

　

　

　

　

　

　

　

　

　

　

Læs mere om faldforebyggelse i dette nummer af Fag og Forskning, der følger med dette nummer af Sygeplejersken.