Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 minutter med ... Annemette Blach

Patienten er ekspert på sit liv, og jeg ville ønske, patienten fik større medbestemmelse, så vi undgår udsigtsløs behandling. Og at vi indser, at døden er naturlig og ikke skal betragtes som en medicinsk katastrofe.

Sygeplejersken 2017 nr. 14, s. 7

Af:

Michael Holbek, journalist

Annemette Blach, 62 år, sygeplejerske i det udgående hospiceteam, Hospice Søndergård, Måløv.

sp14_5-min_annemette-blach
Annemette Blach
Privatfoto
Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"I 1986 mødte jeg en sød sygeplejerske i Kenya, og hun inviterede mig med ud på sit arbejde. Det var fascinerede, og jeg tænkte: Det vil jeg også!"

Hvad var dit første job?

"På hoved-hals-cancer-afdelingen på Rigshospitalet."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for palliation?

"På teologistudiet beskæftigede jeg mig meget med livet og døden på det teoretiske plan, og nu blev det pludselig meget konkret at stå med en døende. Det er fantastisk at følge mennesker i deres sidste tid og være med til, at den kan blive så god som muligt."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Af patienterne. Døende patienter kan lære en rigtig meget. De guider ofte vejen for mig, så jeg får givet den hjælp, der passer for netop ham eller hende. De fortæller mig, hvad de gerne vil, hvad der er vigtigt for dem, og det bliver nemmere, jo bedre jeg kender folk. Ved at høre deres livshistorier finder jeg ud af, hvad der er godt for den enkelte patient."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"At man er empatisk og kan møde patienten der, hvor hun er. At man er ydmyg, for patienterne lægger deres liv i vores hænder. Endelig skal man udvise næstekærlighed. Jeg hører tit fra mine patienter, at næstekærlighed har trange kår på hospitalerne, at der mangler omsorg. Kerneopgaven har det med at blive dagens tal og blodprøvesvar og scanningsresultater, og det er en skam."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Brug os gamle som rollemodeller. Og giv dig selv lov til at være NY i jobbet."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Når patienten er velpallieret på alle niveauer – både fysisk, psykisk, åndeligt og socialt. Og får taget afsked med livet på sin måde og dør hjemme i sine rammer med de pårørende ved sin side. Det er meget tilfredsstillende."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"Kommunernes arrogance – at terminale/døende skal vente på hjælpemidler i seks uger. Og at patienterne bliver overbehandlet og ikke får lov til at dø af deres sygdom, men af bivirkningerne fra en behandling, som alligevel ikke hjælper. Jeg passer f.eks. mange, som får tilbudt eksperimenterende kemo, som er udsigtsløs."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Dybe eksistentielle samtaler i natten. Eller en spændende bog."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Jeg er ikke stolt. Men jeg er glad for, at der langt om længe er kommet fokus på den døende patient. Tidligere har der ikke været status i at passe døende, og derfor har der heller ikke været afsat penge til det. Nu er det muligt for terminale og døende med komplekse plager at blive i eget hjem. Det er jeg rigtig glad for."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"At det ikke kun er lægen, der har autoriteten, men i høj grad også patienten. Patienten er ekspert på sit liv, og jeg ville ønske, patienten fik større medbestemmelse, så vi undgår udsigtsløs behandling. Og at vi indser, at døden er naturlig og ikke skal betragtes som en medicinsk katastrofe."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Samme sted. Jeg har selv været med til at oprette det udgående team på Hospice Søndergård for fem år siden, og det giver så meget mening for mig."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Jeg håber, at flere kan være derhjemme i deres sidste tid, også patienter med kroniske lidelser. Og at der kommer flere specialiserede sygeplejersker, som kan være med til at passe folk i det terminale forløb, f.eks. folk med kronisk hjertesvigt eller KOL, så man undgår unødige indlæggelser. Især fordi der skal et godt helbred til at være indlagt.