Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Det er tid at skifte briller

Kan en ændring i vores kultur og den måde, vi kommunikerer med patienterne på, gøre en forskel?

Sygeplejersken 2017 nr. 14, s. 19

Af:

Malika Vogelsang, Anæstesisygeplejerske, Neuroanæstesi, Aalborg Sygehus Syd, stud.cur.

"Skal vi ikke gøre sådan? Det er det bedste, hvis du gør det." Sådan kan det lyde, når vi sygeplejersker taler til patienter. Hvad tror du, der vil ske, hvis vi ændrer de spørgsmål til: "Hvad kan jeg gøre for dig?" eller "Hvad ønsker du?"

Efter 30 års tale om patientinvolvering og dokumentation af positive effekter, har idéen ikke sat mere tydelige spor. Kan en ændring i vores kultur og den måde, vi kommunikerer med patienterne på, gøre en forskel?

Projektsucceser "patient i centrum" eller "patient som partner" har indtil videre vist sig at være rutinemæssige fiaskoer. Regeringen har prioriteret 300 mio. kr. til en national strategi for patientinddragelse, og spørger man sygeplejersker og patienterne, så ønsker de fleste et patientpartnerskab. Hvis vi ønsker, at de penge ikke går til spilde, så er det tid til at handle nu!

Den største barriere til implementering af patientinvolvering er tidsbegrænsninger, som jeg tror kan imødekommes med kulturændring og kommunikative redskaber.

Tænk på, hvis det var din mor, der var syg med dig som pårørende: Ville det ikke være skønt, at I bliver hørt om jeres ønsker og behov? Ville det ikke være skønt, at din mor bliver set som Fru Jensen med sin datter og ikke bare som en KOL-patient med sin vanskelige datter? Bare den måde, vi omtaler vores patienter på i dag, er med til at stigmatisere eller standardisere dem.

Vi skal være patientens ambassadører og advokater. Den bedste måde at hjælpe patienterne på er at ændre vores kommunikation. Selv om vi er blevet rigtig dygtige til telemedicin, så er vi ikke nået til telepati. Der er kun en måde at få indsigt i patienternes tanker på: Det er at spørge dem. Og det er den måde, vi spørger dem på, der skal ændres. Slut med de ledende spørgsmål og frem med de åbne spørgsmål!

Jeg skriver ikke for at kritisere os, men fordi jeg er overbevist om, med vores store faglighed og patientens viden kan vi løfte opgaven, sammen. Succeskriteriet må her være, at patienterne kommer til at opleve, at vi gør en forskel. Det er bare et lille opråb for et wakeupcall!

Så næste gang, du taler med en patient: Træk vejret dybt to gange og tænk: Hvad nu, hvis det var mig, der lå der, hvad ville jeg så ønske, sygeplejersken ville sige eller gøre?