Debatindlæg

Debat om brug af studerende som tolke, obligatorisk videreuddannelse for anæstesisygeplejersker og meget mere

Lad ikke frustrationerne gå udover din kollega

Af: Melanie Clivaz-Nielsen, sygeplejerske på Nordsjællands hospital

Jeg tog mig selv i her forleden at blive irriteret på bed manageren, der fordeler tyngden af patienter på tværs af hospitalet, da jeg var ansvarshavende i en weekendvagt. Årsagen til min frustration var, at vi i forvejen havde overbelægning på afdelingen og skulle modtage flere patienter, da der også var overbelægning på de andre afdelinger på hospitalet. Vi havde lige i kollegagruppen fordelt opgaverne, og denne fordeling skulle så ændres i forbindelse med modtagelse af de nye patienter. Da jeg tog hjem fra arbejde den dag, tænkte jeg: ”Det er jo ikke bed managerens skyld, hun gør bare sit arbejde. ”Det handler om de 2 pct. besparelser, og hvordan alle sundhedsmedarbejdere bliver presset, da vi også er ambitiøse mennesker. Når man er presset, kan ens lunte hurtigt blive kort, og det er så her, vi nemt kan komme til at vrisse ad hinanden eller give hinanden skylden for den øgede overbelægning. Jeg tror, det også handler om, at vi ønsker den bedste kvalitet for patienterne samt det bedste arbejdsmiljø for os selv og vores kollegaer, og det ved vi godt bliver presset, når man har 10-40 pct. i overbelægning og bliver frustreret over det. Husk, det er ikke dine kollegaers skyld eller bed managerens skyld, at der er overbelægning på afdelingen. Det er desværre vilkårene. Det er måske især i disse pressede situationer, at det er ekstra vigtigt, at vi passer på hinanden og fastholder en god stemning. Jeg har i hvert fald besluttet mig for, at jeg fremover vil møde mine kollegaer og bed manageren med et smil, hjælpsomhed og en høflig tone og så få afløb fra frustrationerne ved at råbe højt om dem og fortælle magthavere om konsekvenserne af den megen overbelægning, fordi, ja det går ud over patienterne i den allerhøjeste grad. 

 

Obligatorisk videreuddannelse også for anæstesisygeplejersker – en investering i fremtiden

Af Mette Ring, sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital

For tiden er mantraet, at vi alle skal blive længere på arbejdsmarkedet, og for dem, som ikke er fysisk eller psykisk nedslidt, kan det være attraktivt. Men kan pensionsalderen ændres til flere år på arbejdsmarkedet uden en diskussion om, hvordan motivation og arbejdsglæde bibeholdes?

Selv er jeg anæstesisygeplejerske. Det er et krævende job med mange udfordringer betinget af de alvorlige situationer, der skal håndteres. Anæstesisygeplejersker er uddannet til at varetage sygeplejen omkring patienter, der skal bedøves til operation, hårdt kvæstede i skadestuen, kritisk syge patienter, der skal overflyttes fra et hospital til et andet osv. 

Udviklingen indenfor teknologisk udstyr er omfattende. Der er kontinuerligt nye tiltag indenfor det kirurgiske og medicinske felt. Ligeså indføres der løbende nye medikamenter, der skal tages i brug for at give patienterne den bedst mulige behandling. Det anæstesiologiske speciale er således under konstant forandring, og for at undgå udbrændthed og sikre optimal patientbehandling vil det fremover være afgørende med videreuddannelse. For at sikre finansieringen er det nødvendigt at gøre videreuddannelse obligatorisk. 

Obligatoriske prøver med faste årlige intervaller kan bidrage til, at anæstesisygeplejerskerne kan bevare deres kompetencer gennem hele arbejdslivet. Der er i jobbet som anæstesisygeplejerske rige muligheder for læring gennem udveksling, jobrotation og kursusaktivitet. Mulighederne er der, men udfordringen er at få alle med, når der ikke eksisterer obligatorisk videreuddannelse. 

Med de krav, der stilles, og udsigten til et langt arbejdsliv i samme speciale mener jeg, det vil være til glæde for både anæstesisygeplejerskerne og samfundet, at der stilles krav om obligatorisk videreuddannelse. For gennem uddannelse øges fagligheden, som er med til at bevare motivationen og den høje sikkerhed omkring patienterne.
Derfor – når vi skal arbejde længere, så husk at tænke på økonomien til obligatorisk videreuddannelse også for anæstesisygeplejersker.

Mette Ring er anæstesisygeplejerske, Aalborg Universitetshospital og bestyrelsesmedlem i Dansk Sygepleje Selskab (www.DASYS.dk)

 

Studerende (mis)bruges som tolke

Af Keziban Celik, sygeplejestuderende, og Bente Christine Reggelsen, lektor, cand.cur. 

I dag anvendes mange studerende med anden etnicitet end dansk som tolk på hospitalsafdelinger, men hvilke konsekvenser får det for sygeplejestudiet? På den ene side er det dejligt at kunne gøre en god gerning ved at hjælpe sine kolleger. På den anden side kan de studerende få svært ved at nå deres læringsudbytte, når de også skal overtage en anden fagekspertises opgave. Når vi studerende hjælper med at tolke, hvem skal så hjælpe Fru Nielsen, som trækker i klokkesnoren? Arbejdstempoet er højt, og sygeplejersker har så travlt i dag, at deres sko bliver slidte. At anvende studerende som tolk opleves som misbrug, når vi i forvejen mangler tid til at udføre basal sygepleje og udvise omsorg for patienternes ve og vel. Og er en studerende egentlig fagligt kompetent til at varetage tolkeopgaven? Der tales om diagnoser og behandlinger, om liv og død, intime detaljer om krop og seksualitet og meget andet. Forhold, som kan tage kortere eller længere tid, og hvor der skal sikres fuld forståelse fra begge parters side.

Det er dyrt at rekvirere en tolk, men denne er kompetent til sit arbejde, og det er vigtigt med korrekt kommunikation til gavn for såvel borger som sundhedspersonale. Så lad tolken fuldføre sit arbejde, mens vi som studerende kan udføre vores arbejde og komme igennem vores læringsudbytte.

Keziban Celik er studerende på Modul 7, og Bente Christine Reggelsen er lektor, cand.cur., master i positiv psykologi. Begge fra UCSYD – Sønderborg.
 

Tag tiden, hold den i rummet og vær nærværende

Af Karin Bundgaard, sygeplejerske, cand.cur., ph.d., postdoc

Kommentar til ”Studerende i praksis: Hvordan lærer jeg at skynde mig langsomt?” af sygeplejestuderende Camilla Sonne i Sygeplejersken nr. 6/2017.

Det er en kunst at kunne skynde sig langsomt og nødvendigt at vide, at man som sygeplejerske ikke altid vil finde tid til det hele. Kunsten ligger i at finde tid til det, der er vigtigt for at hjælpe patienten trygt og sikkert igennem det aktuelle forløb.
Det ”ikke at have nok tid” anses som en af de væsentligste årsager til manglende kvalitet i sygepleje. Og tidspres reducerer sygeplejerskers mulighed for at lære patienten at kende, identificere patientens behov og dermed evnen til at individualisere sygepleje.

”Nok tid” handler i min optik om, at sygeplejersken har tid til at stille skarpt på, hvad der er vigtig og essentiel viden i den enkelte situation. Det er vigtigt ikke kun at fokusere på den faktuelle længde af tiden, da tiden i nutidens sundhedsvæsen er kort. Det handler om, hvordan den tid, som er givet, bliver brugt. Når det er sagt, er det nødvendigt også at overveje, hvilke forventninger sygeplejersker og patienter har til tiden, og samtidig understrege vigtigheden af, at sygeplejersker, uanset hvor begrænset tiden er, ikke går på kompromis med den sygepleje, de tilbyder. Det handler om at tage tiden, holde den i rummet og være nærværende.

Mit budskab til Camilla og andre nye sygeplejersker, som gerne vil lære at skynde sig langsomt, er at huske jeres langsomme kundskaber i relationen med patienten. Gennem brugen af fysisk kontakt som f.eks. et håndtryk, jeres evner til at lytte, observere og være opmærksom på den verbale og nonverbale kommunikation vil I som sygeplejersker selv på meget kort tid kunne tilegne jer den viden om patienten, der gør det muligt for jer at skræddersy sygepleje til den individuelle patient.
Jeg vil derudover gerne understrege vigtigheden af ikke at diskutere, hvordan man får mere tid, men i højere grad at diskutere, hvordan man udnytter den tid, man har, på den bedst mulige måde.

Karin Bundgaard er ansat i Klinik Akut på Aalborg Universitetshospital.