Patienten jeg aldrig glemmer: Jeg skældte ham hæder og ære fra

I pressede situationer kan det til tider være svært at bevare roen, også når man er sygeplejerske. En meget vanskelig patient fik Mette Marie Thomsen til at tabe hovedet.
Mette Marie Thomsen
Foto: Jens Bach

Jeg er sygeplejerske på et opvågningsafsnit, hvor jeg i tidens løb har mødt mange forskellige typer patienter. Der er dog særligt én af dem, som jeg altid vil huske. Han var en mand, som kunne lide at selvmedicinere – både med alkohol og temmelig sikkert også andre slags stoffer. Han var blevet opereret for et brækket ben og var bagefter blevet kørt ind til os på opvågningsafsnittet, så han stille og roligt kunne komme sig efter bedøvelsen.

Fra det øjeblik han vågnede, havde han tydeligvis meget ondt, og han var meget ubehagelig at være i nærheden af, både for mig og mine medsygeplejersker. Han talte virkelig grimt til os og var slet ikke til at snakke med. Vi forsøgte naturligvis at gøre alt, hvad vi kunne, for at lindre hans smerter, men hans tolerance for smertestillende var så høj pga. hans misbrug, at selv meget store doser ikke havde nogen effekt.

Samtidig blev hans opførsel værre og værre, og til sidst må jeg indrømme, at jeg tabte hovedet. Det var i forvejen en stressende situation, fordi intet, vi gjorde for at hjælpe, havde nogen virkning, men jeg fik ganske enkelt også bare nok af den byge af skældsord, som han lod regne ned over os.

Det endte med, at jeg skældte ham hæder og ære fra, lige dér midt på afdelingen. Jeg skældte ham faktisk så meget ud, at jeg skammede mig lidt over det bagefter. Jeg følte, at jeg havde handlet uprofessionelt som sygeplejerske ved at irettesætte ham foran andre patienter. Det var i sig selv slemt nok, men ovenikøbet var det også spildte kræfter, for det havde ingen indvirkning på min patients dårlige opførsel – snarere tværtimod.

Da jeg havde genvundet fatningen, kunne jeg igen tænke klart. Jeg fandt derfor på at ringe op til stamafdelingen for at høre, hvad min patient tidligere var blevet givet af smertestillende. Det viste sig, at han havde fået en blokade, som nu var aftaget. Vi fik derfor fluks givet ham en ny blokade, og det tog ikke bare smerterne, men også patientens dårlige opførsel. Pludselig var han den sødeste, rareste mand, som var meget flov over de grimme ting, han havde sagt. Han havde simpelthen været så umulig, fordi han havde haft så ondt.

Siden har jeg ofte tænkt på min vanskelige patient, når jeg har stået i andre situationer, hvor jeg har været tæt på at koge over. Naturligvis er vi sygeplejersker også kun mennesker, og vi skal skam ikke finde os i alting, bare fordi vi er på arbejde. Den dag lærte jeg dog, at det sjældent hjælper på situationen, hvis man taber hovedet. I stedet er det vigtigt blot at fortsætte med at yde behandling, så godt man kan, indtil man finder en løsning, der virker.

Jeg er i hvert fald glad for den lærestreg, som min patient gav mig. Jeg glemmer ham aldrig.

 

Title

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Emneord: